Trygge år på pension
Vi vil sikre en tryg økonomi for de mest pressede pensionister
Når man har knoklet og betalt skat gennem et helt arbejdsliv, har man ret til gode og trygge år på pension. Der er desværre titusindvis af pensionister i Danmark, som lever på et meget stramt budget måned efter måned. Dem vil vi nu give en håndsrækning.
Før valgudskrivelsen fik vi gennemført i Folketinget, at mere end 700.000 folkepensionister får en fødevarecheck udbetalt senere i år. På trods af modstand fra flere borgerlige partier. Det er godt. Men Socialdemokratiet og SF er enige om, at der skal mere til.
Derfor foreslår Socialdemokratiet sammen med SF at give et mærkbart og permanent løft til de pensionister, som har mindst. Vi vil afsætte to milliarder kroner og foreslår, at pengene bruges sammen med de partier, som efter valget vil være med til at prioritere de fattigste folkepensionister. Vores fælles forslag er, at vi bruger pengene på to måder:
For det første ved at skabe et mere trygt levegrundlag for de fattigste folkepensionister. Med et løft i økonomien, der kan mærkes i hverdagen. Vi forestiller os, at ca. 150.000 pensionister med de absolut laveste månedlige indkomster skal have 1.000 kroner mere om måneden efter skat.
Og for det andet ved at udvide gruppen af pensionister, der kan få ældrechecken. Det vil vi gøre ved at hæve formuegrænsen. Hvis formuegrænsen fordobles og hæves til 223.000 kroner, vil mellem 50.000 og 60.000 flere pensionister kunne få ældrechecken.
Hold dig opdateret på A-listen
Vil du have det vigtigste fra Socialdemokratiet samlet ét sted? Tilmeld dig A-listen og få de seneste nyheder, invitationer til arrangementer og muligheder for at engagere dig – direkte i din indbakke.👇