Kaare Dybvad Bek

Boligminister


Foto i høj opløsning

 

Politiske poster

 •  Boligminister

 

Kaare Dybvad Bek er socialdemokrat, fordi han tror på, at alle skal have lige muligheder, uanset hvilken baggrund man kommer fra, eller hvor man bor. Og fordi Danmark skal være et land, hvor alle har ret til et godt arbejde.

Kaare er født i Holbæk i 1984, som søn af sygeplejerske Dorte Simonsen og automekaniker Jens Dybvad. Kaare er opvokset på et husmandssted uden for Vipperød. Han er uddannet geograf og arbejder til dagligt med at skabe arbejdspladser i Region Sjælland gennem sit arbejde i Væksthus Sjælland.

 

Kaare blev ved folketingsvalget i 2015 valgt ind i Folketinget i Sjællands Storkreds. ved folketingsvalget i 2019 fik han 6.118 personlige stemmer.

 

Han har gennem 13 år været medlem af Socialdemokratiet og har haft en række tillidsposter i arbejderbevægelsen. Det gælder blandt andet i ungdomsafdelingen DSU, hvor han har været formand for organisationen i Region Sjælland og medlem af det landsdækkende forretningsudvalg. Derudover har han haft en række tillidsposter i AOF, hos Socialdemokratiet og i fagbevægelsen. I 2017 udgav Kaare bogen "De lærtes tyranni" og i 2015 bogen "Udkantsmyten".

I sin ungdom har Kaare arbejdet på Vipperød Mark som avisbud, flaskedreng, hos gartnerier, på Holbæk Havn, i lufthavnen og i Københavns Havn. Arbejdet er det, der giver hverdagen mening, og den glæde skal alle danskere have del i.

På det personlige plan bor Kaare sammen med Maiken, der oprindeligt stammer fra Tuse Næs. I foråret 2015 fik parret deres første barn. Hans politiske ambition er, at han også kan få et arbejde på ordentlige vilkår, når deres søn bliver voksen - uanset hvad han vælger at beskæftige sig med.

Udover de ugentlige fodboldkampe på hyggeplan, er det historie og byplanlægning, der optager meget af fritiden.