Sundhedspolitik

Socialdemokratiets nye sundhedsudspil vil sætte mennesket før systemet og skabe tid til omsorg. Tid, nærhed og lighed er vores tre pejlemærket for et nyt sundhedsvæsen.

Socialdemokratiets sundhedspolitik: Tid til omsorg

Socialdemokratiets sundhedspolitik

Tid er en svær størrelse.


Tiden løber afsted, når man har det sjovt. Og man kan have haft en dejlig weekend eller ferie, men alligevel føle det som et splitsekund, når det er overstået.


Og tiden kan gå i stå. Det gjorde den for mig, da jeg fik opkaldet om, at min mor havde fået konstateret kræft. Det var et af den slags opkald, man frygter at få – men uden at man når at ænse, hvad der rammer én. Jeg gjorde i hvert fald ikke.


Derfra føltes tiden som en evighed. Hvornår er næste scanning? Hvornår får jeg svar? Hvem kan fortælle mig, hvad der skal ske?


Det er, når vi er allermest sårbare og udsatte, at vi for alvor har brug for et stærkt velfærdssamfund.


Og vi har brug for, at der er tid nok. Til tryghed. Og omsorg.

 

Læs udspillet Tid til omsorg


For på den ene side kan man godt anskue sygehuse som et spørgsmål om scannere og helikoptere. Som brede elevatorer, sygetransporter, sengeafsnit og hvide kitler, sakse og operationsstuer og døre, der åbner, når man trækker i en snor.


Men det er også mennesker. Det er omsorg. Nærvær. Det er en trøstende arm om skulderen, et knus og en hånd at holde i. Det er at føle sig sikker på, at man er i trygge hænder. Og det er en, der siger: Jeg forstår, hvordan du har det.


Og det er det unikke princip, at vi har fri og lige adgang til sundhed i Danmark. Det er både retfærdigt og trygt at tænke på, at vi på den måde hjælper hinanden, når sygdommen rammer, eller livet spænder ben. Ligesom det giver én tryghed at vide, at man får hjælp – uanset hvad man tjener, hvor man bor, eller hvem man er.


Sådan bør det i hvert fald være. At mennesket kommer før systemet.

 

Læs udspillet Tid til omsorg


Og nok er historien om vores sundhedsvæsen på mange måder historien om en fantastisk udvikling. Patienter venter kortere tid på operationer end tidligere. Uanset om man rammes af en psykisk eller fysisk sygdom, så har man i dag ret til hurtig udredning. Og rammes man af en kræftsygdom, så er chancerne for at overleve bedre nu, end de var for 15 år siden.


Men desværre er historien om vores sundhedsvæsen også en anden end den, der kan tælles sammen i milliarder og handlingsplaner og initiativer og strukturreformer og politiske annoncekampagner.


Det er historien om sygeplejersker, der løber alt for stærkt. Om ældre medborgere, der er bange for at tage hjem, fordi de udskrives for tidligt. Det er nybagte mødre, der er fortvivlede over, at de ikke kan få amningen til at fungere, og at der ingen er til at hjælpe dem. Og det er mennesker, der rammes af psykisk sygdom, og som er sårbare – men som har svært ved at få den hjælp, de har brug for.


Det gør ondt – som en sygeplejerske har fortalt – når patienter bemærker: ”I siger altid, I kommer om to minutter, men I kommer aldrig igen”. Og den manglende tid går ikke kun ud over nærværet. I den alvorligere ende har det konsekvenser: Forkert medicinering, patienter, der ikke får den nødvendige smertebehandling, beskidt sengetøj, der ikke vaskes, manglende overvågning af blodtryk og mange akutte genindlæggelser i psykiatrien.


Det er også historien om en ulighed, der stadig er alt for stor.


