Gå til sidens indhold

Dygtig og engageret økonomimedarbejder

Socialdemokratiet på Christiansborg søger en dygtig og engageret økonomimedarbejder

Hvis du brænder for de klassiske opgaver i en økonomifunktion, skal du læse med her. Hos Socialdemokratiets økonomiteam søger vi nemlig en skarp økonomimedarbejder, der kan varetage forskelligartede opgaver inden for økonomiområdet.

Om stillingen

Der er tale om en central funktion i organisationen med gode udviklingsmuligheder for den rette kandidat med kontakter på såvel lokalt som nationalt plan. Du kommer til at indgå i vores økonomiteam, hvor vi varetager alle aspekter af lønadministration, bogføring, afstemning, betalinger, fakturering, moms, budgettering, udarbejdelse af regnskaber og meget mere for Socialdemokratiets partikontor samt andre foreninger og fonde.

Du bliver en del af et team, hvor ordentlighed og præcision er i højsædet, og hvor der sættes pris på nye tanker og ideer. Samtidig er vi et team, hvor vi skal og får meget ekspederet. Derfor skal du trives i en travl og omskiftelig hverdag, hvor de færreste dage minder om hinanden.

Vi holder os løbende opdateret på ny lovgivning og krav på løn- og regnskabsområdet, for at vi til enhver tid kan yde støtte og rådgivning. I jobbet vil der således være rig mulighed for at videreudvikle dine evner bredt inden for løn- og økonomiområdet.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

  • Bogføring og afstemning af balanceposter
  • Kreditor- og debitorhåndtering
  • Betalinger og afstemning af bank
  • Assistance til projekt- og kursusregnskaber
  • Assistance ved budget, måneds- og årsafslutning
  • Besvarelse/sagshåndtering af bogholderimail
  • Ad hoc opgaver

Om dig

Vi ser gerne, at du har et solidt kendskab til de mange facetter i en økonomiafdeling. Det er desuden en fordel, hvis du har erfaring med at arbejde med frivillige. Derudover lægger vi vægt på, om du:

  • har en fornuftig regnskabsmæssig baggrund
  • har indsigt i økonomistyring
  • er en god formidler på skrift, i tale og med tal
  • har erfaring med Microsoft Business Central og Document Capture
  • kan arbejde selvstændigt, struktureret og omhyggelig
  • er positiv, udadvendt og vant til at samarbejde med frivillige
  • kan bevare overblikket og dit gode humør i pressede situationer

Naturligvis er du stærk på IT-området, praktisk anlagt, serviceorienteret og god til at samarbejde på alle niveauer i en politisk organisation. Det vil samtidig være en fordel, hvis du har kendskab til almindelig lønadministration, herunder særligt lønadministration i Dataløn. Det er yderligere en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring fra en forening, organisation eller andet frivilligt arbejde.

Vi tilbyder

Vi tilbyder en stilling, hvor du får mulighed for at udvikle dine kompetencer indenfor løn og økonomi i en politisk styret organisation, underlagt et offentligt regelsæt.

Udover dette tilbyder vi en organisation med ordnede forhold, overenskomst, flekstid og fine omgivelser på vores kontor på Christiansborg.

Endelig vil du opleve et godt kollegialt fællesskab, gode fælles arrangementer (både sociale og faglige) og et stort netværk og tætte relationer til engagerede frivillige.

Ansøgning og yderligere informationer

Konkurrencedygtig løn fastsættes i forhold til kvalifikationer og efter overenskomst med HK. Stillingen er nomineret til 35 timer pr. uge ekskl. frokostpause – dog med mulighed for merarbejde i forbindelse med travle perioder som f.eks. årsafslutning, kongres, valg og lignende. Du vil få arbejdsplads på Socialdemokratiets Partikontor på Christiansborg.

Tiltrædelse snarest muligt eller senest den 1. december 2021.

Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved at rette henvendelse til teamleder for Økonomi, Morten Bjørn Nielsen på tlf. 33 37 41 51 eller morten.nielsen@ft.dk

Ansøgning vedlagt CV og evt. anbefalinger sendes til sansogninger@ft.dk. Skriv ”Økonomimedarbejder” i emnefeltet. Ansøgningen skal være os i hænde senest mandag d. 11. oktober 2021 kl. 12.00. Samtaler vil blive afholdt løbende.

Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen uanset alder, køn, etnicitet, seksuel orientering, handicap eller religion.

Socialdemokratiet har i dag 49 medlemmer af Folketinget, mere end 900 regionsråds- og kommunalpolitikere og mere end 35.000 medlemmer. Socialdemokratiets samlede sekretariat består af omkring 80 medarbejdere og har til huse på Christiansborg.