Gå til sidens indhold

Et bedre Danmark

Bedre lånemuligheder i landdistrikterne

Danmark er for lille til store forskelle. Formuerne samler sig i toppen. Og mens boligpriserne er steget meget i byerne, har priserne i andre dele af landet næsten stået stille. Det er en ulighed, der er med til at trække Danmark skævt.

Derfor har vi foreslået at fjerne ejendomsværdiskatten for boliger, der er mindre end 1 mio. kr. værd.

Det skal gøre det billigere og mere attraktivt at være boligejer i landdistrikterne.

Desværre oplever mange danskere, at det kan være svært at få lov til at låne til et parcelhus i et lille lokalsamfund. Sådan skal det ikke være. For så afskærer vi dele af vores land fra udvikling og nye tilflyttere. Og danskerne får ikke lov at bo, som de gerne vil.

Det sker samtidig med, at antallet af lokale bankfilialer de sidste 20 år er styrtdykket. Til trods for at mange banker de seneste år har haft milliardoverskud. Med centraliseringen forsvinder det lokale kendskab og det lokale ansvar.

Derfor indførte vi i 2022 en statsgaranti på boliglån i landdistrikter. Alligevel er bankerne fortsat tilbageholdende med at give lån til boliger i landdistrikterne. Når bankerne ikke vil, er vi nødt til politisk at løfte ansvaret for, at der bliver bedre lånemuligheder i landdistrikterne.

Socialdemokratiet peger derfor på en række konkrete tiltag for at styrke muligheden for boliglån på landet.

Socialdemokratiet foreslår

  • Udpege én bank eller realkreditinstitut, som fremover skal udbyde boliglån med statsgaranti. Vores forslag er at lave et udbud, som skal afgøre, hvem der får opgaven. Udgifter forbundet med ordningen skal betales af den samlede finansielle branche - ikke kun af den bank, som løfter opgaven. Udgifterne omfatter både den offentlige administration og den nødvendige garantistillelse. Dermed betaler branchen selv for at rette op på den skævhed, der er opstået i muligheden for at få boliglån.

  • Udvide ordningen for statsgaranti på boliglån, så der fremover garanteres for 100 pct. af den del af boliglånet, der er statsgaranteret. Dertil foreslår vi at øge dækningsgraden, så der kan opnås statsgaranti for en større andel af ejendommens kontantværdi.

  • Ejendomsmæglere, banker og realkreditinstitutter pålægges at oplyse kunder om muligheden for statsgaranterede boliglån – både når de giver tilbud om lån, og når de giver afslag på lån.

  • Skærpe Finanstilsynets tilsyn med bankernes udlån til boliger i landdistrikterne, så der føres nøje tilsyn med bankernes adfærd og kreditvurderinger i forbindelse med långivning på landet.

  • Undersøge muligheden for at udvide ordningen til også at omfatte nybyg og energirenoveringer.

Socialdemokratiets øvrige forslag til bedre liv på landet

Udover at forbedre lånemulighederne i landdistrikterne, har Socialdemokratiet også præsenteret to andre forslag, som skal gøre det mere attraktivt at leve og bo i alle dele af landet:

1. Fjerne ejendomsværdiskatten for boliger under 1 mio. kr.

Vi foreslår at fjerne ejendomsværdiskatten for boliger under 1 mio. kr. Det vil især gavne landdistrikterne. For eksempel har mere end hver tredje bolig i Nordjylland og Vestjylland en ejendomsvurdering, der er lavere end 1 mio. kr. I Sydjylland er det hver fjerde bolig. Derimod er det nul procent af boligerne i København.

Forslaget vil give de danskere, der typisk ikke har en stor friværdi, flere penge mellem hænderne.

F.eks. vil en boligejer med en bolig, der i dag er vurderet til 900.000 kr., kunne spare omkring 3.500 kr. hvert år.

2. Stop for skolelukninger i landdistrikterne

I Socialdemokratiet mener vi, at børn og forældre i hele landet skal kunne være trygge ved, at de har en skole tæt på. Derfor skal vi holde hånden under de mindre skoler i landdistrikterne.

I Socialdemokratiets folkeskoleudspil Lilleskolen har vi foreslået et klasseloft på 14 elever i 0.-3. klasse. Klasseloftet og de medfølgende ressourcer kan i sig selv være med til at modvirke skolelukninger nogle steder, hvor det i dag er svært at få økonomien til at hænge sammen. Andre steder vil det ikke være nok.

Derfor foreslår vi også at afsætte 500 mio. kr. årligt til et nyt tilskud målrettet skoler i landdistrikterne.

Hold dig opdateret på A-listen

Vil du have det vigtigste fra Socialdemokratiet samlet ét sted? Tilmeld dig A-listen og få de seneste nyheder, invitationer til arrangementer og muligheder for at engagere dig – direkte i din indbakke.👇