Og så er det historien om sygeplejersker, SOSU’er og et sundhedspersonale, der gør det så godt, som de overhovedet kan. Om stor faglighed, en god tone og en dedikeret indsats. Men mange føler, de svigter. At der ikke bliver lyttet til dem. At de ikke kan nå at læse journaler. Eller spise frokost. Og som et tilsyn på en akutmodtagelse afslører: Det er historien om sygeplejersker, der undgår øjenkontakt med de patienter, der ligger på gangen, for at undgå at blive afbrudt og dermed komme endnu mere bagud med opgaverne.

 

Læs udspillet Tid til omsorg


Omsorg kan ikke bare effektiviseres. Når der er travlt i sundhedsvæsenet, er det samtalen og relationerne mellem den enkelte patient og sygeplejersken eller lægen, der får ringere vilkår. Og det er ganske enkelt ikke en særlig klog prioritering.


Hvis vi skal hindre de mange genindlæggelser, forebygge i det hele taget og sikre en større grad af livskvalitet, så skal der være tid til at bearbejde chok, traumer og usikkerhed.


Det gælder også i psykiatrien, hvor mange bliver akut genindlagt.


Ligesom der skal være plads til at få hjælp til at ændre nogle ting i hverdagen og i øvrigt bare få de nødvendige sundhedsfaglige råd og vejledning.


Siden 2015 er der blevet færre sygeplejersker på landets sygehuse. Og hvis regeringen fortsætter efter valget, så fortsætter den udvikling også. For selv om Liberal Alliance ikke længere råber højt om, hvor forfærdelig man synes, den offentlige sektor er, så fører regeringen en politik, der gradvist udhuler velfærden. Og som frem mod 2025 vil betyde, at der bliver 10.000 færre offentligt ansatte, heraf 1.000 færre sygeplejersker.


Sygeplejerskerne skal samtidig tage sig af mange flere patienter end tidligere. 54.000 flere for at være helt præcis – bare siden 2015. Derfor er det ikke så mærkeligt, at der er blevet mere travlt. Og også for travlt.


Spørger man sundhedspersonalet selv, som Dansk Sygeplejeråd, FOA og Lægeforeningen har gjort i en stor undersøgelse, så er det netop mangel på tid, der for de fleste er den største barriere for, at indsatsen kan tilpasses den enkelte borger og patient. Efterfulgt af tidskrævende IT-systemer og mange registreringskrav.


Det skal vi tage alvorligt. Vi har tidligere fremlagt en selvstyre-reform for den offentlige sektor, der skal skabe bedre ledelse og for alvor gøre op med dokumentationskravene.


Og vi foreslår nu, at der over de kommende år ansættes 1.000 ekstra sygeplejersker. Bl.a. på barselsgangene og de medicinske afsnit. Det skal give mindre travlhed og mere tryghed. Og vi foreslår, at alle hospitaler i hele landet får såkaldte socialsygeplejersker. Det er sygeplejersker, der tager sig af de allermest udsatte patienter, og som hjælper dem med at finde rundt mellem blodprøver og behandlinger.


Jeg er bekymret for, om vi har skabt et sundhedsvæsen, der i for høj grad tilgodeser dem, der i forvejen er ressourcestærke. Dem, der kan være insisterende og opsøgende og dermed forvisse sig om, at de får den rigtige behandling, og at netop de ikke bliver overset i en travl hverdag. Og det forstår jeg godt; det tror jeg de fleste, der er patient eller pårørende, vil gøre. Men hvad med dem, der ikke forstår at råbe op? Som ikke har pårørende til at hjælpe sig? Har vi også blik for dem i det danske sundhedsvæsen? Her tror jeg netop, at en del af svaret er at ansætte flere socialsygeplejersker.


Og så foreslår vi mere nærhed. I både landområder, provinskommuner og de store byer er der nu mangel på praktiserende læger, og problemet bliver kun værre. Mange steder er der blevet længere til det nærmeste hospital. Det har gjort det muligt, at man kan få den bedste og mest specialiserede behandling ved alvorlige sygdomme. Det er godt. Men det behøver jo ikke være sådan, at man skal køre langt for helt almindelige og ukomplicerede sygdomme. Det er nemlig også tryghed. Særligt for de ældre medborgere, der indlægges.

