8. december 2018

En mere retfærdig retning for Danmark

Kronik af Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet


Bragt i Politiken, lørdag den 8. december 2018

 

Som verdenssamfund og mennesker sætter vi triste rekorder i disse år. Vi har sat bundrekord for, hvor lidt havis der er tilbage på kloden. Vandstanden i verdenshavene stiger med den hurtigste hastighed i 2.000 år. Der er i år målt temperaturer på Arktis, der er 25 grader varmere end normalt. Og herhjemme har vi netop selv oplevet en historisk varm sommer.

 

Der går dårligt en dag uden, at vi kan læse om forskere, der advarer os om, at tiden er knap. Og derfor er spørgsmålet ikke, om vi gør noget – men om vi gør nok.

 

Den absolut største enkeltstående økonomiske investering, som en socialdemokratisk regering vil foretage, er i klimaet. Vi har foreslået en grøn fremtidsfond, som etableres med 20 milliarder kr. fra de reserver vi har i den danske stat. Fonden skal være med til at finde svaret på de helt store spørgsmål: Hvordan dækker vi verdens energibehov med grøn energi? Hvordan lagrer vi energien fra vindmøller, når det ikke blæser? Hvordan skaffer vi rent vand i hele verden? Hvordan kan vi brødføde hele klodens befolkning på en mere bæredygtig måde?

 

Det lyder mildest talt svært. Men vi har gjort det før. Det kræver politisk vilje. Vi skal turde regulere og udvælge områder, som vi satser mere på end andre. Som vi gjorde med vindmøllerne. Eller da vi besluttede at bekæmpe vandspild og satse på bedre vandkvalitet. I dag eksporterer vi vandteknologi for milliarder.

 

Nu skal vi skrive det næste kapitel i det grønne eventyr.

 

Der spreder sig en stigende erkendelse af, at vi bliver nødt til at forbruge på en anden måde, end vi gør i dag. Mange gør allerede en forskel i det små. Jeg elsker, at der er engagerede mennesker, ikke mindst de unge, der kæmper for klimaet i hverdagen, og selv vil være den forandring, de ønsker i verden. Ord gør det ikke alene.

 

Men jeg vil ikke overlade ansvaret for klimakrisen til den enkelte. Vi skal løse det i fællesskab.

 

Allerede i dag er mere end halvdelen af den strøm, vi bruger i Danmark, grøn. Det er ikke kommet af sig selv. Det var ikke de danske elkunder, der én for én valgte at gøre strømmen grøn – det var vores fællesskab, der løftede grønne initiativer op til en national politik, som blev en global succes. Ligesom Danmark blev en økologisk stormagt, fordi vi førte en politik, der støttede omlægningen til økologi.

 

Nu foreslår vi, at der skal indføres et klimabidrag for landbruget.

 

Det vil få landbruget til at investere i mere bæredygtige produktionsformer og i foder til dyr, der udleder mindre i den anden ende (undskyld). Og dermed vil det skabe den samme grønne omstilling inden for landbruget, som vi har skabt inden for energi- og forsyningssektoren.

 

Kan det overhovedet lade sig gøre? Dengang Socialdemokratiet satte et visionært mål om en fremtid med 100 pct. vedvarende energi i 2050, rystede de borgerlige på hovedet. Nu diskuterer vi, om det skal gå endnu hurtigere. Den samme omstilling skal og kan vi skabe i landbruget.

 

Kan vi det, vil vi blive førsteleverandør til omstilling af klodens fødevaresystem – på samme måde som vi er førsteleverandør af grøn teknologi til omstilling af verdens energi-, vand- og varmesystemer.

 

Vores nutid byder på store udfordringer. Men de er ikke større end noget vi har klaret før. Vi løser ikke verdens problemer med pessimisme. Jeg er grundlæggende optimist. Vi tror på, at i morgen kan blive bedre end i dag – også når det ser svært ud.

 

Det er, hvad vi gør i fællesskab som samfund, der gør ambitioner til virkelighed.

 

Og det vil altid være Socialdemokratiets ambition at skabe strukturelle forandringer.

 

Jeg har set, hvad der sker, når fællesskabet træder i karakter. Som barn så jeg, hvad én engageret lærer kan gøre af forskel for de allermest udsatte børn. Jeg har set, hvordan det frivillige Danmark kan holde hånden under ulykkelige skæbner.

 

Som alle andre er jeg formet af min historie.

 

Jeg er formet af en opvækst, hvor mange af mine kammerater aldrig fik de bedste muligheder. Ulighed blandt børn er den største uretfærdighed, der findes. Tænk sig, at vi stadig lever i et samfund, hvor ens fremtid står skrevet i fødselsattesten. En ny regering under min ledelse skal måles på sociale fremskridt – især for børnene.

 

Jeg er formet af mine bedsteforældre, som gik ind i alderdommen med slidte kroppe på grund af et hårdt arbejdsliv. Og jeg er formet af at se velfærdssamfundet sørge for, at der også til dem var en god bolig, folkepension og ordentlig ældrepleje. Det kommer jeg aldrig til at eksperimentere med.

