9. juni 2020

Glem ikke etikken i en coronatid

Coronakrisen er ikke kun en sundhedskrise eller en økonomisk krise, men også en etisk situation, der handler om, hvem vi er, og hvad det vil sige at bebo det samme samfund.



af Mette Reissmann, BR- og FT kandidat (S), medlem af Det Etiske råd

 

Nedlukningen af Danmark har medført iværksættelse af meget indgribende tiltag med meget kort varsel, hvilket har givet anledning til en betydelig debat ikke blot om tiltagenes effektivitet, men også om deres etiske legitimitet. Én ting kan man sige; så megen viden, om vores ikke-viden og om at være tvunget til at handle og leve med usikkerhed, har vi aldrig oplevet.


Etisk modnede beslutningsprocesser kan kritiseres for at være for langsomme. Under COVID-19 har Regeringen truffet nødvendige og hurtige beslutninger. Det har holdt dødstallet nede, hvilket er positivt.


Danmark er ved at åbne gradvist og kontrolleret op igen, men vi står stadig tilbage med mange ubesvarede spørgsmål og en usikker fremtid. Etikken bliver dog nødt til at være et bærende element i de medicinske og politiske beslutninger, hvis vi ikke skal risikere at fortryde de valg, der blev truffet undervejs.


Det rejser flere dilemmaer, som der ikke er klare svar på. Regeringen har påberåbt sig et ekstremt forsigtighedsprincip i genåbningen. Men det kan ud fra en etisk vinkel ikke stå alene. Proportionalitet, retfærdighed og åbenhed /gennemsigtighed i beslutningsprocesserne spiller ofte en central rolle i samspil med den eksisterende viden om de forskellige tvangsforanstaltninger effektivitet. Et af de tiltag, som har givet anledning til diskussion, er lukningen af grænserne.


Da lukningen blev annonceret med meget kort varsel, var der flere af os, som havde fået indtryk af, at den var baseret på sundhedsfaglige vurderinger. Det vidste sig dog senere, at Sundhedsstyrelsen ikke havde anbefalet en lukning af grænserne, og uklarheden om grundlaget var på den måde med til at så tvivl om tiltaget.


Nu i forbindelse med genåbningen diskrimineres København i forhold til resten af landet, da udenlandske turister ikke må bo på hotel i kommunen, men de må gerne bo i nabokommunen og pendle ind med det offentlige og besøge København. Det savner en logisk og gennemsigtig forklaring. Grundlaget for beslutninger om tvangsindgreb i forbindelse med en epidemi bør være så klart og gennemsigtigt som muligt, og genstand for den grad af forudgående offentlig og politisk diskussion, som situationen tillader.


Beslutningen rejser også spørgsmålet om solidaritet mellem land og by.

Min oplevelse er, at danskere bosat uden for Københavns kommune mener, at det er helt i orden, at vi fortsat er lukket mere ned end resten af landet både arbejds- og turismemæssigt, selvom smittetrykket er lavere i København eller på samme niveau pt som mange provinskommuner. Københavnere opleves mere som smittekilder end som medmennesker. København som hovedstad er Danmarks vækstmotor, og mere end 40 % af Danmarks turistindtægter skabes i hovedstaden, hvilket tilsammen tilsiger, at Hovedstaden bør ligestilles med resten af landet.

 

Engang blev epidemier forklaret religiøst og moralsk. De ugudelige, beskidte og syndefulde døde. I dag er vi oplyste og mere rationelle. Vi støtter os til røde og grønne kurver. Derfor er det også svært for flere danskere at følge med, når beslutningerne om nedlukning og genåbning bliver politiske og ikke sundhedsfagligt begrundet.


Vi viser samfundssind. Og vi optræder solidarisk - for det meste. Efter den første plyndring af butikker for toiletpapir og rugbrød faldt der ro på tingene.


Solidaritet er også, når alle har ret til lige og let adgang til sundhedsydelser. Det vil sige, at 85-årige Grethe har lige så stor ret til behandling som 41-årige Svend og 18-årige Asta. Der må ikke ske forskelsbehandling. Alle, unge som gamle, produktive som uproduktive, besidder samme rettigheder. Alligevel ønsker vi også mest sundhed for pengene, hvilket betyder, at vi skal prioritere patienter. Det rejser spørgsmålet om, der kan sættes kr og øre på et menneskeliv. Det afgørende er at bruge ressourcerne i sundhedsvæsenet og det danske samfund, så de gavner mest muligt. Når sundhedsvæsenet og samfundet som helhed bruger væsentlige ressourcer på at bekæmpe COVID-19 med en fælles nedlukning, har det menneskelige omkostninger for andre, fx for de kræftpatienter, der måtte vente længere end ellers på at få en diagnose, eller de psykisk syge, der oplever en forværring som følge af isolation. Det er et dilemma.


Så der er forskel på synlige og mindre synlige ofre på grund af den prioritering, der er foretaget. Det kan være livstruende for de grupper, der på grund af omprioriteringer i sundhedsvæsenet ikke får diagnosticeret kræft i tide, og derfor oplever en forhøjet dødelighed.


Isolation påvirker os forskelligt. For nogle har en ny hverdag med begrænset social kontakt til familie, venner og kolleger givet nye udfordringer og ført til ensomhed, afsavn, rastløshed eller stress. I visse tilfælde kan selve uvisheden om, hvor længe situationen vil vare ved, endda tænkes at forstærke sådanne symptomer. Det er et dilemma, at en række mindre synlige lidelser eller konsekvenser, som slet ikke er synlige endnu, fordi de er afledte konsekvenser af en nedlukning, risikerer at blive overset.


Epidemier kan kun bekæmpes hvis vi alle hjælper til. I den forbindelse spiller ritualer en vigtig rolle.
Under coronakrisen har vi vasket og afsprittet hænder nærmest rituelt, vi har udviklet nye hilse- og samtaleformer, vi har sunget og løbet sammen hver for sig og klistret regnbuer på vinduerne. Alt sammen for at føle kontrol over en uventet trussel og for at vise, at vi bidrager til samfundssolidariteten. Vi er således aktivt med til at afbøde krisen. Det er godt.


Epidemier fiser ud. De forsvinder lige så langsomt. I epilogen til sidst må vi spørge, om indsatsen var det værd? Blev vi klogere? Hvad gør vi, når næste bølge rammer? Regeringen taler om i fremtiden at bruge digital kontaktsporing i forhold til at bryde smittekæden. Det lyder fornuftigt og effektivt, men hvad med privatlivets fred? Hvem betaler i virkeligheden prisen for overvågningen? Digital kontaktopsporing må ikke føre til nogen form for diskrimination, og derfor skal der være et rigidt fokus på den skade, som digital kontaktopsporing kan betyde for marginaliserede grupper. Og hvem er i en kontekst af digital kontaktopsporing en marginaliseret gruppe?


Samfundsinteressen bliver altid holdt op mod det enkelte individs behov for beskyttelse. Det er så vigtigt at forankre de etiske diskussioner om digital kontaktopsporing i borgerens virkelighed og oplevelse af overvågning; før vi gør det, er det ikke muligt at tage stilling til spørgsmålet om overvågning egentlig er varetagelse af samfundsinteresser og begrænsning af vores privatliv en pris, som er værd at betale.

Jeg har nævnt nogle få af de mange dilemmaer og spørgsmål, der rejser sig i den aktuelle situation. Du kan være med i debatten og skrive til mig med dine holdninger og kommentarer. Du kan også læse mere på Det Etiske Råds hjemmeside, hvor vi lægger vores holdninger i Rådet frem.