8. april 2019

Sammen tager vi kampen i EU

Klimakamp, bekæmp hvidvask og skattefusk Europa-Parlamentsvalget i maj har aldrig været vigtigere. I Europa har vi haft godt 20 år med borgerligt flertal. Det har givet grådige banker og skattesvindlere frit spil. Imens er almindelige lønmodtagere og klimaet blevet ladt i stikken. Det skriger til himlen for en ny retning i EU. En socialdemokratisk retning. For at sikre den nye retning, har vi mange kampe foran os.

Jeppe Kofod, kandidat til EU-parlamentet

For det første skal vi kæmpe mod grådigheden. Vi har alle hørt om de utallige sager om hvidvask og skattefusk. Europas statskasser bliver i dag snydt for hvad der svarer til 15.000 kr. årligt for hver eneste borger i EU, på grund af skattefusk. Oftest begået af grådige multinationale virksomheder og lyssky rigmænd.

 

Det svarer groft sagt til, at borgerne alene  Høje-Taastrup Kommune snydes for op mod 750 millioner kr.[1] om året i tabte velfærdskroner. Penge som kunne komme vores folkeskoler, sygehuse og ældre til gode. Alt det sker, imens almindelige lønmodtageres arbejdsvilkår dumpes af amoralske arbejdsgivere. Det er en hån mod retskafne borgere og virksomheder. Vi skal have skattefuskerne frem i lyset, kræve særskat på digitale giganter og lægge en bund under selskabsskatten. Vi skal kæmpe for, at den fri bevægelighed bliver til fair bevægelighed. Kun sådan sikrer vi en fair skattebetaling og ordentlige arbejdsvilkår.

 

For det andet skal vi tage kampen op for klimaet. I Danmark gør vi meget. Men vi kan ikke bekæmpe klimaforandringerne alene. Det kræver handling i EU. Det betyder et CO2-neutralt Europa i 2050. Senest. For at vi kan nå det, skal Europa i 2030 hente 40% af sin energi fra vedvarende kilder. Samtidig skal al støtte til fossile brændsler stoppes, og en grøn fond skal oprettes i EU. For det handler ikke kun om os nu og her. Det handler om, hvilken verden vi efterlader vores børn og børnebørn. Sammen kan vi gøre EU til en klimaunion.

 

For det tredje skal vi beskytte Europas grænser. Mange mennesker ønsker et bedre liv, og håber på at skabe det i Europa. Det er forståeligt. Men udviklingen er desværre ikke uden sine skyggesider. Siden 2014 er over 17.000 mennesker druknet i Middelhavet i et desperat forsøg på at nå til Europa. Stuvet ombord på synkefærdige joller af kyniske menneskesmuglere, der tjener penge på andres ulykke.

 

Samtidig har tilstrømningen skabt utryghed i store dele af Europa. Det kalder på, at vi styrker Europas ydre grænser. At vi hjælper bedre, hjælper flere og hjælper hurtigere. Det gør vi bedst i nærområderne. At vi løfter Afrika med en målrettet og moderne Marshall-plan. Sådan kan vi sammen skabe tryghed både ude og hjemme.

 

Som du kan læse, at der meget vi skal gøre. Og det står tydeligt, at Danmark ikke kan gøre det alene. Europa har brug for en ny, socialdemokratisk retning. Europa-Parlamentsvalget i maj er det næste skridt. Sammen tager vi kampen i EU.

 

[1] Indbyggerantallet i Høje-Taastrup Kommune er ca. 50.686 med udgangspunkt i første kvartal af 2019