Social ulighed

Altid på børnenes side Socialdemokratiet vil skabe et samfund, hvor alle får muligheden for at forme deres eget liv.


Social ulighed: Altid på børnenes side

3564 gram og 52 centimeter er sådan i gennemsnit vægten og højden for nyfødte drenge.


Man ved det temmelig præcist, for noget af det første der sker, efter en baby kommer til verden og navlestrengen er klippet over er, at barnet vejes og måles.


I de første timer efter en fødsel tænker nybagte forældre næppe meget over, hvordan det lille nye liv kommer til at forme sig. De er opslugt af øjeblikket, der de fleste steder også fejres med et lille dannebrogsflag, ristet toastbrød, en skive ost, lidt jordbærmarmelade og saftevand. Og det hele smager uendelig godt.


Imens færdiggør jordemoderen fødselsattesten på computeren, for som så meget andet findes den også digitalt. Men desværre afslører den stadig en hel del om fremtiden.

 

Læs udspillet Altid på børnenes side


Og så er vi tilbage ved barnets vægt.


De børn, der fødes af en mor, som ikke har været så heldig at få en uddannelse – de vejer mindre end andre børn, når de bliver født.


Når de 10 år senere fejrer fødselsdag har de fået et dårligere resultat i de nationale test i dansk end deres kammerater.


Flere vil som 25-årige have fået en dom for kriminalitet end deres jævnaldrende.

 

Som voksne vil relativt færre have et job, og dem der har vil tjene mindre end de fleste andre.


60 år efter fødslen vil færre være i live. Hvis de er, lever de med mere sygdom end andre. Og også for dem vil Dannebrog hurtigere komme til at flage på halvt end for dem, der på fødegangen havde en mor med en uddannelse.


Det kan lyde barskt, og det er det også.


For selvfølgelig gemmer der sig et rigtigt menneske bag ethvert tal. Et gennemsnit, som dem jeg her har refereret fra Rockwool Fonden, svarer til at flyve op i helikopteren. Man ser ikke alle detaljerne, men man ser til gengæld mønstret – og monstret: At ikke alle mennesker har samme mulighed for at realisere deres drømme.


Ulige vilkår og betingelser i opvæksten er den værste uretfærdighed, der findes i vores samfund. Ethvert menneske er unikt med sine egne drømme og håb, og i et velfærdssamfund som det danske bør det være alle forundt selv at kunne forme sin tilværelse og gribe efter mulighederne.


Man vælger ikke selv sine forældre. Men man skal selv kunne forme sit liv!


Takket være de stærke, forpligtende fællesskaber vi har bygget i Danmark, har hver ny generation kunne gå en bedre fremtid i møde end den forrige. Stadig flere har fået muligheder, som deres forældre ikke havde.

 

Læs udspillet Altid på børnenes side


Bliver det også sådan for vores børn? Får de et bedre liv end os? Bliver det nemmere for dem at klare sig? Får de større tryghed i arbejdslivet? Går de en lysere fremtid i møde? Bliver fællesskabet stærkere for dem? På papiret er mulighederne der. Men er de det også i virkeligheden?


Ikke for alle.


Det er uholdbart for vores ellers stærke samfundsmodel, at så mange børn stadig ikke vokser op med de samme gode muligheder som andre.


Vi nåede ikke langt nok, sidst vi socialdemokrater selv havde ansvaret. Det er i det hele taget en nedslående kendsgerning, at ingen regering i de senere årtier for alvor har formået at bryde den negative sociale arv.


Derfor har vi brug for en anden beslutsomhed. Næste gang vi er i regering, skal vi for alvor flytte hegnspæle.


En regering under min ledelse skal først som sidst vurderes på, om den næste store gruppe af børn og unge kommer til at klare sig bedre i vores samfund. Det er netop den kamp, jeg ønsker at stille mig i spidsen for.


Det betyder ikke, at alle skal være ens, og at ingen må skille sig ud. Sikke et kedeligt samfund vi så ville have. Når nogen klarer sig godt, skal vi være stolte. Vi skal anspore alle til at gøre deres bedste. Og vi skal forvente noget af hinanden. At gøre sig umage er en dyd. Vi behøver ikke være ens, men vi behøver være fælles.


Vi skal altid hylde mønsterbryderne. Der går mange mønsterbrydere på meteren hos os i Socialdemokratiet. Men vores vigtigste politiske opgave er at bekæmpe de mønstre, der fastholder børn og unge i et liv med dårlige muligheder og fremtidsudsigter. Så alle kan skabe gode liv med ordentlige forhold, uanset hvilken livsbane man vælger.

 

Læs udspillet Altid på børnenes side


Det er strukturelle forbedringer, der for alvor kan flytte mennesker og samfund fremad. Socialpolitik, velfærdspolitik og fordelingspolitik hænger uløseligt sammen. Og skal vi åbne verden for alle børn, så er det i vuggestuer, børnehaver og skoler vi for alvor kan skabe resultater.


