Mere velfærd tæt på borgerne
Aftalen mellem regeringen og KL om kommunernes økonomi blev indgået i sidste uge.
Det kan lyde teknisk. Men i virkeligheden handler aftalen om noget meget konkret: den velfærd, vi møder i hverdagen.
Om børn, der skal have en tryg start i daginstitution, skole og SFO. Om folkeskoler og daginstitutioner, hvor rammerne skal være ordentlige. Om ældre, der skal have omsorg og nærvær. Og om kommuner i hele landet, der skal have bedre muligheder for at levere den velfærd, borgerne har brug for.
Med aftalen løfter Socialdemokratiet og regeringen den kommunale serviceramme realt med 3,3 mia. kroner i 2027. Det betyder, at pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre — og at kommunerne samtidig får bedre muligheder for at styrke velfærden lokalt.
For Socialdemokratiet handler det grundlæggende om tryghed i hverdagen.
At vores børn får en god start på livet. At folkeskolen bliver styrket. At ældreplejen har kvalitet og nærvær. Og at velfærden er stærk i hele landet.
En tryggere start på skolelivet
Et af de vigtigste elementer i aftalen er, at minimumsnormeringerne skal gælde helt frem til skolestart — også hvis barnet starter tidligere i SFO.
Overgangen fra børnehave til skole og SFO er stor for mange børn. Nye voksne. Nye rammer. Nye fællesskaber.
Derfor skal der være voksne nok omkring børnene — også i den overgang.
Det er samtidig et konkret skridt i den retning, vi har sat i regeringsgrundlaget. Her står det klart, at alle børn skal have en god og tryg opvækst, og at daginstitutioner, folkeskolen og fritidslivet skal styrkes.
Bedre rammer for børn og medarbejdere
Aftalen giver også kommunerne bedre mulighed for at investere i de fysiske rammer omkring børnene.
Med aftalen udgør kommunernes anlægsramme 22,3 mia. kroner i 2027. Det giver blandt andet mulighed for at investere 8 mia. kroner i renovering af folkeskoler og bedre rammer for dag-, fritids- og klubtilbud.
Det betyder noget.
For børn skal ikke lære, lege og udvikle sig i nedslidte bygninger. Og medarbejderne skal have ordentlige rammer for at løfte deres vigtige arbejde.
Mere nær velfærd i hele landet
Aftalen handler også om at give kommunerne bedre muligheder for at prioritere den nære velfærd efter lokale behov.
Det gælder børn og unge. Det gælder ældre. Og det gælder de mest udsatte borgere, som har brug for hjælp og støtte fra fællesskabet.
Aftalen løser ikke alle problemer i kommunerne. Der vil stadig være behov for lokale prioriteringer.
Men retningen er klar:
Vi investerer i den nære velfærd.
Vi skaber en tryggere skolestart.
Vi styrker rammerne omkring børnene.
Og vi indfrier centrale løfter fra regeringsgrundlaget og valgkampen.
Det er Socialdemokratisk velfærdspolitik i praksis: Tryghed i hverdagen. Mere velfærd tæt på borgerne. Og et stærkt fællesskab, der er der, når mennesker har brug for det.
Vil du høre mere?
A-listen giver dig mulighed for at komme et spadestik dybere ned under ugens overskrifter i vores nyhedsbrev, og at blive inviteret til spændende arrangementer før alle andre.
A-listen er åben for dig, der er nysgerrig på at høre seneste nyt. Dig, der gerne vil handle på dine holdninger. Og for dig, der bare vil vide lidt mere om, hvad vi går og laver. Og hvorfor, vi gør det.
Tilmeld dig her 👇