2. april 2020

Corona-krisen tvinger Socialdemokratiet ud af busken

Hvilke valg vil regeringen træffe, når genopretningen af dansk økonomi skal kickstartes. For Frederik Vad Nielsen, Formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, er holdningen krystalklar!

Foto: DSU

Man kan ikke gøre andet end at anerkende den hurtige og effektive reaktion fra regeringen på corona-virussens indtog i Danmark. Et samlet folketing har bakket op om nedlukning af landet og milliardstore hjælpepakker til virksomheder og lønmodtagere. Langt de fleste danskere har opmærksomt fuldt myndighedernes råd og rettet sig efter de alvorlige retningslinjer.


Alt i alt er der blevet udvist fornemt lederskab de sidste uger. Men lige om lidt kommer den næste store test. Regeringen skal nemlig træffe et af de mest afgørende politiske valg, når genopretningen af dansk økonomi skal kickstartes. Spørgsmålet er enkelt: Vil vi kombinere en klassisk socialdemokratisk vækstpolitik med en ambitiøs grøn kickstart? Tør vi fastholde vores politiske projekt om at sikre værdig tilbagetrækning for nedslidte, investere i unges uddannelse og styrke vores arbejdsmarkedsmodel, selvom der skal pumpes mange penge ud til nye arbejdspladser og ny optimisme? Det bliver helt afgørende.


Min og DSU’s holdning er krystalklar: Regeringen har fået et historisk stort mandat ved sidste folketingsvalg til at forandre det her samfund i en grøn og socialt retfærdig retning. Det levner ingen plads til højreorienterede økonomer og politikeres forsøg på at genrejse den fatale nedskæringspolitik, som efter finanskrisen i 2008 og 2009 kvaste den spirende vækst og beskæftigelse. Hensynet, til at sikre bred parlamentarisk opbakning til en økonomisk kickstart af økonomien, må vige, hvis prisen er, at en del af regningen skal finansieres af nedskæringer på efterspørgsel og velfærd. Det kan vi ikke leve med.


Vi har råd til at investere os ud af arbejdsløshed og minusvækst, samtidig med at vi kommer afgørende skridt nærmere målsætningen om et CO2-neutralt samfund. Kun de sorteste økonomer advarer mod at gå investeringsvejen og kun de mest ideologisk forsumpede meningsdannere holder krampagtigt fast i den mørkeblå økonomiske medicin fra finanskrisen. Regeringen må for alt i verden holde fast. Danskerne forventer, at vi kommer i mål med det projekt, vi gik til valg på i 2019, samtidig med at vi udvikler økonomien i en sundere og mere jobskabende retning. Nu skal Socialdemokratiet ud af busken og vise hvilken vej den vælger!