Her er det afgørende spørgsmål: Er der tid nok til de mindste?


Jeg har set, hvad én engageret lærer kan gøre af forskel for de allermest udsatte børn. Og der er brug for flere pædagoger og lærere særligt i de institutioner og skoler, der har mange børn fra udsatte familier. Det kræver ressourcer. Og det kræver en regering, der vil prioritere velfærden år efter år og ikke kun i de år, hvor der skal være folketingsvalg.


For jeg har omvendt også set, hvad det kan have af konsekvenser, når der ikke sættes ind i tide. Unge der laver ballade. Som har svært ved at sidde stille. Men hvor det senere viser sig, at det måske bare skyldes, at de er ordblinde.


Selvfølgelig kan man ikke et helt liv forsvare sine handlinger med sin historie. Ethvert menneske har grundlæggende et ansvar. Især for sit eget liv. Også for at ændre historiens gang. Men ansvaret for at klare sig godt er ikke kun den enkeltes.


Vi taler meget om diagnoser. Måske er det på tide, vi giver samfundet en diagnose i stedet.


Sociale problemer er ikke kun den enkeltes problem. Alligevel straffer vi unge, når de ender i et misbrug frem for at rette op på den virkelighed, de forsøger at flygte fra. Men som samfund må vi aldrig give op. Der er nogle mennesker, der snubler flere gange end de fleste. Vi vil et samfund, hvor der bliver ved med at være en fremstrakt hånd. Og hvor mulighederne for at blive resocialiseret eller afvænnet ikke stopper. Tålmodighed og omsorg er og bliver en nødvendighed, når man arbejder med mennesker på kanten af vores samfund.


Socialpolitikken er et spejl på vores samfund. Selv om vi i spejlet ser meget godt, så ser vi også skyggesiden. Endnu en trist statistik er det f.eks., at der er blevet flere hjemløse i Danmark. For der er langt fra det ikoniske billede af en glad vagabond, der atter lokkes af de lange veje og så til virkeligheden i København og andre byer, hvor mennesker sover på gaden og risikerer at dø af kulde, når vinteren bider sig fast.


Det er den slags samfund, vi med alt for stor tydelighed konfronteres med i andre lande, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor fanden tager de sidste. Det er ikke den slags samfund, vi ønsker i Danmark.

 

Læs udspillet Altid på børnenes side


Vi vil give hjemløse et ordentligt tilbud, et sted at være hvor de kan få behandling for deres misbrug og sygdom. Vi vil gøre mere for at hjælpe kvinder ud af prostitution. Tage et opgør med de kviklån, som fanger mange mennesker i uoverskuelig gæld. Og sørge for gratis tandpleje til de mest udsatte mennesker.


Og så vil vi kigge vores uddannelsessystem efter i sømmene.


Jeg er bange for, at vi har gjort det sværere at gå i skole særligt for drengene. Vi er nødt til at spørge os selv, om skolen er god nok til de børn, der har brug for mere faste strukturer? Det er ikke alle, der kan navigere lige godt i projektstyring og teori. Nogen har måske brug for at starte senere. Andre har brug for at kunne gå i skole på en anden måde.


Lige nu taber vi en masse drenge, fordi de bliver så skoletrætte, at de aldrig tager en uddannelse. Det er de drenge, der har brug for at bruge deres hænder og deres krop for at bruge deres hoveder.


De vil gerne lære og tage en uddannelse, hvis de får lov til at gøre det på deres egne præmisser.


Det skal vi give plads til.


Og så skal vi præsentere dem bedre for de muligheder, de har i dag. Jeg tror, at mange af de skoletrætte drenge ville være helt vilde med at arbejde som smed, snedker eller industrioperatør. Finde på noget og skabe det med deres hænder. Men mange af dem ved slet ikke, hvad en smed, snedker og industrioperatør laver. De ved ikke, hvilke muligheder de i virkeligheden har, og derfor ender de med slet ikke at vælge noget. Vi svigter dem.


Historien om fødselsattesten er først og fremmest historien om uretfærdighederne i vores samfund. Samtidig er det en historie om, hvor meget det betyder, at man lærer noget. Derfor skal vi være ufravigelige i vores krav: Alle skal lære at læse, skrive og regne! Alle skal have papir på det, de kan. Men vi skal til gengæld ikke låse os fast på, hvordan det sker.


Vi har alle en funktion i vores samfund. Der er behov for alle. For ingen kan alt, men alle kan noget. Vores samfund bliver stærkere, når vi sætter pris på alle funktioner.


Det er lige så fint at bygge et hus, som det er at tegne det.


Det er lige så fint at stå i butikken, som det er at lede den.


Og det er lige så fint at hjælpe ældre op af sengen, som det er at udvikle teknologien, der bruges til at løfte dem.


Når vi vil en meget bedre indsats for de udsatte børn og unge i Danmark, er det ikke på grund af medlidenhed eller hattedameri. Det skyldes, at vi er drevet af retfærdighed og en stærk ambition om, at hvert eneste menneske har fortjent at kunne skabe sit eget liv og drive det så vidt som ens evner, lyst og talent rækker.


