Udenrigs og EU
Danmark globalt og i Europa
I de sidste par år er verden blevet et farligere sted. Vi har igen krig på det europæiske kontinent, og vores frihedsværdier er udfordret af autokratiske regimer, som arbejder stadig mere koordineret sammen. Verdensordenen, som vi kender den, skælver.
I Danmark har Socialdemokratiet derfor stillet sig i spidsen for, at Europa skal kunne stå på egne ben. Det betyder, at vi skal opruste markant herhjemme og støtte Ukraines kamp for frihed. Som en del heraf bakker Socialdemokratiet op om NATO-målsætningen, hvor medlemslande skal bruge 5 pct. af BNP på forsvaret. Danmark er godt på vej, bl.a. fordi Socialdemokratiet har været med til at sikre en aftale om en Accelerationsfond på 50 mia. kr. til at sætte fart på oprustningen. Med fonden tager vi hastige skridt mod at gøre vores for et sikkert Europa.
Socialdemokratiet har taget lederskab i at sikre, at Danmark er blandt de lande, der har ydet allermest pr. indbygger til ukrainernes heltemodige forsvar af deres land. Det er en anerkendelse af, at ukrainerne ikke kun forsvarer deres eget land, men også hele den frihedsbaserede verdensorden. For det skylder vi dem alt den hjælp, vi kan give dem.
Hold dig opdateret på A-listen
Vil du have det vigtigste fra Socialdemokratiet samlet ét sted? Tilmeld dig A-listen og få de seneste nyheder, invitationer til arrangementer og muligheder for at engagere dig – direkte i din indbakke.👇
En fornuftig tilgang til EU og Europa
Socialdemokratiet støtter naturligvis op om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det er vigtigt og nødvendigt – ikke mindst i denne tid – at vi har klare, internationale spilleregler.
Men vi mener, at det er os selv i Danmark, der skal bestemme, hvem der skal være i Danmark – både hvem der skal komme ind, og hvornår kriminelle skal udvises. For vi har et unikt samfund med en stærk sammenhængskraft og et socialt sikkerhedsnet uden lige, og det skal vi passe på.
Internationale konventioner skal ikke misbruges til, at kriminelle udlændinge får frit spil i vores land. Derfor fortsætter Socialdemokratiet med at presse på for, at hårdkogte kriminelle udlændinge kan smides ud. Det betyder, at vi skal tage et opgør med konventionerne. For verden ændrer sig, og derfor bør vi revurdere de nye udfordringer, som kommer, når det bliver lettere at rejse over store afstande.
Med Socialdemokratiet i front er Danmark også gået forrest i arbejdet for en retfærdig og realistisk europæisk flygtningepolitik. Allerede i 2018 stillede Socialdemokratiet forslag om et modtagecenter uden for EU. Selvom vi først blev mødt med megen skepsis, bakker over halvdelen af EU’s medlemslande nu op om forslaget.
Vi mener også, at EUs grænseagentur Frontex skal styrkes, så vi kan varetage vores ydre grænser ordentligt. Frontex et konkret eksempel på, hvordan vi i EU kan sikre os mod kriser, som ellers er svære at tøjle som enkelte stater - herunder flygtningekrisen.
For Socialdemokratiet er det en sund tilgang til EU og Europa, hvor vi sammen kan løfte store problemer, som er vigtige for vores borgere på tværs af lande.
Det har vi gjort
-
Opbygget en alliance af EU-lande, som presser på for at sikre vores egne og europæiske grænser.
-
Støttet at øge Danmarks forsvarsbudgetter til 5 pct. af BNP i overensstemmelse med NATOs målsætning.
-
Gået forrest i støtten til Ukraine og skubbet på for at sikre en bred opbakning til forsvaret mod Ruslands aggressionskrig. Danmark er et af de lande, som har doneret mest til Ukraine i forhold til sin størrelse.
-
Støttet NATOs udvidelse med Finland og Sverige samt stillet sikkerhedsforsikring til landene i overgangsperioden.
-
Presset på for at sanktionere Rusland hårdt – både økonomisk og mod individer.
-
Udfordret konventionerne, når det kommer til udvisning af kriminelle udlændinge.
-
Sikret at flere end halvdelen af EU’s medlemslande nu bakker op om at oprette modtagecentre for asylansøgere uden for Europa.
Vil du være med i fællesskabet?
Som intromedlem af Socialdemokratiet bliver du en del af et stærkt politisk fællesskab, der arbejder for at sikre solidariteten, styrke velfærden og gennemføre den grønne omstilling.
Meld dig ind i dag og vær gratis medlem til den 30.06.2026.