 

Skiftende regeringer har igennem mange år – og trods intentioner om det modsatte – indrulleret de offentligt ansatte i et stadigt større bureaukrati. Det kvæler arbejdsglæden. Der er brug for mere frihed til, at man lokalt kan bestemme selv. Et opgør med new public management er afgørende. Tid og tillid til faglighed.

 

Men det handler også om, at økonomien skal være i orden. Vi bliver flere ældre og børn, og pengene følger ikke med. Det kan mærkes. Hvis ikke i din egen kommune, så i nabokommunen. Hver gang to flere ældre får brug for hjælp, vil regeringen kun betale for den ene. Det er mig inderligt imod.

 

Anker Jørgensen sagde det meget klart allerede i 1995: ”Jeg har lyst til at skrige det ud: Hold for helvede op med at klage over skatten og vær forstående over for, at opgaven med de syge gamle skal have første prioritet”.

 

I sin essens handler politik netop om det: Hvad prioriterer man? Hvad er ens første prioritet?

 

Socialdemokratiet sætter velfærden først. Det handler mest af alt om vores hverdag. Om frihed og tryghed. Hvor trygge vi kan være, når livet engang imellem spænder ben. For det kommer livet til at gøre for de fleste af os, og når det sker, så kan vi for alvor mærke, om vi bor i et stærkt velfærdssamfund.

 

Når én vi holder af bliver syg, er der så en ordentlig behandling? Har vi en god skole for de børn, der klarer sig godt – og for dem, der ikke klarer sig godt? Kan vi sende vores forældre eller bedsteforældre på et plejehjem eller ind i en ældrepleje, hvor der er tid til dem?

 

Velfærd handler også om nærhed. Jeg er en af dem, der mener, at Danmark er blevet alt for centraliseret. Det er som om, at vi har bildt hinanden ind, at det er sådan en ustoppelig international udvikling, at alle bare vil bo i de store byer. Er det nu også rigtigt? Jeg tror i høj grad det handler om, hvad vi gør politisk. Er der uddannelser i hele landet? Praktiserende læger? Politistationer? Er der et job at få? Det kan godt være, der kan spares nogle penge i et regneark, når man samler opgaver i større enheder. Men vi er da nødt til også at se på, hvilke menneskelige omkostninger det har. Og for mig har det en værdi i sig selv, at man kan leve og bo i alle dele af Danmark. Det er noget, vi politisk må prioritere.

 

Jeg ved godt, at alle mulige andre politikere fra alle mulige andre partier også siger, at velfærden er vigtig. Men så bliver de også nødt til at betale for det, for velfærd – og nærhed – er ikke gratis. Man kan ikke med nogen rimelighed påstå, at vi kan få det samme gode velfærdssamfund, hvis der bliver givet milliarder i skattelettelser.

 

Se bare uddannelsesområdet. Regeringen har sparet op til skattelettelser betalt af store besparelser på de unges uddannelse. Det er så kortsigtet.

 

Den grundlæggende kamp mellem socialdemokrater og liberale: Hvad prioriterer vi? Den bølger stadig frem og tilbage, som den har gjort det i mere end 100 år. Fra det ene år til det andet vil forskellen ikke altid være så tydelig. Men når valgperiode lægges på valgperiode vil det stå klart, om vi afgørende har ændret kurs væk fra det, der har gjort os til et af verdens mest retfærdige og velstillede lande.

 

Kort sagt: De valg, vi tager de næste ti år er med til at afgøre, om de kommende generationer også vil vokse op i et samfund, hvor den fremherskende ide er den, at stærke og forpligtende fællesskaber er det, der bedst giver den enkelte muligheden for at skabe sit eget liv. Eller om værdien i stedet er – groft sagt, men alligevel: at den enkelte kan klare det hele selv, hvis bare han eller hun får lov, og hvor enhver i øvrigt er sin egen lykkes smed.

 

Jeg vil gerne være statsminister for et Danmark, hvor vi ikke behøver være ens – men hvor vi behøver at være fælles.

 

Det gælder også, når det handler om udlændingepolitikken.

 

Jeg ved godt, at mange synes, vi nærmest ikke har talt om andet end netop udlændingepolitik. Jeg håber først og fremmest, at flere vælgere vil se vores politik i sin helhed.

 

Vores forslag om at oprette et modtagecenter uden for Europa har været meget omtalt. Det er vores bud på, hvordan vi ændrer den tragedie, det er, at tusindvis af flygtninge hvert år drukner i Middelhavet. Forslaget kan selvfølgelig ikke stå alene, og det gør det heller ikke. Det skal hænge sammen med en markant større indsats i nærområderne og i Afrika, så unge afrikanere får en fremtid med bedre muligheder i deres hjemland. Ellers er vi lige vidt.

 

Vi er det eneste parti, der har fremlagt en samlet og langsigtet plan. Som både handler om antal. Hvor mange kommer til Danmark? Som handler om integration. Hvordan får vi dem, der er her, til at blive en større del af vores samfund? Og som handler om, hvordan vi hjælper flere og mere ude i verden.

 

For lige så stor en sandhed det er, at vi ikke kan hjælpe alle her i Danmark. Lige så vigtig en sandhed er det, at mennesker, der er på flugt, skal have vores hjælp.

