13. november 2018

Om statsministerens åbningstale

Siger et og gør det modsatte For sidste gang sad jeg 2. oktober som medlem af Folketinget og lyttede til en åbningstale fra Landets statsminister. Lars Løkke Rasmussens tale var vel formuleret og viser os, hvilke indtryk, han ønsker at fremkalde i den kommende folketingsvalgskamp.

Mogens Lykketoft, medlem af Folketinget

Der sættes nu lidt socialdemokratisk farve på, der tales om fællesskab, sammenhængskraft lighed og loves endnu mere velfærd. Regeringspartneren Liberal Alliance har åbenbart taget mundkurv på indtil efter valget, så det ikke hver dag bliver påpeget, at deres politiske mål er mindre velfærd og større ulighed.

 

Med opmærksomme og kritiske medier burde det være umuligt for Lars Løkke Rasmussen at slippe godt af sted med at sælge det billede af sin politik, som han præsenterede 2. oktober.

 

For det er da helt utroligt som dén mand kan sige ét og gør det modsatte: I Lars Løkke Rasmussens perioder som statsminister er den danske model for lighed og fællesskab blevet angrebet heftigere og mere målrettet end nogen sinde før i den nyere danmarkshistorie. Enorme skattelettelser i toppen og latterlige småpenge i bunden, der for de dårligst stillede er ædt op mange gange af de voldsomme nedskæringer via kontanthjælpsloftet, store dagpengeforringelser og det endelige dødsstød til efterlønnen som en tidlig pensionsordning for de nedslidte.

 

Statsministeren brystede sig af, hvor mange der er løftet ud af overførselsindkomst i de senere år.  Men det skal ses i sammenhæng med den bekymrende analyse fra AE-rådet, der viser at vi fået 30.000 flere ledige, der ikke får nogen offentlige ydelser. Sagen er, at mange ufaglærte, ældre, lidt nedslidte og bor i dé egne af landet, hvor erhvervsudviklingen er svagest, fortsat – trods højkonjunktur – går ledige. Fordi deres ægtefælle har en lønindkomst ikke kan få kontanthjælp. De for længst er faldet ud af dagpengesystemet, da det borgerlige flertal halverede perioden fra fire til to år, de kan ikke få efterløn og de opfylder ikke de strenge krav til at komme på førtidspension,

 

Statsministeren har ikke desto mindre i dyre før-valgannoncer fra Venstre taget æren for en stor fremgang i levering af velfærd til danskerne. Det holder ikke til et faktatjek.  Nogle af de forbedringer, Lars Løkke tager æren for, har andre fædre og mødre. Sundhedssystemet var ikke, som han påstår, kørt i sænk i 2001.

 

Statsministerens fortræffelige partifælle Kresten Philipsen som formand for Amtsrådsforeningen og jeg som finansminister sikrede op gennem 1990’erne ved vore aftaler om amternes økonomi høj vækst i sygehusbudgetterne og store investeringer i ny behandling. Meget af dét, Lars Løkke har været med til at skabe af fremskridt siden da, står på skuldrene af datidens indsats. Og ja, der er flere ansat i sundhedssektoren; men de har stadig alt for vanskeligt ved indhente den større vækst antallet af borgere, der har brug for behandling. Der mangler ikke mindst sygeplejersker.

 

Samtidig nedskæres mandskabsressourcerne til ældreomsorg, børnepasning og til både faglige og boglige uddannelser, mens antallet af borgere, der har brug for tilbuddene, vokser.

 

Statens finanser er stærkt skadede af de enorme nedskæringer, som Venstre ministre har gennemført i vores skattesystem, og som desværre heller ikke blev rettet op under mellemspillet med en anden regering. Massakren og forsømmeligheden over for nedbrydningen af vores skattekontrol er den største forbrydelse, der begået mod velfærdssamfundet i min levetid.

 

Milliarder, der kunne være brugt til velfærd, er ikke blevet betalt af de mest velhavende selskaber og borgere; flugten til skattely er vokset; milliarder er ulovligt og ubemærket blevet hævet i tilbagebetaling for udbytteskat; restancer er ikke blevet opkrævet i tide. Forsømmeligheden har bidraget monumentalt til større ulighed og mindre velfærd.  Det har været totalt nedbrydende for almindelige, ordentlige borgeres forståelse for, at de fortsat skal betale høj skat.

 

Det vil tage en længere sang at gøre systematisk op også med statsministerens skønmaleri om ambitiøs indsats for klima og miljø.  Her har medierne heldigvis være flittige til at påpege, at regeringen ikke har anvist nogen midler til at nå dé store mål, man pludseligt annoncerer f.eks. om udbredelsen af el-biler -  efter mange og lange år som fodslæbere og de nylige afgiftslettelser på benzin- og dieseldrevne biler!  El-bilmålet sendes i kommission.

 

Der er ikke en klar og lige linje til den nødvendige udbygning af vedvarende energi. Og landbruget skal slet ikke bidrage med større bæredygtighed.