Gå til sidens indhold

Projektkonsulent til internationale partipartnerskaber

Socialdemokratiet søger projektkonsulent til internationale partipartnerskaber for demokrati

Har du erfaring med internationale partnerskaber og politiske miljøer? Er du skarp til strategisk planlægning og projektstyring? Har du erfaring med frivillige og mod på at engagere danske partimedlemmer i internationalt arbejde? Så er denne stilling måske noget for dig…

Om stillingen

Som international projektkonsulent bliver du ansat hos Socialdemokratiets Partikontor på Christiansborg, hvor dit arbejde vil centrere sig omkring samarbejdsprojekter og partnerskaber i regi af Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD). Socialdemokratiet har partnerskaber med søsterpartier i udviklingslande og vil desuden indgå i og lede nye partnerskaber, der gennemføres i samarbejde med andre danske politiske partier og retter sig mod flerparti-demokrati. Vi arbejder konstant på at engagere og involvere frivillige blandt de danske partimedlemmer og vil gerne udvikle nye måder at gøre det på. Det er her, du kommer ind i billedet.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet bestå i:

  • At udvikle, justere, implementere, monitorere og afrapportere på Socialdemokratiets projekter i Eswatini, Asien og Balkan. Herunder at fremme udveksling mellem partiorganisationen og partnerne ude i verden, fremme ekstern kommunikation om partnerskaberne, tjekke regnskaber og rapportere på resultaterne.
  • At udvikle og implementere nye partnerskaber med søsterpartier og flerpartiprojekter i samarbejde med andre danske politiske partier.
  • At engagere, involvere og understøtte socialdemokratiets medlemmer i det internationale arbejde.
  • At bistå med afviklingen af større internationale opgaver i Danmark såsom konferencer, Folkemøde, kongresser.

Du skal være forberedt på en del rejseaktivitet (ca. 12-14 uger om året), både indenrigs og udenrigs.

Om dig

Vi forestiller os, at du har konkret erfaring med projektstyring og internationalt samarbejde gennem f.eks. DIPD, DUF, DANIDA, NGO-projekter eller andet. Din uddannelse har givet dig en solid teoretisk ballast, f.eks. indenfor politisk indflydelse, politikudvikling, organisation, ligestilling, internationalt samarbejde eller lignende. Derudover er det en fordel, hvis du har:

  • Erfaring med at udvikle og gennemføre aktiviteter, udveksling og træningsforløb i partnerlande i tæt samarbejde med lokale partnere – og er frisk på også selv at afvikle workshops.
  • Faglig indsigt i emner som ligestilling, verdensmål, demokrati, kapacitetsopbygning, politikudvikling, politiske systemer i udviklingslande.
  • Et godt kendskab til eller erfaring med partipolitisk arbejde, evt. fra ungdomspartier.
  • Politisk tæft og et solidt kendskab til de socialdemokratiske værdier og til international politik.
  • Evner og tålmodighed til god ligeværdig dialog og samarbejde med meget forskellige mennesker og organisationer, både ude i verden og med andre danske partier.
  • Lyst til og erfaring med at engagere, involvere og fastholde frivillige, samt ideer til udveksling og partnerskaber, som lokale danske partiafdelinger og medlemmer kan indgå i.
  • Gode evner i skriftlig og mundtlig kommunikation – både på dansk og engelsk.
  • Et stærkt engagement, er robust, fleksibel og har personlig gennemslagskraft.

Vi tilbyder

Vi tilbyder et spændende 37 timers kompetencegivende job med skiftende og udfordrende arbejdsopgaver. Du vil blive en del af en engageret miljø i et politisk parti med høje ambitioner præget af holdånd og kampgejst, hvor der er kort fra idé til handling. Du får gode kolleger og et bredt netværk både i Danmark og i de lande der gennemføres partnerskaber.

Ansøgning og yderligere oplysninger

Ansættelsesforholdet er omfattet af overenskomst med Djøf. Løn forhandles efter kvalifikationer og anciennitet. Tiltrædelse hurtigst muligt og senest d. 1. oktober 2022. Arbejdsstedet vil være Christiansborg, 1240 København K. Medlemskab af Socialdemokratiet er en forudsætning for ansættelse.

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte HR- og administrationschef Susanne Kassentoft Baudier på susanne.kassentoft@ft.dk eller tlf. 61 62 31 89 (telefon besvares først efter d. 8. august grundet sommerferie).

Ansøgning, CV samt relevante dokumenter sendes til sansogninger@ft.dk senest fredag d. 19. august kl. 12.00. Der planlægges samtaler i uge 34. Skriv ”International projektkonsulent” i mailens emnefelt.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, etnicitet, seksuel orientering, handicap eller religion.

Socialdemokratiet har i dag 49 medlemmer af Folketinget, mere end 900 regionsråds- og kommunalpolitikere og godt 33.000 medlemmer. Socialdemokratiets samlede sekretariat består af omkring 80 medarbejdere og har til huse på Christiansborg.