 

Man kan være uenig i nogle af de konkrete løsninger, vi foreslår. Men ingen kan være uenig i, at den nuværende situation er uholdbar.

 

Selv om der kommer færre flygtninge til Danmark. Selv om der lige nu ikke går flygtninge på vores motorveje. Så er der stadig mennesker, der drukner i Middelhavet. Kvinder, børn, mænd. Alene i år har mere end 2.000 mennesker mistet livet.

 

Det må vi ikke lukke øjnene for! Vi har brug for et nyt asylsystem. Et mere retfærdigt asylsystem. Der hjælper de mennesker, der er på flugt. Og som samtidig knækker de menneskesmuglere og menneskehandlere, der i dag lever af andre menneskers ulykke. Det er en analyse, der først blev udråbt som urealistisk, men som nu deles af flere og flere lande i Europa.

 

Jeg er stolt over, at det netop er Socialdemokratiet, der tør gå forrest og konfrontere problemerne direkte. Jeg er stolt over, at det er os, der forsøger at finde de svære balancer. Mellem at tage ansvar for Danmark og samtidig løfte et ansvar i verden.

 

Jeg skal være den første til at indrømme, at der ikke er nogen nemme løsninger. Hvis man først er kommet til den erkendelse, at antallet har en betydning – så er der kun svære og dilemmafyldte beslutninger tilbage.

 

Og jeg har selv ændret holdning. Jeg har troet, at hvis bare vi fik udlændinge integreret, så skulle det nok gå. Men en succesfuld integration hænger nøje sammen med, hvor mange der kommer hertil. Og selv da er integrationen svær.

 

Det var der nogen i vores samfund, der så, før jeg selv gjorde.

 

Blandt andre min morfar. Han blev født i 1929 og døde, da han var i 80’erne. Han var bager og arbejdede på betongulv om natten. Han havde ikke nogen stor pensionsopsparing, men en folkepension og en almen bolig.

 

Vi diskuterede tit udlændingepolitik. Han sagde: Nu kan jeg ikke rigtig snakke med nogen af mine naboer længere. De taler alle sammen udenlandsk. Dengang slog jeg det hen. Jeg syntes, han manglede udsyn og rummelighed. Det skammer jeg mig over i dag. For det var mig, der manglede noget. Jeg manglede forståelse og solidaritet med ham.

 

Socialdemokratiet skal være i virkeligheden. Også når den udfordrer vores egne følelser og holdninger. For ellers kan vi ikke løse problemerne. Der er kvinder, der bliver undertrykt. Der er imamer, der fylder moskeerne med hadefuld tale. Der er for mange unge mænd, der er underrepræsenteret i uddannelsesstatistikkerne og overrepræsenteret i kriminalitet. Og der er for mange flygtninge og indvandrere, der ikke går på arbejde. Det ændrer ikke ved, at det danske samfund samtidig nyder godt af bidraget fra rigtig mange af dem, der er kommet hertil gennem årene. Som har lært dansk, er i arbejde, er blevet en del af vores værdifællesskab. Men ingen kan længere tillade sig at ignorere de integrationsproblemer, vi også står med.

Vi går på to ben: Retfærdighed. Og ansvarlighed. Vi forsøger at have dilemmaerne med. Det betyder, at vores holdning sjældent står så klart, som hvis man bare er imod alle svære tiltag eller omvendt fejrer strammerforslag med kage. Nuancer mudrer ofte profilen. Sådan er det. Men vi insisterer på, at verden hverken er sort eller hvid.

 

I Socialdemokratiet vil vi gerne både kunne favne dem, for hvem livet er svært og dem, for hvem mulighederne ligger åbne for deres fødder. Og alle dem indimellem. For når alt kommer til alt, så tror vi ikke, at forskellene behøver være så store, som de nogle gange bliver gjort til. Vi tror på, at der er mere, der samler, end der splitter. Og vi tror på, at vi kan komme så utrolig langt som samfund, hvis vi forstår hinanden.

 

Jeg kan godt se, hvor Socialdemokratiets politik og prioriteter adskiller sig fra andre partier. Men man kan kun lede et land, hvis man kan samle et land. Og det er ikke min opgave at udmåle uenigheder og forskelle. Jeg vil egentlig hellere gøre det modsatte. For nok har vi ikke ét parti, vi kan gøre det hele sammen med. Men der er mange partier, vi kan gøre meget sammen med.

 

Jeg er den type politiker, som tror mere på samarbejde end splittelse. Det betyder, at vi socialdemokrater ikke altid får det, som vi selv gerne vil have det. Til gengæld tror jeg, at resultaterne holder i længere tid.

 

Kun sådan kan vi skabe de forandringer, vi gerne vil. For mig har det at forandre altid handlet om at gøre noget for andre. Hvis jeg bliver statsminister, så vil jeg altid forsvare dem i vores samfund, der har mindst. Jeg tror på, at vi skal møde fremtidens udfordringer ved at styrke den samfundsmodel, som generationer før os har bygget. Der er en anden – og mere – retfærdig vej for Danmark.