Mød Trine Græse

Mød Trine Græse (S), der er borgmester i Gladsaxe Kommune.


Fællesskaber har altid været drivkraften

Som spejder og spejderleder i Det Danske Spejderkorps brugte jeg i mange år stort set al min fritid her. Da jeg mødte min mand, Sten, var han spejderleder i KFUM-spejderne, og i flere år var vi begge aktive ledere i begge spejderkorps. Senere var jeg aktiv i forældrebestyrelse og skolebestyrelse i mine børns dagtilbud og skole. Herigennem blev jeg mere og mere interesseret i lokalpolitik og blev medlem af bestyrelsen i Søborg vælgerforening.


Jeg blev opfordret til at stille op til byrådsvalget i 1997 og blev 1. suppleant. I sommeren 2000 blev jeg byrådsmedlem. Allerede 2 år efter blev jeg formand for Børne- og Undervisningsudvalget. Jeg har indført søskendegaranti i både dagtilbud og skoler. Jeg stod i spidsen for indførelsen af pædagogiske læreplaner, som senere blev indført ved lov. Jeg foreslog og fik gennemført opførelsen af Bagsværd Skole. Jeg fik gennemført madordningen i alle vores dagtilbud. En madordning, som i dag er uden sidestykke i Danmark. Jeg fik også gennemført gode kantineordninger på alle vores skoler.


I mine år i byrådet har jeg været meget optaget af, at nogen af vores boligområder udviklede sig i en uheldig retning. Jeg foreslog at vi satte et projekt i gang for at styrke den sociale balance, og i dag har det udviklet sig til et meget vellykket projekt, som er rigtig godt i gang med at forbedre balancen i både Værebro og Høje Gladsaxe.


I de sidste 4 år har jeg været formand for Seniorudvalget. Her har jeg sat fokus på demente borgere på vores seniorcentre, og det har betydet at Bakkegården er indrettet til demenscenter, vi er i gang med en tilsvarende ændring på de øvrige seniorcentre, og vi er rigtig godt i gang med projekt ”Personcentreret omsorg”, som er et projekt som betyder en ændret tilgang til beboerne, så de i højere grad bliver ”herre i eget liv”. Så de aktiveres mere i hverdagen og så seniorcentrene bliver mere bolig og mindre institution.


Jeg har også fået etableret et rigtig godt samarbejde med både seniorrådet og handicaprådet i Gladsaxe. Kun ved at lytte til de borgere der har skoen på, kan vi finde ud af hvor den trykker. Samarbejdet med disse råd har ført til mange konkrete forbedringer til gavn for borgernes hverdag.


Jeg er opvokset i Kongshvileparken sammen med mine forældre og to søstre. Min far bor endnu i mit barndomshjem, men min mor fik desværre brug for omfattende pleje og bor derfor på Plejehjemmet Hareskovbo.


Efter jeg flyttede hjemmefra har jeg boet på Gladsaxevej og senere i mange år på Silene Alle. Mine børn har gået på Buddinge Skole. Efter at alle tre piger nu er flyttet hjemmefra, er Sten og jeg flyttet til en lejlighed i Værebro Park. Her trives vi, og vi synes, at det er et skønt sted at bo. Der er fællesskab og sammenhold i boligområdet, det ligger lige imellem to skønne naturområder, og det er tæt på Skovbrynet Skole, hvor vores to ældste børnebørn går i skole.

 

Læs om mine mærkesager

 

Kontaktinformation