6. september 2020

Zetterström ny formand for S i Furesø

Det er et kendt ansigt med en solid erfaring, som Socialdemokratiet i Furesø har valgt som ny formand:


Bjarne Zetterström har nemlig fra 2001 til 2014 været formand for partiforeningen, som under hans formandstid også blev borgmesterparti.

 

Ved kommunesammenlægningen i 2007 var han aktiv i sammenlægningen af de to partiforeninger i Værløse og Farum, og efterfølgende fik Socialdemokratiet succes med Ole Bondo som borgmesterkandidat.

 

I 2014 trak Bjarne Zetterström sig tilbage fra bestyrelsen og formandsposten, og der er en særlig tragisk baggrund for, at han nu igen påtager sig rollen:

 

Den hidtidige formand Lisbeth Lykke Harsvik omkom i slutningen af juli ved en trafikulykke.

  • Der er brug for, at vi nu samler alle kræfter frem imod kommunalvalget næste år, siger Bjarne Zetterström, der er berørt over sin forgængers triste skæbne.
  • Lisbeth Harsvik var en god og samlende person, som evnede at kombinere sit politiske talent med gode organisatoriske evner, og samtidig havde hun også evnen til at sprede godt humør. Det er også en vigtig egenskab i politik, understreger Bjarne Zetterström.

 

Den nyvalgte formand er arbejdsmæssigt aktivt engageret i den almene boligsektor som chefkonsulent i BL-Danmark Almene Boliger. Han bor i Farum Midtpunkt, og omtaler altid bebyggelsen med glæde og stolthed. Det kan han gøre med en betydelig erfaring som beboer siden byggeriets opførelse i 1973.

 

Yderligere oplysninger:

Bjarne Zetterström 21413021