17. september 2018

Vi lod finanskrisen gå til spilde og de ansvarlige slippe af krogen

Af Peter Hummelgaard

Vi lod finanskrisen gå til spilde og de ansvarlige slippe af krogen

The banker man grows fatter. The working man grows thin. It's all happened before and it'll happen again.


SÅDAN SYNGER altid jordnære Bruce Springsteen i en af sine sange. Så kort, enkelt og præcist kan historien om finanskrisens årti, som vi har gennemlevet, opsummeres.


I enhver generations ungdom indtræffer store historiske begivenheder af den type, der former den politiske tænkning og rangordener ens værdier. Det bliver selve den prisme, som verden opleves igennem - formentlig resten livet.


For Thorvald Staunings generation har det formentlig været de første strejker, han deltog i som udlært cigarsorterer, der har været en del af arbejderbevægelsens kamp for værdige levevilkår og lige rettigheder.


For Anker Jørgensens generation var det uden tvivl 1930' ernes dybe krise med massearbejdsløshed og fattigdom, der formede tankegodset og behovet for en aktiv velfærdsstat.


For Mogens Lykketofts generation har det været 1968-oprøret og Vietnam-krigen, der lagde grunden for meget af den antiautoritative tænkning, som kendetegner den generation.


For Henrik Sass Larsens generation var det Berlin-murens fald og sammenbruddet af den sidste store totalitære ideologi, der var fremherskende for 90' ernes ukuelige optimisme og markedstillid.


FOR MIN generation af socialdemokrater - og i særdeleshed for mig - er finanskrisen med alle dens følgevirkninger blevet et af de afgørende historiske nedslagspunkter, som mere end noget andet former mit syn på stat, marked, fællesskab, grådighed, produktion, banker - ja, i det hele taget på samfund og ideologi.


Alene mellem år 2007 og 2009 stillede verdens stater og centralbanker mere end 70.000.000.000.000 (70 tusinde milliarder!) kroner til rådighed for banker, der ved at gå nedenom og hjem. Det seneste årti har den finans-og økonomiske krise udvisket mere end en generations velstand med politisk ustabilitet og utryghed som en følgesvend fra en fjern fortid. Valget af Trump, Brexit, Europas ustabilitet og de forandrede styrkeforhold i verden er direkte og indirekte udløst af finanskrisen.


Finanskrisen kostede alene Danmark over 100.000 arbejdspladser, 200 milliarder kroner i tabt produktion og næsten 200 milliarder kroner i nedskrivninger hos pengeinstitutterne. Krisen var hverken en udefrakommende international begivenhed, som vi ingen kontrol havde over, eller et resultat af for meget velfærd eller for høje lønninger. En påstand, der desværre kom til at dominere de europæiske staters krisehåndtering, og som blev gentaget af vores finansminister her i avisen.


Årsagerne til krisen skal først og sidst findes i den finansielle sektor, hvor spekulation, overdreven gældsætning, uansvarlig risikotagning og mangel på regulering skabte finanskrisen og alt det morads, vi nu lever med konsekvenserne af.


I hele den vestlige verden blev regningen for den krise, der blev skabt af bankerne selv og politikere, som var villige til at give bankerne mest mulig frihed, betalt af vores velfærd og tryghed. De ansvarlige for krisen slap af krogen og for at bære ansvaret for den grådighed, spekulation og uansvarlighed, der førte os ind i krisen. De, der intet ansvar havde for krisen, blev efterladt med både regning og tømmermænd for en fest, de aldrig var inviteret til.


Mens danskerne blev bedt om at acceptere markante nedskæringer i velfærden, få udhulet deres ret til dagpenge og få udfaset deres efterløn, fortsatte festen hos de ansvarlige i bankerne. I 2011 fik daværende direktør for Danske Bank, Peter Straarup, en lønstigning på 31 pct. fra 9,1 til 12,4 mio. kr. Samtidig sad Danske Banks cheføkonom i tv og sagde, at danskerne »skal være glade for at gå ned i løn«. Den selvsamme Danske Bank, der i disse dage undersøges for hvidvask i transaktioner for mere end 1.000 milliarder kroner. Hvidvask, der vel at mærke er foregået flere år efter finanskrisen. Bankerne har tilsyneladende ingenting lært.


I USA ER DET en udbredt sandhed, at bankerne ikke alene var ' too big too fail', men også ' too big too jail'. I Danmark er der forsøgt rejst et hav af erstatnings-og straffesager for bankernes uansvarlighed, men status på tiåret for finanskrisen er én vunden erstatningssag, tre måneders betinget fængsel og samlede bøder for 95.000 kr.


I mellemtiden er den danske og internationale banksektor vendt tilbage til historisk høje profitter, eksorbitante aflønninger og spekulation i lige så højrisikofyldte produkter som før krakket.


Tilbage står hr. og fru Jensen med udhulet tryghed og tabte opsparinger.


Status efter et årti med krise er, at vi fik slukket branden.


Men de ansvarlige slap af krogen, mens de underliggende årsager lever videre.


Det grundlæggende problem er nemlig fraværet af stærk regulering, retfærdig beskatning og en kapitalisme, der arbejder for os alle - ikke kun de få.


WINSTON CHURCHILL sagde engang, at »man skal aldrig lade en god krise gå til spilde«. Der er intet godt at sige om fi-nanskrisen, men det var en mulighed for at få en vildløben finanssektor under kontrol og skabe en mere retfærdig økonomi.


Ud af 30' ernes dybe krises ruiner skabte vi velfærdssamfundet og sikrede, at flere fik værdige liv og bedre livschancer.


Sandheden er imidlertid, at vi indtil videre lod finanskrisen gå til spilde. Vi har ikke ud af asken af krisen skabt en mere retfærdig økonomi og banker, der føler sig forpligtet til at tage hensyn til de samfund, de driver virksomhed i. De underliggende årsager til krisen lever desværre endnu.


Opgaven foran os må derfor være at insistere på en regulering og beskatning af bankerne, der minimerer spekulation, alt for høje risici for andre menneskers penge og kortsigtethed. Kapitalismen skal reguleres, så flere får andel i dens gevinster og færre skal betale for de negative omkostninger.


Det er en enorm opgave for min og kommende politiske generationer, som vil møde megen modstand. Men hvis ikke forsøget gøres derpå, så er jeg overbevist om, at de sidste kapitler om politisk ustabilitet og tumult ikke er skrevet.


De, der intet ansvar havde for krisen, blev efterladt med både regning og tømmermænd for en fest, de aldrig var inviteret til.

 

Bragt i Politiken den 17. september 2018.