 

I gamle dage blev de først udskrevet, når de var blevet raske. I dag bliver de udskrevet til at blive raske. Det fungerer fint for nogle. Men ikke for alle. De indlægges igen og igen. Der er sågar et udtryk for det: svingdørspatienter. De mange genindlæggelser kunne måske undgås, hvis nogle af de ældre patienter i første omgang kunne være indlagt i lidt længere tid. F.eks. på et nærhospital.

 

Læs udspillet Tid til omsorg


Det er ikke en kritik af den positive udvikling, som det danske sundhedsvæsen har været igennem. Der har været et nødvendigt opgør med for lange ventetider og for dårlige chancer for at overleve en kræftsygdom sammenlignet med vores nabolande. Og meget andet. Derfor ventetidsgarantier, supersygehuse, kræftpakker, effektiviseringer. Og meget mere. Vi er ikke i mål endnu. For afhængigt af, hvor man bor, så er der stadig forskelle i behandlingen, som simpelthen er for store i et lille land som Danmark.


Men pendulet er over de senere år svinget for meget over i den ene grøft. Der er en nærmest blind tro på, at alt kan effektiviseres og centraliseres. Men nærhed har en værdi, der sjældent kan gøres op i et regneark. Og det betyder noget, om man lokalt har indflydelse. Det har en værdi, at det i dag er folkevalgte politikere fra bl.a. Aalborg, Hadsund, Brønderslev og Skagen, der er med til at afgøre lokale sundhedsspørgsmål i Nordjylland. Og ikke embedsmænd i Sundhedsministeriet i København. Embedsmænd og professionelle bestyrelser kan mange ting, men det er trods alt politisk, at vi har drevet en imponerende udvikling frem med det, vi i dag kender som kronjuvelen i det danske velfærdssamfund: Den frie og lige adgang til sundhed, der tog form med Stauning og socialminister Steinckes socialreform fra 1933.


Her blev det med ”Lov om Folkeforsikring” besluttet, at alle fik ret til at være fuldgyldige medlemmer af en af de mange sygekasser, der gav adgang til datidens sygepleje, og som oftest var organiseret omkring forskellige fagforbund. Stauning selv havde tidligere været kasserer i sygekassen Alders­trøst. Senere blev ordningen markant udvidet af socialminister Julius Bomholt, inden sygekasserne senere endnu blev til det, vi i dag kender som den offentlige sygesikring.


Erstatning for erhvervssygdomme, solidarisk betaling af medicintilskud, indførelse af sundhedsplejersker, børnevaccinationer, skoletandpleje, forebyggende svangerskabsundersøgelser og dag­penge under barsel. Det er alt sammen andre eksempler på, hvordan vi med politiske beslutninger har skabt afgørende fremskridt for danskernes sundhed og velfærd.


Og vi er langt fra i mål endnu. Med dette udspil præsenterer vi en lang række forslag, der skal skabe et sundhedsvæsen med mere tid, nærhed og lighed. Senere vil vi tilsvarende fremlægge forslag, der skal forbedre psykiatrien. Også her skal vi blive langt bedre til at se det enkelte menneske, der alt for ofte kommer i klemme mellem forskellige systemer. Og hvor uligheden i sundhed slår stærkt igennem.


Over de seneste 30 år er der blevet større forskel i levetid mellem de mest velstående og dem i vores samfund, der har mindst. En ulighed man kan forudse allerede fra livets start. Og selvom sygdom rammer os alle, så rammer den ofte hårdest hos dem, der i forvejen har mest at slås med.


Det er et politisk valg, om vi vil gøre op med den ulighed. Om vi vil prioritere nærhed.

Mere tid. Og mere tryghed. Det vil Socialdemokratiet.


Det er tid til at sætte mennesket før systemet. Tid til omsorg.

Filer:


Tid til omsorg.pdf
PDF
3 MB