Gå til sidens indhold

Et kon­kurrence­dygtigt Danmark

1 milliard til styrket konkurrenceevne

Danmark er et konkurrencedygtigt og innovativt land. Men verden omkring os udvikler sig i et tempo, der betyder, at Danmark og Europa vil sakke bagud, hvis ikke vi øger vores produktivitet og omstiller os til fremtidens teknologier. Det gælder ikke mindst fortsat automatisering og mere systematisk brug af kunstig intelligens.

For Socialdemokratiet er det vigtigt at skabe gode rammer for vores erhvervsliv. Danske styrkepositioner skal stå endnu stærkere i konkurrence med omverdenen. Vi skal understøtte entreprenørskab, initiativ og idérigdom. Og vi skal gøre det smidigt og let at drive og udvikle virksomhed i Danmark. Erhvervsliv og iværksætteri må ikke drukne i byrder og bureaukrati.

Danmark er allerede et attraktivt land at drive virksomhed i. Vi har et økonomisk og politisk stabilt samfund med høj tillid til myndighederne og til hinanden. Vi har et højt uddannelsesniveau, et fleksibelt arbejdsmarked, en kompetent arbejdsstyrke og et af verdens bedste velfærdssamfund. Det er ikke kommet af sig selv. Det er tværtimod et produkt af ansvarlige politiske beslutninger.

Stolte danske virksomheder har i vores lille fantastiske land udviklet sig til store verdensførende internationale koncerner. Opgaven er, at nye skal komme til. Derfor er det vores ambition, at Danmark skal være verdens bedste land at starte og drive virksomhed i.

Socialdemokratiet foreslår at afsætte mindst 1 mia. kr. til en ny erhvervs- og iværksætterpakke. Finansieringen kommer fra Socialdemokratiets forslag om at indføre en ny formueskat på 0,5 pct. af den del af formuen, der overstiger 25 mio. kr. for enlige og 50 mio. kr. for ægtefæller.

Ingen kender barriererne bedre end erhvervslivet selv. Derfor lægger vi op til, at den konkrete pakke skal drøftes sammen med parterne og erhvervslivet. Socialdemokratiet vil, hvis vi får muligheden efter valget, invitere arbejdsmarkedets parter til en trepart om erhvervslivets konkurrenceevne. Vi foreslår at afsætte 1 mia. kr. til formålet og er samtidig klar til at øge rammen, hvis der kan tilvejebringes yderligere finansiering f.eks. gennem saneringen af erhvervsstøtten eller ved at tilpasse eksisterende fradragsordninger.

Trepart om erhvervslivets konkurrenceevne

Danmarks konkurrenceevne er stærk. Det er den blevet, fordi arbejdsmarkedets parter og skiftende regeringer har arbejdet tæt sammen. Hvis vi skal fastholde en stærk konkurrenceevne, skal vi fortsætte den tradition.

Vi foreslår, at invitere til en trepart om erhvervslivets konkurrenceevne. Treparten skal arbejde i tre spor:

Socialdemokratiets konkrete forslag inden for trepartens tre spor

1. Målrettede erhvervsskattelettelser, der fremmer ny teknologi
Den teknologiske udvikling går stadig stærkere, og særligt hvad angår automatisering og kunstig intelligens er det afgørende at holde trit med forandringstempoet. Derfor foreslår vi en målrettet forhøjelse af fradraget for investeringer i digitalisering, robotter, kunstig intelligens og ny teknologi. Den nærmere afgrænsning af hvilke virksomheder og teknologier, der skal omfattes, ønsker vi at drøfte med parterne i en kommende erhvervstrepart.

2. Bedre vilkår for iværksættere
Iværksættere skal kunne fokusere på deres nyopstartede forretning. Ikke bøvl, bureaukrati og langstrakte sagsgange med myndighederne. Derfor bringer Socialdemokratiet tre konkrete forslag med ind i en kommende erhvervstrepart:

  • Fripas for nystartede virksomheder. Vi foreslår at indføre en ordning, hvor nye iværksættere får fripas for regler og krav, der står i vejen for vækst og udvikling, i de første år af virksomhedens levetid.
  • ”One-stop-shop” for iværksættere. Vi foreslår at indføre en digitalt understøttet ”One-stop-shop” med én fælles indgang til det offentlige for iværksættere.
  • Fordobling af momsregistreringsgrænsen. Vi foreslår, at grænsen for hvornår man skal momsregistreres fordobles. Dermed skal man først momsregistreres, når omsætningen runder 100.000 kr. Det vil samtidig gavne de mindste virksomheder og foreninger. Forslaget koster 100 mio. kr.

3. Færre byrder for erhvervslivet: Udpegning af en ”forenklingsgeneral”
Vi foreslår at udpege en ”forenklingsgeneral”, der får til opgave at reducere kompleksiteten i den regulering, som virksomhederne er underlagt. Lederen af et sådant forenklingsprojekt skal have bred erfaring fra erhvervslivet. Tiltaget skal følges op med en konkret målsætning om at reducere administrative byrder for danske virksomheder.

Hold dig opdateret på A-listen

Vil du have det vigtigste fra Socialdemokratiet samlet ét sted? Tilmeld dig A-listen og få de seneste nyheder, invitationer til arrangementer og muligheder for at engagere dig – direkte i din indbakke.👇