2. maj 2017

S-kandidaterne til byrådsvalget 2017

Socialdemokratiet stiller med 20 kandidater til byrådsvalget til november. 7 kvinder og 13 mænd. Med på listen er både nye stjerneskud og garvede kræfter, der allerede sidder i byrådet. Aldersmæssigt spænder kandidaterne fra 21 år til 78 år. Alle lokalsamfund i Furesø er repræsenteret.

S-kandidaterne

Socialdemokratiet er nu klar med kandidatlisten for det kommende byrådsvalg.

 

Blandt de 20 kandidater er ungdommen er stærkt repræsenteret ved formanden for Furesø Ungeråd, den økonomistuderende Muhammed Bektas på 21 år.

 

Blandt de mere erfarne politikere ses viceborgmester og formand for erhvervsudvalget Preben Pettersson og børneudvalgsformand Henrik Poulsen.

 

Flere kandidater har været aktive i Furesøs forskellige lokalsamfund. Det gælder eksempelvis Eddi Meier (tidligere formand for Jonstrup 89), Lene Munch-Petersen (Hareskov Medborgerforening) og Lone Christensen (Kr. Værløse grundejerforening).

 

En del kandidater har børn i Furesø daginstitutioner og skoler. Det gælder for Musa Harmanci, Per Brøgger, Matilde Powers, Simon Vedel, Hasan Yilmas, Gitte Holm Hedegaard og Betina Uglevig Møller. Sidstnævnte er også skolebestyrelsesformand på Ll. Værløse skole. Herudover er en folkeskolelærer opstillet, Niels Bjerre Degn.

 

Andre kandidater arbejder med et godt og aktivt seniorliv, som eksempelvis Lene Bang og Per Kattrup.

 

Erhvervsmæssigt spænder listen meget bredt med mange forskellige fagligheder og interesseområder fra Preben Sandberg Pettersson, der er statstøttechef i erhvervsministeriet, over Hasan Yilmaz, der er steward, Henrik Poulsen der er selvstændig lærebogsforfatter og mediekonsulent med mange års erfaringer inden for skole og læring, til Sabine Dedlow, indehaver af Spisehuset i Farum Midtpunkt og Deniz Kilic, indehaver af Furesø Steakhouse.

 

En urafstemning blandt medlemmerne har afgjort placeringen af kandidaterne på stemmesedlen.

 

"Det er en rigtig stærk kandidatliste med en god blanding af erfarne folk, der allerede sidder i byrådet – og nye talenter på vej. Det glæder mig at stort set alle de nuværende byrådsmedlemmer med gruppeformand Preben Pettersson i spidsen er klar til at tage en tørn mere. Samtidig er jeg stolt over, at vi kan tiltrække nye, dygtige kandidater til listen. Det tyder godt for det kommende byrådsarbejde", udtaler Ole Bondo.

 

Og Formanden for Socialdemokratiet i Furesø, Sabine Kirchmeier Andersen supplerer: "Vi i S-Furesø glæder os over at så mange gode kræfter vil bidrage til lokaldemokratiet ved at stille op til byrådet. Med de mange nye talenter på S-holdet ser jeg meget optimistisk på fremtiden".

 

Læs om den enkelte kandidat her...