Kasper Sand Kjær

Folketingsmedlem


Foto i høj opløsning

 

Politiske poster

 •  Uddannelses- og forskningsordfører

 

Kasper Sand Kjær blev valgt til Folketinget med 3.065 personlige stemmer ved folketingsvalget den 5. juni 2019. Kasper er opstillet i Ballerup og Glostrup i Københavns Omegns Storkreds.

Inden Kasper blev valgt ind i Folketinget, var han formand for Dansk Ungdoms Fællesråd.


Arbejder for fællesskabet

Jeg er socialdemokrat, fordi jeg helt grundlæggende tror på, at vi allesammen vinder, hvis vi løfter hinanden i fællesskab. Når vi står sammen om at give hinanden et godt og lykkeligt liv med muligheder og drømme, så får vi alle bedre muligheder, end hvis vi stod alene.

 

Jeg har selv oplevet, hvordan velfærdssamfundets adgang til vuggestue, børnehave, folkeskole og uddannelse har givet mig langt flere muligheder i mit liv, end jeg nogensinde kunne have skabt for mig selv. Det er fællesskabet og de stærke fælles velfærdsinstitutioner, som har givet mig muligheder.

 

Og jeg vil arbejde benhårdt for, at Danmark også i fremtiden er kendetegnet ved et stærkt fællesskab, hvor vi løfter hinanden og sammen sikrer gode uddannelser, et ordentligt arbejdsmarked, gode boliger og et lige samfund.

 

Om mig

Jeg flyttede til Hovedstadsområdet i 2008 og har siden arbejdet fuldtid i forskellige jobs, mens jeg har studeret ved siden af. Jeg har bl.a. arbejdet to år for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og været ungdomskonsulent i LO i tre år. Her arbejdede jeg med unge LO-medlemmers vilkår og rettigheder. Jeg har også arbejdet i en socialøkonomisk virksomhed, med uddannelse af ledere og meningsdannere i organisationer.

 

Indtil Folketingsvalget 5. juni 2019 var jeg formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), som er en paraplyorganisation for 77 børne- og ungdomsorganisationer med i alt 600.000 børn og unge. Her arbejdede jeg for børn og unges vilkår og demokratiske deltagelse samt gode vilkår for foreningslivet og unges rolle i dansk udviklingspolitik.

 

Siden jeg var 13 år, har jeg været politisk aktiv i først skoleelevernes organisation (Danske Skoleelever) og siden DSU, hvor jeg blandt andet har været formand for DSU i København og Københavns Omegn, formand for uddannelsespolitisk udvalg og meget mere.