3. marts 2019

Europas sociale oprør er finanskrisens skyld

Vi vil en fair økonomi BREXIT, De Gule Veste, 5-stjernebevægelse og Donald Trump er alle resultater af, at vi ikke har fået ryddet ordentlig op efter finanskrisen. Økonomien er er blevet stabil, men de politiske konsekvenser af at både økonomien og politikken svigtede borgerne, ser vi i denne tid.

Jacob Thiemann, kandidat til EU-parlamentet

Farvel til fransk ulighed?
De Gule Vestes oprør i Frankrig er ikke et oprør imod EU og klimatiltag, men et oprør imod en stigende ulighed, der lukker flere og flere mennesker ude. Det er et bredt udsnit af befolkningen, der er gået på gaden, og ikke kun de mest udsatte. Deres protest var ikke imod præsident Macron som sådan, men en protest imod forværrede leveforhold, og den økonomiske tankegang, som Macron står på mål for.

 

Det der især skaber ulighed, er forestillingen om, at hvis bare man gør det nemt at øge sin formue, så vinder alle på det – også kendt som ”trickle down”. Derfor fjernede Macron formueskat og sænkede aktiebeskatningen, samtidig med at han i to omgange hævede prisen på diesel og benzin.

 

I Danmark så vi kun det miljørigtige tiltag, men i et land hvor lønnen ikke er steget væsentligt i flere år, og hvor flere og flere er nødt til at bo langt fra deres arbejdspladser, blev det dråben der fik bægeret til at flyde over. 11 procent af den registrerede arbejdsstyrke i Frankrig arbejder på minimumslønnen (mange andre arbejder for mindre), som er mindre end 12.000 kr om måneden før skat.

 

I den situation blev Macrons skattelettelser til Frankrigs stigende antal millionærer og milliardærer set som en hån imod befolkningen, og med Frankrigs tradition for voldelig protest, endte det med De Gule Veste. I skrivende stund rapporter medierne om 69.000 der er på gaden, og mere end 200 er blevet arresteret. Macron har måtte lægge øret til jorden, og er begyndt en to måneder lang dialog med det franske folk for at finde en løsning på krisen.

 

Et af svarene vil være at fikse økonomien, og skabe jobs med ordentlige forhold til alle.

 

BREXIT blev gødet af fyringer
Europas andet store sociale oprør er BREXIT. Dansk Folkeparti og deres engelske modpart UKIP prøver begge at give EU skylden for, at BREXIT blev vedtaget, og at der ikke er fundet en god løsning endnu.

 

Det er naturligvis noget vås. I dag ved vi meget mere om hvordan kampagnen for at få UK meldt ud af EU blev ført. Det er ikke noget kønt billede, vi har fået af ”Leave”-kampagnen. Men at yderfløje ikke føler sig tynget af sandheden og ordentlighed, er der ikke meget nyt i, og det skal vi være mindre bekymrede over.

 

Det vi skal være bekymrede over, er Englands økonomi. Hvis den almindelige englænder havde følt sig glad, tryg og optimistisk så havde ”Leave”-kampagnens budskaber ikke haft samme effekt. I 2016 hvor afstemningen fandt sted, var der svag vækst i den engelske økonomi.

 

Men mens der var fremgang i nogle af eksporterhvervene f.eks. bilindustrien, så mistede England en hel del jobs i forskellige produktionsvirksomheder. Dette skete i forlængelse af alle de jobs England mistede i forbindelse med finanskrisen, og efter at kulminerne lukkede. Med andre ord så skyldes væksten i UKs økonomi de senere år, at der blev tilført investeringer til finanscentrummet The City, der var større end tabet jobs.

 

Altså et tab af mange tusinde jobs, der aldrig er blevet erstattede. De mennesker boede og bor i mindre byer eller i landdistrikter, og de har set naboer, familiemedlemmer og jobs flytte til storbyen, mens den politiske og økonomiske elite omtalte dem mere og mere nedladende.

 

Ny økonomisk retning
Vi kan starte med at gør op med Finans- og Stabilitetspagten. EU har lagt stramme bånd ned over medlemslandenes økonomi, og især i Eurozonen har det skabt problemer.

 

Et land må ikke have mere end 3% underskud på sit årlige budget og det betyder, at det kan være meget vanskeligt at komme ud af en krise. Ideen om at man kan spare sig til vækst, er en ide som især Tyskland er fortaler for. Som EU's stærkeste økonomi, så betyder Tysklands mening alt for retningen af den økonomiske politik. Italien, Spanien, Grækenland og Irland har alle brug for politiske reformer, men EU kunne give dem en hjælpende hånd ved at tillade landene at udvide deres budgetter. F.eks. kunne man undlade at tælle investeringer i infrastruktur med, så man derigennem kunne skabe jobs i områder, hvor det er svært at få private virksomheder til at starte op.

 

I BREXIT-ramte England er direktørerne i de store selskaber kun 4 dage om at tjene det samme, som en lønmodtager med en gennemsnitsindkomst tjener på et helt år ifølge The Global CEO Index. I Norge er det efter to ugers arbejde. Selv herhjemme tager det kun cirka 2 uger før CEOs har tjent en årsløn. Denne udvikling er sket henover de sidste 30 år, og hænger formentlig sammen med, at det er den periode, hvor man er begyndt at lette beskatningen af virksomhederne.

 

I EU er den gennemsnitlige erhvervsbeskatning i perioden faldet fra 35 % til 22%. I USA er afstanden mellem direktørerne og gennemsnitslønnen blevet 8 gange større uden, at man sagligt kan argumentere for, at direktører er blevet 8 gange mere værd.

 

Vi vil en fair økonomi
Som socialdemokrater må vi sige fra over for den udvikling. Ikke fordi dygtige mennesker ikke må have succes og tjene godt. Det har vi brug for, og det skal vi støtte. Men vi vil have et samfund, hvor det store flertal af mennesker føler sig til rette og ser mod fremtiden med optimisme.

 

Vores demokrati og fællesskab afhænger af, at vælgerne kan se en mening med at opretholde systemet. Hvis man mister troen på, at samfundet er baseret på rimelighed og retfærdighed, så bliver man et let offer for en populisme, der ikke vil meget andet end at piske en stemning op.

 

Læg mærke til, at der aldrig er kommet brugbare løsninger på store samfundsproblemer fra yderfløjene. De er gode til at lufte og forstørre utilfredshed i befolkningen, men de siger pænt nej tak til at få magten, for de har ikke løsningerne på de problemer, som de gør så meget ud af at få sat fokus på.

 

Vejen til fortsat fred og fremgang i vores del af verden går gennem et økonomisk system, der belønner alle i forhold til indsats, og hvor det at gå på arbejde er nok i sig selv, og især nok til at kunne nyde godt af fællesskabets fremdrift.