9. december 2015

Der er brug for ekstraordinære tiltag

Flygtningeforhandlinger Vi skal hjælpe mennesker på flugt. Og samtidig have hverdagen til at fungere herhjemme.


Kære socialdemokrat

 

Hver uge kommer der cirka 1.000 nye asylansøgere til Danmark. Det er historisk højt. I oktober søgte 3.700 om asyl. I november voksede tallet til 4.500. Situationen er med andre ord alvorlig. Det gælder for hele Europa. Sverige har strammet asylreglerne markant og gør klar til at kunne lukke Øresundsbroen. Norge har både indført grænsekontrol og strammet deres udlændingepolitik. I Tyskland har man skåret i ydelserne til asylansøgere og fremskyndet hjemsendelsen af afviste asylansøgere.

 

Vi står i en ekstraordinær situation. Det kræver ekstraordinære tiltag. Hvor vi hjælper mennesker på flugt. Og hvor vi samtidig skal have hverdagen til at fungere herhjemme. 

 

Derfor har vi igennem flere uger forhandlet med regeringen om en samlet håndtering af flygtningesituationen. Det lod sig desværre ikke gøre. Vi var parate til at indgå en aftale, men forholdet mellem Venstre og Dansk Folkeparti er så dårligt, at det blokerede for en løsning. Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at regeringen ikke har opbakning fra det største borgerlige parti. Og det er problematisk, at regeringen – i en så alvorlig situation for Danmark – ikke evner at sikre en bred aftale.

 

I forhandlingerne har vi særligt været optaget af at sikre, at det stigende antal flygtninge ikke bliver betalt med besparelser på skoler og i ældreplejen. Kommunerne er i forvejen hårdt pressede af den minusvækst, som regeringen gennemfører med Dansk Folkepartis støtte. Vi har derfor foreslået, at der etableres statslige flygtningelandsbyer, der kan sikre billige boliger, tage presset af kommunerne og give flygtninge tryghed. 

 

Det forslag arbejder vi ufortrødent videre med, selv om det ikke blev til en aftale i denne omgang. Ligesom vi fortsat kæmper for en markant opprioritering af indsatsen i nærområderne. Her kan EU gøre meget mere – men det samme kan Danmark. I stedet har regeringen desværre skåret ned på ulandsbistanden. Det er ikke det rigtige svar i den situation, vi står i. Hvis vi for alvor skal bremse flygtningestrømmen, så skal forholdene i nærområderne være bedre. Det vil vi fortsat arbejde for. 

 

Regeringen vil nu lægge de forslag i Folketinget, som der var enighed om under forhandlingerne. Det støtter vi. Det er blandt andet initiativer, som vi ikke normalt ville have taget – men som skal ses i lyset af den helt ekstraordinære situation, Danmark står i. Socialdemokratiet er det samme parti i opposition som i regering, og derfor tager vi selvfølgelig ansvar – også når det er svært.

 

Med venlig hilsen

 

Nicolai Wammen
Politisk ordfører