29. september 2018

Alle børn skal med

Altid på børnenes side Jeg tror at rigtig mange danskere vil være enige i vores budskab om lige muligheder og en god start på livet til alle. Derfor glæder jeg mig til at tage snakken om emnet med borgerne her i Høje-Taastrup i den kommende tid og høre, hvad de tror der skal til, for at vi kan få alle børn med, både her i Taastrupkredsen og i resten af landet.

Ane Sina, folketingskandidat

Sidste år blev der født 6.858 børn på fødeafdelingen på Hvidovre Hospital. Mange af dem var også her fra Høje-Taastrup. Hvert nyt menneske på jorden er en fantastisk begivenhed. Desværre ved vi dog, at der allerede fra starten af livet er forskellige forudsætninger for at klare sig bedst muligt gennem tilværelsen.

 

Faktorer som forældrenes uddannelsesbaggrund, bopæl og arbejde betyder, hvis vi ser på statistikken, noget for hvilket udgangspunkt ethvert barn har i forhold til at klare sig i de tidlige børneår, i skolen, på arbejdsmarkedet og endda for hvor langt livet formentligt bliver. Det er ikke rimeligt.

 

Alle skal have mulighed for at forfølge sine drømme og skal have chancen for et godt liv – uagtet hvem man er født af og hvad man har med i bagagen. Det er en helt central del af vores socialdemokratiske projekt at arbejde for at nå det mål.

 

Hvis vi skal nå derhen, kræver det et meget større fokus på vores børn end der er i dag. Det er derfor, at vi har en formand, der siger, at hun vil være børnenes statsminister. Og det er derfor, at vi har fremlagt et omfattende udspil, der skal sikre, at hun ikke kun får titlen af navn, men også af gavn.

 

Vi vil efter næste valg give en hjælpende hånd og et sikkerhedsnet til de børn og familier, der har særligt brug for det. Kommende og nye forældre skal have hjælp og rådgivning, der skal være bedre rammer for udsatte børn i vores daginstitutioner og det skal altid være barnets tarv, der tages udgangspunkt i – også når det kan betyde, at der skal træffes svære valg og det sker på bekostning af forældrene.

 

Samtidig skal vi sikre, at vi har en folkeskole, der ruster alle børn til fremtiden og gør det på børnenes præmisser og at udsatte børn også kan være en del af fællesskabet i fritidslivet.

 

Jeg tror at rigtig mange danskere vil være enige i vores budskab om lige muligheder og en god start på livet til alle. Derfor glæder jeg mig til at tage snakken om emnet med borgerne her i Høje-Taastrup i den kommende tid og høre, hvad de tror der skal til, for at vi kan få alle børn med, både her i Taastrupkredsen og i resten af landet. 

 

I kan i øvrigt læse udspillet lige her