Mød dine lokale politikere

Dine byrådsmedlemmer Her kan du læse lidt om vores byrådsmedlemmer, Iben Sønderup og Karen Lagoni, og hvilke politiske områder, de arbejder med.


Iben Sønderup

 

Byrådsarbejde - miljø, forsyning, ældre

"I Randers Byråd er jeg næstformand i Miljø- og Teknikudvalget, næstformand i Vandmiljø Randers og medlem af Omsorgsudvalget. 

Jeg er desuden kommunens repræsentant i HMN Naturgas.

Som socialdemokrat er det vigtigt for mig, at vi sikrer et rent miljø, gode trafikløsninger, energi fra vedvarende energikilder og god adgang til naturen for borgerne. 

Samtidig ligger det mig på sinde, at vi tager godt vare på vores ældre, som har bygget vores samfund op."

 

Veteranstrategi

 

"Siden 2017 har jeg engageret mig i arbejdet med at udvikle en veteranstrategi for Randers Kommune. Vi har omkring 500 veteraner, primært fra militæret, i vores kommune. En del af dem har særlige udfordringer, og et enigt byråd har stemt for, at vi skulle udvikle en veteranstrategi. Jeg har siddet med i arbejdsgrupper om dette arbejde, da jeg mener det er af største vigtighed, at vi som kommune hjælper dem, der har behov for det, både veteranerne selv og deres venner og familie."

 

Iben Sønderup blev valgt ind i Randers Byråd med 578 personlige stemmer.

 

Lidt om Iben

Iben bor i Langå med sin mand, René. Sammen har de tre voksne børn. Iben arbejder til daglig som lektor ved Aarhus Handelsgymnasium i Vejlby. Hun er glad for naturen omkring Langå, og hun kan lide at læse bøger, synge og spille lidt på klaveret i stuen. I januar 2016 startede hun sit eget kommunikationsbureau, Iben Sønderup Consult. Herfra hjælper hun virksomheder med kampagner og synlighed over for deres kunder. 

Iben er aktiv i lokalsamfundet som frivillig ved Vestparkfestivalen og leder af Kvindedagen i Langå. Hun har tidligere været bestyrelsesmedlem i Langå i Udvikling, hvor hun varetog kontakten til pressen og til kommunens forvaltning. 

Når hun rejser, går turen ofte til Spanien, hvor familien boede et halvt år, da Iben studerede spansk, og børnene var små. 

 

Iben Sønderup er også folketingskandidat for Randers Sydkreds. 

Læs mere om Iben på hendes folketingshjemmeside

 

Karen Lagoni

 

Byrådsarbejde - sundhed, idræt, kultur og miljø

 

"I Randers Byråd er jeg næstformand i Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget, medlem af Miljø- og Teknikudvalget og medlem af Havnebestyrelsen. 

 

Det er så vigtigt, at vi passer godt på vores miljø, så vi efterlader en klode, vi kan være bekendt, til vores efterkommere. 

Vi socialdemokrater ønsker at skabe balancerede politiske løsninger, både når det gælder sundhed, idræt og kultur, et rent miljø og gode forhold for vores børn og vores ældre i kommunen." 

 

Karen Lagoni blev valgt ind i Randers Byråd med 596 personlige stemmer.

 

Lidt om Karen

Karen bor i Stevnstrup med sin mand, Jørn. Sammen har de to voksne sønner. Karen arbejder til daglig som folkeskolelærer på Munkholmskolen i Stevnstrup. Hun er aktiv i lokalsamfundet, både som bestyrelsesmedlem i den lokale brugs og som medlem af menighedsrådet. Desuden er hun aktiv i foreningen Norden.

Karen er glad for naturen omkring Stevnstrup, hvor hun hver dag går lange ture. Hun kan lide at male billeder, strikke og lave mad, og hun er god til det. Hendes billeder har flere gange været på udstilling. 

Når hun rejser, går turen ofte til Island, hvor hun nyder de lange vandreture med telt og grej langt ud i ødemarken.