Mød Jan

Kommunalvalget 2017 er overstået, og vi fik et godt valg, så stor tak til alle jer der stemte på os. Her på siden kan du læse lidt om mine mærkesager. Jeg glæder mig til at møde jer rundt i kommunen!

Her er jeg en tur på stranden med min hund Flora. Vi nyder ofte en god gåtur i både regn og høj solskin og alt derimellem.

Kære borger.

Det lå ikke i kortene da jeg var barn i Fjellerup, at jeg skulle bruge hovedparten af mit arbejdsliv som folkevalgt for og på min hjemegn. Jeg er glad for at mine børn er vokset op her, og det er en daglig glæde at bo i en landsby som Sangstrup, som har kort til både Grenaa og vore andre større byer i vores kommune med de mange muligheder vi har.

 

At trille rundt i kommunen og mærke ligheder og forskelle, møde de der deler hverdag med hinanden og få adgang til de mange store og små fællesskaber vi har, er en daglig glæde. Der sker så meget i fællesskaberne i vores kommune, der tilsammen skaber udvikling for vores hjørne af verden. Det er det afgørende for mig, når retningen for vores kommune skal sættes.

 

Denne mosaik af hverdag og realisme tilsat visioner og tro på fremskridt for vores fælleskab, er mit brændstof. Her på siden kan du læse lidt om mine mærkesager. Jeg er klar til fortsat at stå i spidsen for vores kommune, og jeg vil hver dag arbejde for et Norddjurs, vi er fælles om. Jeg vil gøre mig umage. Jeg håber derfor du vil bakke mig op med en personlig stemme ved valget 21. november.

 

Jan Petersen

 

MÆRKESAGER

 

Børn og unge

Jeg tror på børnebyerne. Børnebyerne er noget særligt for vores kommune. Her investerer vi i de små lokalsamfunds udvikling og ikke afvikling. At se de fremskridt børnebyerne skaber for vores børn og unge er fantastisk, og børnebyerne er én af de beslutninger vi i de forløbne valgperioder har truffet som jeg er mest stolt af. De sikrer liv og fremgang i de små lokalsamfund, og jeg tror på vi godt kan skabe nye fremskridt i læring og trivsel, når vi holder sammen om opgaven.

 

Jeg vil arbejde for alle børnebyernes overlevelse, og tror på de skal tales op, og ikke ned. Vi skal ikke skabe usikkerhed om vores børns fremtid. Norddjurs er også en ung kommune, hvor uddannelse, bolig, transport, sport, kultur og fritid foldes ud i ungdomsmiljøer og hvor adgangen til indflydelse og deltagelse er realiteter. Det så vi i skabelsen af vores seneste ungepolitik, og det skal vi se igen i den næste, som tager sit afsæt i den nye byrådsperiode. Denne gang skal vi dog have vore sårbare unge også med. De ligger mig meget på sinde.

 

Ældre og handicappede

Tryghed er for mig nøgleordet for vore ældre. Vi skal værne om de, der har bygget videre på det fundament vore forfædre har lagt. Derfor betyder det meget for mig, at ældre og handicappede skal være trygge ved kommunen og den hjælp, som de har krav på, når helbredet er skadet, svigter eller alderen trykker. Jeg er stolt af vores indsats, og det arbejde vores ældrepleje leverer, men vi skal videre og gerne med nye, realistiske indsatser for både ældre og handicappede medborgere.

 

Norddjurs i vækst og udvikling

Arbejde og udvikling af vores erhvervsliv er grundlaget for en stærk økonomi blandt borgerne og vores kommune. Vi har styr på økonomien, men vi er sårbare. Denne sårbarhed skal vi gøre mindre og fortsat være gode til at få meget ud af lidt. Vi skal investere med omhu og øje for, at fremtiden også skabes i de dele af vores kommune, hvor vi lever i små fællesskaber og landsbyer.

 

Vores fælles havn i Grenaa er en stærk motor for os og stærke industrivirksomheder, effektive landbrug og fornem turisme driver vores lokale økonomi. Det må vi være enige om.

 

Demokrati

Folkestyre og indflydelse er måden, hvorpå vi kan rykke i fællesskab. Vi er ikke længere fra hinanden, end vi kan drøfte problemer, muligheder og løsninger sammen.Åbenhed og involvering har vi de bedste muligheder for at praktisere. Vi behøver ikke være enige altid, men vi skal værne om en god kultur, når vi diskuterer. Vi skal turde forandre uden at miste fodfæste i virkeligheden eller fornægte vores rige historiske og kulturelle arv.

 

Jeg holder af Norddjurs fordi…

… der hos os er plads til forskellighed, og her er spændende og smukt at leve. Vores styrke er fortællingen om fortiden, nutiden og fremtiden på herregården, i landbruget, i skoven, i havet og hvor det kan bringe os hen i fremtiden. Det være sig når vi skal spise, bruge eller bare nyde livet. Hos os er der kultur, når motorcyklen tændes i flok eller når vi mødes til koncerter store som små og ude som inde.