Lene Bang


undefined

LENE BANG. Mail: kontakt@lene-bang.dk   

 

Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg gerne vil være med til at gøre en forskel.

Hvis jeg bliver valgt ind, vil jeg arbejde for, at man kan glæde sig til at blive ældre her i skønne Furesø.

 

Jeg er selv 65 år gammel, og det skal være sjovt og trygt at blive ældre her i kommunen. Der skal være interessante og relevante boliger nok, og hvis vi får brug for hjælp, når vi bliver rigtig gamle, eller hvis vi bliver syge, skal hjælpen være helt i top. Seniorer og pensionister bidrager med masser af frivilligt arbejde og penge på bundlinjen til kommunen. Og pensionister betaler skat som aldrig før. Antallet af ældre stiger, men færre kommer på plejehjem, og antallet, der har brug for hjemmehjælp, falder. Og det bliver kun bedre, idet dem der går på pension nu og fremover, selv har sparet endnu mere op til deres pensionstilværelse. Mere end hver tredje voksen i Furesø er over 60 år.

 

Der skal være højt kvalificerede professionelle medarbejdere nok, og vi skal følge mulighederne i hele den teknologiske udvikling tæt, så vi får endnu bedre hjælp til de borgere, der har brug for det. Jeg vil naturligvis også gerne bidrage til, at alle borgere, som har store udfordringer og brug for hjælp, får det, og at daginstitutioner, skoler og andre tilbud er af høj kvalitet. Viljen og lysten til at arbejde frivilligt er rigtig stor her i kommunen. Jeg vil gerne være med til at give gode rammer og gøre det endnu sjovere og endnu mere givtigt.

 

Om mig selv: Jeg er født og opvokset på en lille bondegård i Thy, som ligger nord for Limfjorden. Jeg har nu igennem 33 år boet i Farum sammen med min kære mand, og så er jeg så heldig, at min søn, svigerdatter og to dejlige børnebørn også bor her i Furesø. Min interesse for politik startede, da jeg var barn. Der blev altid diskuteret politik på en ret bramfri måde i vores meget store familie. Landspolitisk har jeg stemt på Socialdemokratiet i mere end 30 år. Jeg har været på arbejdsmarkedet i næsten 50 år: Jeg er uddannet boghandler og har igennem de sidste 35 år været marketingchef, bogklubchef og direktør i forlagsbranchen, og så har jeg været mentor for små og mellemstore virksomheder i et EU projekt. Jeg er målrettet, jeg tør sige min mening, og jeg god til at samarbejde og til at få det, der bliver aftalt, gennemført. Jeg har på frivillig basis taget initiativ til hjemmesiden flygtningeijob.dk. Jeg sidder i bestyrelsen i Socialdemokratiet i Furesø, er medlem af Ældresagen og Farum Jazzklub og har i årevis været med til at stå for Farums bedste vejfest. Jeg laver glaskunst og spiller bræt- og kortspil. Nu arbejder jeg kun på få udvalgte projekter. Så hvis I stemmer på mig, har jeg har masser af lyst og tid til det politiske arbejde.