18. december 2018

Danmark er stadig et verdensklassesamfund!

Det er ikke helt tilfældigt, at Danmark er et af de lykkeligste land i verden. Der er nemlig meget at glæde sig over.


Tak til Eigil Jacobsen og Pingvinnyt for udfordringen til at give mit bud på, hvad der er ”galt i Dannevang”, som Eigil så fint udtrykker det.

 

Først vil jeg dog gerne prøve at tale Danmark og den danske velfærdsmodel en lille smule op. For når man læser Eigils indlæg, kan man næsten få det indtryk, at Danmark er et helt forfærdeligt sted at bo: Vi er ”skatteplagede” som få andre, og samtidig hører vi konstant historier om ”elendig og mangelfuld offentlig service”, fortæller Eigil i sit indlæg.

 

Efter sådan en svada kan jeg ikke lade være med at sige, at Danmark efter min mening stadig er et af de bedste samfund i verden at bo i. Der er i hvert fald ikke ret mange lande, som jeg kunne tænke mig at bytte samfund med, hvis jeg som et tankeeksperiment fik muligheden for det.

 

Det er ikke helt tilfældigt, at vi igen og igen er blevet udråbt til at være blandt de lykkeligste folk i verden. For selvom vi danskere måske kommer i brokkehumør, når vi opdager, at portoen for at sende et julekort er steget siden sidste år, at toget er forsinket, eller at regnen siler ned, så lever vi dog grundlæggende et godt og trygt samfund. Vi frygter ikke for vores liv, når vi går ud ad hoveddøren, og de færreste af os frygter at skulle gå fra hus og hjem, hvis en i familien bliver syg eller mister sit arbejde.

 

Så lad os huske at være stolte over det land, som vores forældre og bedsteforældre byggede op: Det ku’ ha’ været møj værre, som man siger her i Jylland.

 

Det er unikt, at vi har et samfund, hvor tilliden er høj og kriminaliteten er lav. Et samfund, hvor håndværkeren og hjertekirurgen bor på samme vej, mens børnene leger sammen.

Selvfølgelig er det svært at benægte, at vi har et højt skattetryk i Danmark. Men det hænger sammen med den måde, vi har indrettet os på som samfund. Det er et valg, vi har truffet. At vi alle sammen smider penge i den fælles cigarkasse og derefter deler ud efter behov.

 

Og vi får i den grad noget for pengene! Vi kunne tage sundhedsområdet som eksempel. I USA bruger de 17 % af deres bruttonationalprodukt på udgifter til offentlig sundhed. Til sammenligning bruger vi kun 10 % i Danmark. Og det er på trods af at hele den danske befolkning er dækket, mens det er under halvdelen af amerikanerne. Det kan man vist kalde smæk for skillingen! I USA er sygdom i familien den hyppigste årsag til personlig konkurs. Sådan er det heldigvis ikke i Danmark.

 

Så husk nu lige: Det kan godt være, at skatten er høj i Danmark. Til gengæld skal vi modsat i mange andre lande ikke bruge en helt masse penge på private sundhedsforsikringer, brugerbetaling i uddannelsessystemet og den slags ting.

Nå, men inden jeg bliver beskyldt for at være en jubeloptimistisk brugtvognsforhandler, der har glemt at tjekke undervognen på velfærdsstaten, må jeg hellere få sagt, at jeg blankt indrømmer, at vi har reelle problemer.

 

Som Eigil Jacobsen selv er inde på, hænger nogle af problemerne sammen med den måde, som man i mange år har prøvet at styre den offentlige sektor på, og som går under betegnelsen New Public Management. Kort sagt har man forsøgt at styre den offentlige sektor, som om den var en privat virksomhed. Alt imens regnearkene er blevet flere og troen på økonomiske incitamenter større, er tilliden til de offentligt ansatte blevet mindre. Den udvikling skal vendes så hurtigt som overhovedet muligt.

 

Det er bare vigtigt samtidig at sige, at vi bliver nødt til at investere i velfærden, hvis vi vil fastholde eller udvikle den i forhold til det niveau, vi kender i dag. Sagen er nemlig den, at vi lever længere. Det er i sig selv glædeligt. Men det betyder også flere år, hvor vi kan blive ramt af sygdom.

 

Hvis vi skal beholde velfærden på samme niveau som i dag, bliver vi nødt til at lade de offentlige udgifter vokse med 0,7 % om året. Desværre er det langt fra det beløb, som regeringen har sat af til at håndtere udfordringen. Lige nu vokser det offentlige forbrug nemlig kun med 0,4 % om året. Og det er langt fra nok!

 

Det kan lyde som en lidt akademisk diskussion, om vi skal have en offentlig vækst på 0,4 eller 0,7 %, men i det lange løb betyder det faktisk rigtig meget. Alene siden 2015 er der kommet omkring 50.000 flere patienter i sundhedsvæsenet, mens antallet af sygeplejersker faktisk er faldet en smule. Så er det ikke mærkeligt at sygeplejerskerne oplever, at de skal løbe hurtigere og hurtigere for at nå deres opgaver.

 

Hvis ikke vi investerer mere i vores fælles velfærd, vil vi hvert år opleve, at der kommer færre lærere, færre pædagoger, færre læger og færre sygeplejersker pr. borger.

Faktisk vurderer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at der i 2025 vil være 11.000 færre offentligt ansatte, hvis vi fastholder den langsomme udvikling. Det betyder, at vi kan forberede os på længere ventetider og mindre kvalitet i vores velfærd.

 

Så hvis der er noget galt i Dannevang, så er det ikke, at vi har et højt skattetryk. Problemet er snarere, at vi har en regering, der giver skatterabat på dieselbiler, lystbåde og privatfly, men glemmer at investere der, hvor der er behov. Det er som en dreng, der bruger alle sine penge på slik, så der ikke er råd til aftensmad.

 

Måske ser en hospitalsseng ikke lige så lækker ud som en lystbåd. Men den dag, en af mine nærmeste bliver ramt af sygdom, ved jeg godt, hvad jeg vil vælge.

Danmark er et verdensklassesamfund. Det koster, for det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi investerer i fællesskabet. Men det er også alle pengene værd!

 

Indlægget blev oprindeligt bragt på https://pingvinnyt.dk/hvad-gaar-vores-skat-i-grunden-til/