Gå til sidens indhold

Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark

De næste skridt i udlændinge­politikken

Verden omkring os er blevet mere urolig. Mellemøsten står igen i brand. Ufred og ustabilitet ulmer.

Når krig og ustabilitet breder sig, ved vi af erfaring, hvad der kan følge med: Mennesker på flugt og migranter, der søger mod Danmark og Europa. Derfor må vi allerede nu forholde os til risikoen for en ny migrant- og flygtningekrise, der igen kan lægge pres på Europas ydre grænser – og i sidste ende på Danmark.

Danmark er et trygt og tillidsfuldt fællesskab, som bygger på stærke værdier. Værdier, som mange borgere med anden etnisk baggrund hver dag bidrager positivt til og bakker op om.

Vi danskere ligner ikke hinanden. Og det skal vi heller ikke. Men vi skal ville hinanden. Og vi skal skelne mellem dem, der kan og vil Danmark. Og dem, der ikke vil.

Efterhånden anerkender de fleste, at hvis ikke der er styr på, hvor mange der kommer hertil, så er der meget andet, der er ligegyldigt. Vi ved af bitter erfaring, hvor svært det er at råde bod på en fejlslagen integration. For vi betaler stadig prisen for det. Vi må ikke gentage fejlene fra 2015. Dengang mistede Danmark kontrollen med asyltilstrømningen. Med store sociale, kulturelle og økonomiske konsekvenser til følge.

De konsekvenser har vi de seneste snart syv år været i gang med at rette op på. Og nu skal vi tage de næste skridt. Først og fremmest skal vi forberede os på de potentielt nye flygtningestrømme, der følger af ufreden i Mellemøsten. Flere kriminelle udlændinge skal udvises. Og vi skal sætte hårdere ind, når nogen forbryder sig mod vores fællesskab.

Udenlandsk arbejdskraft er med til at gøre Danmark rigere. Men det er ikke ligegyldigt, hvor arbejdskraften kommer fra. Vi vil hellere have arbejdskraft fra lande, som Danmark handler mest med, end vi vil have arbejdskraft fra lande, hvor vi erfaringsmæssigt ved, at det for mange er svært at tilpasse sig den danske kultur.

Læs udspillet

VI VIL IKKE DEM, DER IKKE VIL DK

Vi vil ikke dem, der ikke vil Danmark 

Læs Socialdemokratiets udlændingeudspil.

Se mere

Fra kaos til kontrol

Siden Socialdemokratiet overtog ansvaret i 2019, har vi ført en stram og ansvarlig udlændingepolitik og fået styr på asyltilstrømningen til Danmark. Fordi kontrol med tilstrømningen til Danmark og Europa er afgørende - både for danskernes sikkerhed og tryghed, og for at beskytte vores åbne og tillidsfulde velfærdssamfund.

Vi har fået kontrol med tilstrømningen. Og vi har i dag de laveste asyltal siden 2007, hvis man ser bort fra COVID-19-årene. Der er samtidig rekordfå afviste asylansøgere i udsendelsesposition. Og i 2025 blev næsten 1.100 udvisningsdømte udlændinge sendt ud af Danmark. Det er vigtigt. For beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård skaber utryghed for lokalbefolkningen i det område, udrejsecentret er placeret.

Vi har styrket sammenhængskraften i Danmark. Flere med udenlandsk baggrund er kommet i arbejde. I 2019 var der 28 parallelsamfund i Danmark, hvor en stor andel havde udenlandsk baggrund og ikke var i arbejde. Det tal er reduceret til fem i dag. Men der er stadig store udfordringer.

De næste skridt i udlændingepolitikken

Selvom vi står et markant bedre sted i dag end i 2015, er problemerne ikke løst. Der er meget, vi skal have håndteret. Vi skal tage de næste skridt.

Nye problemer er opstået. I EU er man allerede ved at forberede sig på, at den aktuelle konflikt med Iran kan udløse nye flygtninge- og migrantstrømme.

Samtidig er der også problemer, som vi desværre endnu ikke er kommet i mål med at løse, trods mange års arbejde. Der er f.eks. stadig for mange kriminelle udlændinge, som ikke bliver udvist. De opgaver er vi ikke færdige med.

Vi skal begrænse tilstrømningen til Europa og øge hjælpen til nærområderne

Vi har fået styr på antallet af asylansøgere, der kommer til Danmark. Men verden forandrer sig hurtigt. Nye konflikter kan skabe nye migrationsstrømme. Samtidig ser vi, hvordan Vestens modstandere bruger migration som et politisk våben mod Europa ved målrettet at sende migranter mod vores grænser for at skabe pres og splittelse.

Der er aktuelt drøftelser i EU om, hvordan man kan forhindre en ny migrant- og flygtningekrise som følge af krigen i Iran.

Danmark skal være forberedt på at tage alle nødvendige redskaber i brug. Vi skal fortsat arbejde for at oprette modtagecentre i lande uden for Europa. Og vi skal sammen med vores allierede i Europa styrke unionens ydre grænser. Samtidig ved vi, at den bedste hjælp til mennesker på flugt er at give den tæt på dér, hvor de bor. Alt for mange civile bliver ramt, når konflikter bryder ud. Derfor skal hjælpen i nærområderne styrkes.

Hold dig opdateret på A-listen

Vil du have det vigtigste fra Socialdemokratiet samlet ét sted? Tilmeld dig A-listen og få de seneste nyheder, invitationer til arrangementer og muligheder for at engagere dig – direkte i din indbakke.👇