31. maj 2019

Brevet fra Oluf Palme

AF ANNE SINA, FOLKETINGSKANDIDAT (S) I HØJE-TAASTRUP »Socialdemokratin ger enskilda människor chansen att i samverkan med andra göre framtiden bättre och ljusare.«

Brevet fra Oluf Palme, hvor han beskriver, hvorfor han er socialdemokrat. Brevet er ikke dateret, men et gæt er, at det er sendt en gang i 70'erne.

I et lidt mørkt hjørne af socialdemokraternes partilokale i Hedehusene hænger der et lille brev i en diskret ramme på væggen. Så diskret, at jeg indtil nu faktisk ikke havde lagt mærke til det. Brevet er sendt til den tidligere formand for Socialdemokratiet i Taastrup for mange, mange år siden. Afsenderen er ingen mindre end den socialdemokratiske kæmpe og Sveriges senere statsminister Olof Palme, der i brevet fortæller om hvorfor han er socialdemokrat.

 

Jeg har forsøgt at blive klogere på, hvordan dette brev er endt lige her, i det lidt mørke hjørne i Hedehusene, men ved kun, at den tidligere partiformand Erling Sørensen i sin tid åbenbart havde mødt Palme og kendte ham personligt. Og derfor fik han af den ene eller anden årsag brevet her.

 

Jeg synes det er et helt fantastisk brev. På ganske få linjer sammenfatter Olof Palme her alt det, som i bund og grund er årsagen til at vi alle sammen er Socialdemokrater og dag ud og dag ind er aktive og brænder for den her sag, ikke mindst nu i valgkampen.

Han fortæller om retfærdighed, om fred og om en bedre og lysere fremtid. Læs det selv her og del gerne budskabet. Man ranker ryggen, når man læser det og bliver helt særlig stolt af at være en del af vores store socialdemokratiske bevægelse.