27. marts 2020

Regionerne fremrykker betalinger for 1,5 milliard kroner

Sophie Hæstorp Andersen fortæller her, hvad regionerne gør for af afbøde de økonomiske konsekvenser af corona-nedlukningen.


 

Vi står i en helt ekstraordinær situation i forbindelse med COVID-19 pandemien. Vi har et både fagligt og økonomisk robust sundhedsvæsen i Region Hovedstaden, og vi er i fuld gang med at behandle alle, der har brug for behandling på hospitalerne. Men samtidig med vi ruster os, står mange virksomheder i en ekstrem vanskelig situation efter store dele af Danmark, er lukket ned.

 

Derfor har vi i de fem regioner besluttet at fremrykke betalingen for de varer, som vi får leveret fra både store og små virksomheder. Beløbet anslås at svare til 1,5 milliarder kroner. Konkret betyder det, at betalingen af en lang række regninger sker, så snart regningen er godkendt – og ikke først når betalingsfristen forfalder. Den kommer altså til straksbetaling, så snart varen er leveret.

 

Målet er at afbøde nogle af konsekvenserne af den nuværende krise for vores leverandører, så de ikke kommer i udfordringer med manglende likviditet. Det kan være producenter af byggematerialer til sygehusbyggerierne, leverandører af hospitalsudstyr, vinduespudsere og meget andet, som regionerne i dag køber hos forskellige leverandører. I Region Hovedstaden ser vi nu vores betalingssystem igennem og gennemgår regninger, så leverandørerne kan få fremrykket betalingen for deres varer eller arbejdeindsats.

 

Sophie Hæstorp Andersen
Regionsrådsformand