Vi er på børnenes hold

Den 1. januar holdt jeg nytårstale for første gang som statsminister.

 

Jeg brugte en stor del af tiden på at tale om et emne, der altid har drevet mig både politisk og personligt: Vores børn. Og særligt dem, der er mest udsatte.

 

For selvom vi nu skriver år 2020. Og selvom langt de fleste nyfødte børn selvfølgelig kommer til at klare sig godt. Så gælder det ikke for dem alle. Der er et mønster. For hvor godt vi klarer os i skolen. Vores arbejdsliv. Ja endda, hvor gamle vi hver især kan forvente at blive.

 

Det er ikke retfærdigt.

 

Vi har et særligt ansvar for de børn, der har det allersværest. Børn, der har oplevet misbrug, vold og svigt. I Danmark er der flere tusinde børn, som ikke kan bo hjemme hos deres egen mor og far. Fordi deres forældre ikke kan passe ordentligt på dem.

Når samfundet reagerer for sent. Eller slet ikke reagerer. Når vi tager for mange hensyn til de voksne. Så betyder det, at der er børn i Danmark, som vokser op med omsorgssvigt og vold. Det kan vi ikke forsvare. Det skal vi ikke forsvare.

 

I dag får nogle forældre for mange chancer. Måske i den bedste mening. Men når en 12-årig bliver fjernet fra hjemmet, så ligger der ofte 11 dårlige år bag. Derfor må vi lægge berøringsangsten væk. Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile.

 

Fremskridt kommer kun, hvis vi tror på hinanden. Hvis vi i fællesskab tør sætte nye mål. Og sammen arbejder for at nå dem.

 

Jeg har truffet et valg. Jeg vil altid være på børnenes hold. Jeg håber, at du vil træffe det valg sammen med mig.

 

Rigtig godt nytår.