Vil du vinde kommunalvalget med Sophie Hæstorp Andersen?

Socialdemokratiet i København (SIK) leder efter en organisationspraktikant til efteråret 2021, der kan understøtte og aktivt indgå i kampagneorganisationen omkring overborgmesterkandidat Sophie Hæstorp Andersens kampagneteam for at vinde kommunalvalget 2021.


Om stillingen

Som organisationspraktikant i SIK får du en enestående mulighed for personlig og professionel udvikling i et dynamisk kampagneteam op til og under kommunalvalget 2021. Dine arbejdsopgaver vil primært bestå i at understøtte og udvikle den frivilligt bårne del af kampagnen. Du kommer til at få en central og koordinerende rolle i en stor kampagne. Du får mulighed for i høj grad selv at påvirke dine arbejdsopgaver, men du skal samtidig være indstillet på et arbejdsmiljø, der i perioder er præget af højt tempo og korte deadlines. Til gengæld tilbyder vi en enestående mulighed for at komme helt tæt på det politiske kampagnearbejde i Socialdemokratiet.

 

Eksempler på arbejdsopgaver:

  • Eventplanlægning i forbindelse med valgkamp
  • Udvikling af kampagneaktiviteter til at nå udvalgte målgrupper i valgkampen
  • Daglig sparring og koordinering med frivillige i kampagnen

Praktikforløbet vil som udgangspunkt starte fra august, da kommunalvalget finder sted i november. Du skal derfor være indstillet på at starte allerede 1. august.

 

Om dig

Vi leder efter en initiativrig studerende med stærke organisationsfærdigheder og politisk tæft. Du er en god formidler, som er dygtig til at motivere og engagere frivillige. Du er ikke nødvendigvis socialdemokrat, men du deler eller har indsigt i Socialdemokratiets grundholdninger og værdier. Du er ikke bleg for at tage initiativ og strukturere meget af din arbejdstid selv. Slutteligt er du loyal, da fortrolighed er en forudsætning for varetagelse af stillingen. Du er på bachelor- eller kandidatdelen af en samfundsvidenskabelig eller anden relevant uddannelse, og det er en forudsætning for praktikken, at du kan få merit for dit praktikforløb som en del af din uddannelse.

 

Hvordan bliver du praktikant for Sophie Hæstorp Andersen?

Praktikopholdet er ulønnet, men der vil blive givet en erkendtlighed (i overensstemmelse med lovgivningen). Det er en forudsætning, at du kan få hel- eller delvist merit for praktikforløbet. Du kan stille spørgsmål om praktikforløbet til kampagneleder Phillip Dimsits på phillip.lerer@ft.dk

 

Hvis du er interesseret i at tage aktivt del i kommunalvalget for Sophie Hæstorp Andersen, skal du sende ansøgning, CV og evt. anden relevant information til kampagne@sockbh.dk. Ansøgningerne bliver behandlet løbende – send derfor din ansøgning hurtigst muligt og senest den 25. maj 2021 kl. 12.