Ingen skal være dømt på forhånd. En barndom skal være tryg og god. Det skal ikke være en dom over et barn.

 

Læs udspillet Altid på børnenes side


Og takket være de politiske landvindinger gennem historien har Socialdemokratiet bevist, at vi generation for generation kan skabe et bedre samfund at vokse op i. Fra Peter Sabroes kamp for bedre forhold på landets børnehjem i starten af 1900-tallet til Poul Nyrups definitive afskaffelse af forældres ret til at slå deres børn. Sidst vi var i regering hævede vi den kriminelle lavalder, fordi ingen børn skal i fængsel. Vi gjorde fixerum lovlige, så stofmisbrugere har fået et mere værdigt liv. Og vi indførte en officiel fattigdomsgrænse, som den borgerlige regering nu har afskaffet.


Men problemerne forsvinder ikke, fordi man lukker øjnene. Socialdemokratiet vil vedblive med at være det parti, der højst og stærkest råber op på vegne af de udsatte i vores samfund.


Og de forældre, der vitterligt ikke kan passe på deres børn – de skal ikke længere have lov til at beholde dem. Der er for mange børn, der vokser op med alkohol, misbrug og vold. Når forældre ikke kan finde ud af at være mor og far, skal samfundet tage over. Og der er brug for, at vi i fremtiden gør det hurtigere. Alt for mange forældre får chance på chance. Og børnene betaler prisen.


Hensynet til barnet må gå forud for hensynet til de biologiske forældre. Så en nødvendig anbringelse bliver så god som mulig.


Og så skal vi også tage os bedre af plejefamilierne.


Mange af dem er usynlige for os andre. Fantastiske familier, der sætter sig selv til side. Åbner døren til deres hjem og til deres hjerter. Alligevel behandler vi dem ikke altid ordentligt. Pludselig kan anbringelsen af et barn ophøre. Lønnen ændres. Men plejefamilierne knytter jo bånd til børnene. De bliver familier. 

 

Plejeforældrene opdrager ikke ”bare” et barn. Det er ofte et barn, der i en alt for tidlig alder er blevet voksen. Som har været overladt til sig selv. Som aldrig har prøvet at leve i en familie med faste spisetider og godnathistorier. Svigt og psykiske ­lidelser. Børn, der kender bare næver, men ikke nærhed. 

 

Flere end hver fjerde af de anbragte børn har forsøgt at begå selvmord. Og flere end hver tredje af de anbragte piger har været udsat for en voldtægt eller et voldtægtsforsøg. Derfor er der også brug for langt større krav til de institutioner, hvor udsatte børn anbringes. Hvis man vil tjene penge må man sælge vaskepulver. Man skal i hvert fald ikke kunne tjene penge på udsatte børn!


For når klokken ringer ind til en ny skoledag, og der er dansk, matematik og engelsk på skemaet, lektier, drillerier, kærestesorger og en helt almindelig hverdag på godt og ondt, så slæber de børn samtidig rundt på en mental rygsæk, der vejer væsentligt mere end et helt bibliotek. Hver eneste dag.


Ser vi dem? Oplever de det samme gode velfærdssamfund som andre? Gør vi nok?
Ikke så længe fremtiden stadig står skrevet i fødselsattesten.


I dette udspil præsenterer vi 18 forslag, der skal give børn og unge en bedre start på livet og være en tiltrængt håndsrækning til dem, der nok er blevet voksne, men som stadig er udsatte. Vores forslag er ikke udtømmende, for der er meget mere at gøre end det, vi foreslår i dette udspil.


Derfor vil vi også fremlægge yderligere politiske tiltag. Vi skylder en bedre indsats for mennesker, der lever med handicap. Mange af vores unge slås med psykisk sårbarhed skabt af et enormt præstationspres, som det er nødvendigt at gøre op med. Vi skal blive bedre til at hjælpe misbrugerne i vores samfund. Ligesom der er behov for investeringer i psykiatrien. Og Godhavns-drengene, der nu er voksne, men som børn blev misbrugt, mens de var i statens varetægt, som har fortjent samfundets undskyldning.


Når man arbejder med mennesker på kanten af vores samfund kan man aldrig gøre for meget.


At skabe et samfund, hvor flere børn og unge får muligheden for at forme deres eget liv bliver en socialdemokratisk regerings vigtigste projekt. Det er derfor, vi er imod, når regeringen ikke prioriterer vores velfærdssamfund, fordi vi ved, at det rammer dem hårdest, som har mest brug for et solidt fællesskab. Det er derfor, vi taler så meget om at styrke det, der har gjort Danmark stærkt. Vores unikke samfundsmodel. Hvor de stærke forpligtende fællesskaber er en bærende værdi. Hvor vi tager hånd om hinanden.

 

Filer:


Altid på børnenes side.pdf
PDF
3 MB