David Trads

- vores folketingskandidat


Jeg er socialdemokrat dybt inde i hjertet og med favnen billedligt talt fuld af røde roser.
 
Da jeg i 1990 flyttede til Aarhus for at læse på Journalisthøjskolen, meldte jeg mig ind i DSU. Dengang nåede jeg kun et enkelt møde hos DSU – for straks jeg begyndte på skolen, blev jeg belært om, at man som journalist aldrig måtte være medlem af et politisk parti.
 
Da jeg i 2004 uden held forsøgte at blive socialdemokratisk folketingskandidat i Skanderborg, meldte jeg mig selvsagt ind igen. Da jeg ikke blev valgt, blev jeg i den grad sendt tilbage i Ludo, for det tog mig to-tre år at vende tilbage til en stærk rolle i journalistikken.
 
Dem, der har fulgt, hvad jeg har skrevet og sagt – i aviser, på tv, i radio og i flere bøger – har dog godt kunne gætte, at jeg er socialdemokrat. De emner, som har optaget mig mest, har altid været dem, som vores parti altid har haft i centrum:
 
Lige muligheder for alle, mere lighed, mindre ulighed, mere solidaritet, stærkere klima og miljø, stærke fagforeninger, ordentlige vilkår for folk, der mister deres arbejde og har brug for hjælp, stærke børneinstitutioner, folkeskoler, uddannelser, sygehus og ældrepleje.
 
Det er præcist de områder, som jeg drømmer om, at vi i fællesskab kan løfte – og der er mere behov for fremskridt nu end i mange, mange år. I alt for lang tid – faktisk i 14 ud af de seneste 18 år, når valget kommer – har borgerligheden styret Danmark. Konsekvensen er stor:
 
Uligheden vokser år for år. Dem i toppen belønnes med højere lønninger og lavere skat. Dem i bunden straffes med lavere løn eller overførsler og højere skat. Fagbevægelsen angribes, solidariteten angribes, og det velfærdssamfund, vi elsker, angribes. Kursen er helt skæv.
 
Derfor er det afgørende – ja, helt vildt afgørende – at vi vinder magten tilbage, når valget kommer. Danmark har i den grad brug for det kursskifte, der vil komme, hvis Mette Frederiksen bliver statsminister. Mette vil blive så meget bedre for os alle sammen.
 
Valget kan komme hvert øjeblik i det nye år. Vi er derfor nødt til at være parat til at kæmpe for at hive sejren i hus. Mette og den øvrige ledelse er i den grad parate til valgkampen – og her i Egedal-kredsen har vi endnu mere end normalt brug for at kæmpe alt det, vi har lært.
  
Hvis du har lyst, så følg mig meget gerne på min Facebook-side, hvor jeg skriver om mine ideer og forslag. Find mig på https://www.facebook.com/davidtrads/