Bedre trafikforhold

Togpendler og bilist Jeg har tidligere været togpendler i mange år. Nu kører jeg mest i bil. Jeg har familie på både Sjælland, Bornholm og i Jylland, og derfor har jeg altid rejst rigtig meget rundt i Danmark. Jeg har derfor mange erfaringer, både med kollektiv trafik og som bilist.

Iben på Langå Station. Fotograf: Jeppe Mehlsen, Mit Perspektiv

Et Danmark der hænger bedre sammen

Vi har allesammen brug for at komme fra det ene sted til det andet. Derfor er trafikpolitik så vigtig. 

Tognettet binder store dele af Danmark sammen. Færgerne bringer os fra kyst til kyst. Vejnettet giver fleksibel trafik. Cykelstier højner trafiksikkerheden for bløde trafikanter.  I fremtiden skal der være bedre sammenhæng mellem de forskellige trafikformer.

 

Tre spor på E45

I Østjylland har vi brug for en opgradering af E45. Der er alt for lidt plads.  Hver gang, der sker et uheld, bliver hele motorvejen spærret i mange timer. Derfor skal vi have tre spor på E45 hele vejen fra Kolding til Randers. Og vi skal ikke vente til 2030.
 

 

Ingen omfartsveje ved småbyer

 

Forskningen viser, at småbyer, som har fået en omfartsvej, fortryder det bitterligt bagefter, fordi det medfører butiksdød, hvorefter byen sygner hen. 

Derfor skal vi ikke bygge omfartsveje til mange millioner ved vores småbyer i Danmark.

 

Gangbro med elevatorer over Langå Station


Jeg bor tæt ved Langå Station – ”der hvor alle skifter”. Men det har altid været besværligt at skifte, fordi den ene perron manglede elevator. 
Der skal være god tilgængelighed til alle togstationer. Jeg har, sammen med gode lokale kræfter, og med hjælp fra flere byrådspolitikere, folketingspolitikere og transportministre, kæmpet for ordentlig tilgængelighed for handicappede og barnevognsbrugere på Langå Station. Nu er der elevator til begge perroner, så gangbesværede borgere i Langå også kan komme med toget til kommunens "hovedstad", Randers. Og passagerer kan skifte tog uden at skulle op og ned ad endeløse stejle trapper. Det kan du læse om her

Gangbroen er taget i brug i 2018.