Sundhedspolitik

Tid til omsorg. Socialdemokratiet ønsker et sundhedsvæsen, der sætter mennesket før systemet, og hvor der er tid til omsorg.

Socialdemokratiets sundhedspolitik: Tid til omsorg

Socialdemokratiets sundhedspolitik

For på den ene side kan man godt anskue sygehuse som et spørgsmål om scannere og helikoptere. Som brede elevatorer, sygetransporter, sengeafsnit og hvide kitler, sakse og operationsstuer og døre, der åbner, når man trækker i en snor.

 

Men det er også mennesker. Det er omsorg. Nærvær. Det er en trøstende arm om skulderen, et knus og en hånd at holde i. Det er at føle sig sikker på, at man er i trygge hænder. Og det er en, der siger: Jeg forstår, hvordan du har det.

 

Og det er det unikke princip, at vi har fri og lige adgang til sundhed i Danmark. Det er både retfærdigt og trygt at tænke på, at vi på den måde hjælper hinanden, når sygdommen rammer, eller livet spænder ben. Ligesom det giver én tryghed at vide, at man får hjælp – uanset hvad man tjener, hvor man bor, eller hvem man er.

 

Og nok er historien om vores sundhedsvæsen på mange måder historien om en fantastisk udvikling. Patienter venter kortere tid på operationer end tidligere. Uanset om man rammes af en psykisk eller fysisk sygdom, så har man i dag ret til hurtig udredning. Og rammes man af en kræftsygdom, så er chancerne for at overleve bedre nu, end de var for 15 år siden.

 

Der har været et nødvendigt opgør med for lange ventetider og for dårlige chancer for at overleve en kræftsygdom sammenlignet med vores nabolande. Og meget andet. Derfor ventetidsgarantier, supersygehuse, kræftpakker, effektiviseringer. Og meget mere.

 

Men desværre er historien om vores sundhedsvæsen også en anden end den, der kan tælles sammen i milliarder og handlingsplaner og initiativer og strukturreformer og politiske annoncekampagner.

 

Det er historien om sygeplejersker, der løber alt for stærkt. Om ældre medborgere, der er bange for at tage hjem, fordi de udskrives for tidligt. Det er nybagte mødre, der er fortvivlede over, at de ikke kan få amningen til at fungere, og at der ingen er til at hjælpe dem. Og det er mennesker, der rammes af psykisk sygdom, og som er sårbare – men som har svært ved at få den hjælp, de har brug for.

 

Det gør ondt – som en sygeplejerske har fortalt – når patienter bemærker: ”I siger altid, I kommer om to minutter, men I kommer aldrig igen”. Og den manglende tid går ikke kun ud over nærværet. I den alvorligere ende har det konsekvenser: Forkert medicinering, patienter, der ikke får den nødvendige smertebehandling, beskidt sengetøj, der ikke vaskes, manglende overvågning af blodtryk og mange akutte genindlæggelser i psykiatrien.

 

Det er også historien om en ulighed, der stadig er alt for stor.

 

Og så er det historien om sygeplejersker, SOSU’er og et sundhedspersonale, der gør det så godt, som de overhovedet kan. Om stor faglighed, en god tone og en dedikeret indsats. Men mange føler, de svigter. At der ikke bliver lyttet til dem. At de ikke kan nå at læse journaler. Eller spise frokost. Og som et tilsyn på en akutmodtagelse afslører: Det er historien om sygeplejersker, der undgår øjenkontakt med de patienter, der ligger på gangen, for at undgå at blive afbrudt og dermed komme endnu mere bagud med opgaverne.

 

Omsorg kan ikke bare effektiviseres. Når der er travlt i sundhedsvæsenet, er det samtalen og relationerne mellem den enkelte patient og sygeplejersken eller lægen, der får ringere vilkår. Og det er ganske enkelt ikke en særlig klog prioritering.

 

Hvis vi skal hindre de mange genindlæggelser, forebygge i det hele taget og sikre en større grad af livskvalitet, så skal der være tid til at bearbejde chok, traumer og usikkerhed. Det gælder også i psykiatrien, hvor mange bliver akut genindlagt.

Spørger man sundhedspersonalet selv, som Dansk Sygeplejeråd, FOA og Lægeforeningen har gjort i en stor undersøgelse, så er det netop mangel på tid, der for de fleste er den største barriere for, at indsatsen kan tilpasses den enkelte borger og patient. Efterfulgt af tidskrævende IT-systemer og mange registreringskrav.

 

Det skal vi tage alvorligt.

 

De seneste år har der desværre været en nærmest blind tro på, at alt kan effektiviseres og centraliseres. Men nærhed har en værdi, der sjældent kan gøres op i et regneark. Og det betyder noget, om man lokalt har indflydelse. Det har en værdi, at det i dag er folkevalgte politikere fra bl.a. Aalborg, Hadsund, Brønderslev og Skagen, der er med til at afgøre lokale sundhedsspørgsmål i Nordjylland. Og ikke embedsmænd i Sundhedsministeriet i København.

 

Embedsmænd og professionelle bestyrelser kan mange ting, men det er trods alt politisk, at vi har drevet en imponerende udvikling frem med det, vi i dag kender som kronjuvelen i det danske velfærdssamfund: Den frie og lige adgang til sundhed, der tog form med Stauning og socialminister Steinckes socialreform fra 1933.

 

Her blev det med ”Lov om Folkeforsikring” besluttet, at alle fik ret til at være fuldgyldige medlemmer af en af de mange sygekasser, der gav adgang til datidens sygepleje, og som oftest var organiseret omkring forskellige fagforbund. Stauning selv havde tidligere været kasserer i sygekassen Alders­trøst. Senere blev ordningen markant udvidet af socialminister Julius Bomholt, inden sygekasserne senere endnu blev til det, vi i dag kender som den offentlige sygesikring.

 

Regeringen sætter velfærden først. Derfor har regeringen med de første aftaler sikret et løft at vores sundhedsvæsen. Så der bliver mere tid til tryghed og omsorg.

 

Vi har indgået en regionsaftale, som giver det største løft at sundhedsvæsnet siden finanskrisen. Og som betyder, at vi både kan følge med, når der bliver flere ældre, og har råd til nye behandlingsformer og ny medicin. Og med finanslovsaftalen for 2020 har vi afsat penge til, at der over de næste år kan ansættes i alt 1.000 ekstra sygeplejersker på vores sygehuse.

 

Finansloven har også afsat 600 millioner kroner til et hårdt tiltrængt løft af psykiatrien. Blandt andet til flere sengepladser og til at sikre en styrket akutindsats.

 

Det vil alt sammen give flere hænder og mere tid i vores sundhedsvæsen. Men selvfølgelig er vi ikke i mål. Derfor vil vi de kommende år fortsat prioritere et stærkt, fælles sundhedsvæsen med fri og lige adgang for alle.

 

Filer:


Tid til omsorg.pdf
PDF
3 MB