23. september 2018

Hvad skal det dog til for?

Østergaard og Elbæk skaber maksimal usikkerhed Jeg mener, at det er vigtigt at S og R og venstrefløjen enes om mest muligt for at sikre den danske velfærdsmodel bedst muligt. Det er mellem disse partier, der eksisterer fælles holdninger om det allermest vigtige for vort samfund og vores verden – en langt mere ambitiøs indsats for at redde klimaet og realisere en udvikling, der er både socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtig

Mogens Lykketoft, MF

Gennem mere end 37 års arbejde på Christiansborg har jeg kæmpet for samarbejde mellem socialdemokrater og radikale – først som medlem af Ankers socialdemokratiske mindretalsregering, så i opposition under Schlüter, og siden i vores fælles regering under Nyrups ledelse i et tillidsfuldt samarbejde med Marianne Jelved.

 

Jeg mener, at det er vigtigt at S og R og venstrefløjen enes om mest muligt for at sikre den danske velfærdsmodel bedst muligt. Det er mellem disse partier, der eksisterer fælles holdninger om det allermest vigtige for vort samfund og vores verden – en langt mere ambitiøs indsats for at redde klimaet og realisere en udvikling, der er både socialt, miljømæssigt og økonomisk bæredygtig.

 

Som dansk politik har udviklet sig må mål og middel i den nærmeste nye omgang være en socialdemokratisk mindretalsregering, der kan fastholde dette overordnede synspunkt.

 

Der er ingen som helst tvivl om, at det overvældende flertal af dem, der stemmer på De Radikale eller Alternativet ønsker at komme af med Lars Løkke Rasmussens regering. De har kun afsky til overs for udsigten til, at Løkke Rasmussen fortsætter efter valget og lukker Dansk Folkeparti ind i regeringen.

 

Derfor er det uforståeligt at de to partiers ledere - Morten Østergaard og Uffe Elbæk - i de seneste uger har lagt sig i selen for at skabe maksimal usikkerhed om deres vilje til at støtte til Mette Frederiksen som ny statsminister.

 

Dermed bidrager de kun til endnu en gang at øge Dansk Folkepartis magt i dansk politik.

 

Den ulykkelige kendsgerning er, at dé krav som nuværende og tidligere radikale gennem de seneste 17 års valgkampe har stillet til Socialdemokratiet om lempeligere udlændingepolitik, har været den væsentligste årsag til de borgerliges valgsejre. Man har opnået at gøre det let for de borgerlige at betvivle Socialdemokratiets evne og vilje til at stå fast på, hvad partiet selv har stemt for.

 

Derfor er De Radikale - stik mod deres erklærede hensigter og ønsker – blevet dét parti, der uden al tvivl har gjort mest for at styrke Dansk Folkepartis indflydelse. Nu risikerer de endda at hjælpe DF i regering!

 

Jeg forstår udmærket, at Radikale og Alternativet er uenige i nogle af dé udlændingestramninger, der er gennemført af et meget bredt flertal i Folketinget – inklusiv Socialdemokratiet.

 

Men særligt for Radikale burde det være let at forstå, at noget man stemt for før et valg kan være noget man kan og vil vedstå, hvis der også er flertal for det efter et valg:  Det var af samme grund Margrethe Vestager – til vores store fortrydelse – under Thorning-regeringen insisterende på at fastholde dé dagpengenedskæringer, som De Radikale havde stemt for under den foregående borgerlige regering.

 

De Radikale kunne i dag med stor beklagelse tage Socialdemokratiets holdning i udlændingepolitikken til efterretning, men tilføje at de i et samarbejde med Socialdemokratiet tror, at der kan sikres en endnu bedre integrationsindsats og en væsentligt større indsats til bistand for det overvældende flertal af verdens flygtninge, der befinder i nærområderne til konflikterne.

 

Man kan da fristes til at mene, at alt det aktuelle postyr – også Pernille Skippers totalt langt-ude krav om at blive opfattet som statsministerkandidat -  er en fis i hornlygte. 

 

Alle ved jo inderst inde godt, at der kun er to mulige statsministerkandidater.

 

Alle burde også vide, at hvis hvert enkelt af de fire partier, der sammen med Socialdemokratiet nu er i opposition, stiller nøjagtigt de samme krav til Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen - og gradbøjer svarene - så må de ende med at pege på Mette.

 

Problemet er, at de ved deres adfærd kan være med til at forhindre, at vælgerne giver os et flertal for en anden regering,

 

Det er selvfølgelig også et problem, at hvis nogle af dem gør visse krav både til Mette og Lars Løkke ultimative, så kan det - uanset at flertallet faktisk skifter - være rigtigt vanskeligt for Kongeriget overhovedet at få en regering!

 

Hvem tror vi det gavner mest?  Dansk Folkeparti!

 

Som afgående politisk veteran kan jeg kun opfordre alle, der er imod en sådan udvikling, til hurtigt at besinde sig.