24. maj 2018

Gaven til fremtiden

I dag ville Svend Auken være blevet 75 år. Vi mistede ham alt for tidligt. Men Svend politiske resultater, hans visioner og de mange mennesker, han inspirerede, giver stadig mindet vinger.


Af Jens Joel, MF (S), Klima- og energiordfører, opstillet i Aarhus.

 

I dag ville Svend Auken være blevet 75 år. Vi mistede ham alt for tidligt. Men Svend politiske resultater, hans visioner og de mange mennesker, han inspirerede, giver stadig mindet vinger. Selv skylder jeg personligt Svend, at min løbebane blev det politiske, men uanset om vi hver især har været helt tæt på, har været politiske modstandere eller er givet det privilegium, at skulle videreføre nogle af de visioner og det arbejde, som han stod for, så skylder vi alle Svend en stor tak. Tak fordi du satte lille Danmark på landkortet – ikke mindst klimapolitisk. Tak fordi du ragede op over gennemsnittet. Ikke bare fysisk men også politisk. Tak fordi du viste, at det nytter.

 

”Jeg håber du vil hilse Svends efterladte i Danmark!” Formaningen falder, da den kinesiske viceminister takker af efter et godt møde med Folketingets Klima- og Energiudvalg. Vi er på besøg i Landet i Midten for med egne øjne at se de klimapolitiske udfordringer, løsninger og samarbejdsmuligheder. Vores kinesiske vært opdagede ved præsentationen, at jeg var valgt i Svend Aukens gamle kreds i Aarhus. Ham huskede han tydeligvis!

 

Hvad er det der gør, at Lange Svend og Lille Danmark gør indtryk på politiske ledere fra Berlin til Beijing?

 

For mig var der i Svends politiske maggiterning altid tre ting koncentreret. Troen på at politik gør en forskel. Viljen til at gå forrest. Og evnen til at få det til at fungere i praksis. Der er ikke noget i politik, der kan måle sig med at lave verden om, sagde Svend. Der var derfor han gik mere op i resultater end i resolutioner. Da jeg som ung knægt i studentermiljøet i Aarhus måske havde fået lige lovlig travlt med parolerne sagde Svend en dag til mig, at nu er det jo trods alt bedre, at få lavet 10 procent om, end at have 90 procent ret. Det var jo indiskutabelt rigtig, at det kun var gennem konkrete resultater, at verden blev et bedre sted. Omvendt er det jo svært at blive inspireret af politikere, som ingen ved, hvad mener. Og hvem følger efter, når ingen går forrest! Svends idealisme lyste ud af ham. Hans visioner var mere vidtrækkende end de flestes og han viste, at han havde vilje til at sætte handling bag ordene. Han gik selv forrest. Med ham ved roret gik Danmark forrest. Det gav indflydelse langt ud over landets grænser.

 

Historierne i EU-korridorerne i Bruxelles lyder, at de internationale kollegaer mens Svend var minister havde vænnet sig til, at Danmark førte sig frem som et land med langt større indflydelse end de 5 mio. indbyggere berettigede til. Det er ganske givet rigtigt. Og selvom Svend helt sikkert ikke har været den eneste danske minister med det berettigede rygte, så er vores nuværende stemme i den grønne debat ikke tydelig nok. I disse uger har vi endnu et eksempel. EU forhandler et nyt mål for hvor megen vedvarende grøn energi, vi skal have i EU. Har Danmark meldt ud, at man støtter de mest ambitiøse lande? Nej, desværre. Selvom det gavner både klimaet og dansk erhvervsliv kan vi åbenbart ikke få et klart grønt svar fra den danske regering. Man lurerpasser. Har travlt med i hvert fald ikke at hæve sine egne ambitioner. Det er en skam. Det er nemlig lige nu – de næste måneder – at vi fastlægger den danske energi- og klimapolitik for de næste ti år.

 

Vi er den første generation, der for alvor mærker klimaforandringerne. Og den sidste generation, der kan gøre noget ved dem. Undlader vi at handle, er det for sent. Det gør kampen for en bæredygtig grøn omstilling til en bunden politisk opgave i vores generation.

 

Først og fremmest skal vi have meget mere grøn strøm. Udbygningen med vind og sol skal skrues op til dobbelt tempo de næste ti år og regeringens mål om 50% vedvarende energi skal skærpes. Vi foreslår i lighed med klimarådet 55% og helt konkret vil vi bygge 3 til 4 gange så meget havvind som regeringen har foreslået.

 

Men det er ikke længere nok at være verdens bedste til at lave grøn strøm. Vi skal også blive bedre til at bruge den. Ikke mindst der, hvor vi kan erstatte den sorte energi med grøn strøm. Eksempelvis i transport- og i varmesektoren. Socialdemokratiet foreslår en målrettet lempelse af elvarmeafgiften og en bedre udnyttelse af industriens overskudsvarme. Men der er ingen vej udenom transporten. Biltrafikken er desværre også et af de få områder, hvor klimabelastningen stiger år for år. Derfor foreslår vi bl.a. målet om en halv million el- hybrid og brintbiler på vejene i 2030.

 

Den billigste energi er stadig den vi ikke bruger. Den grønne omstilling bliver dyrere, hvis ikke vi sparer på energien mens vi omlægger til vedvarende energi. Derfor skal en ny ambitiøs energispareindsats både omfatte virksomheder og bygninger. Hvis ikke der rettes op på regeringens udspil, så risikerer vi, som det blev formuleret af Danfoss-direktør, Kim Fausing, at miste vores internationale grønne styrkeposition.

 

Sidst men ikke mindst skal vi finde svarene på morgendagens udfordringer. Regeringen har skåret massivt på energiforskningen og vores eksport af grønne løsninger styrtdykker. Vi vil fremover investere 1 milliard kroner om året i den grønne energiforskning og ikke mindst fokusere på løsninger, der betyder, at vi kan gemme den grønne strøm til de vindstille dage.

 

Danmark er før gået forrest. Gjort store visioner til virkelighed. I år er det faktisk præcis 20 år siden daværende miljø- og energiminister, Svend Auken, i februar 1998 bad de danske energiselskaber om at opstille havvindmølleparker. Efteråret forinden havde han på et møde som Verdensnaturfonden afholdt i Washington annonceret regeringens planer om 500 nye store vindmøller på havet som ”en gave til verden”. Den 20 år gamle ”gave” definerer stadig på mange måder energipolitikken. Vindmøllerne er blevet symbolet på den grønne omstilling. Prisen på både vind og sol styrtdykker i disse år og i løbet af næste energiforlig forventes havvindmøllerne at kunne rejses uden statslige tilskud. Globale vindmølleindustrigiganter har hovedkvarterer og produktionen af vindmøller giver tusindvis af arbejdspladser på dansk grund. Vi er – sat på kort formel – blevet verdensmestre i at lave vedvarende energi. Derfor er det også logisk at mange forbinder store ambitioner på det grønne område med antallet af vindmøller i det næste energiforlig. Sagen er bare, at vi ikke længere kan nøjes med at producere den vedvarende energi. De næste skridt handler om at blive de bedste til at bruge den.

 

Derfor tilbyder energiforliget i 2018 en dobbelt chance. Danmark kan høste hvad Svend Auken og andre såede. Klimaaftalen fra Paris betyder, at verdens lande netop nu skruer op for de grønne investeringer. 90.000 milliarder kroner skal der de næste 12 år købes ind for i den grønne butik og det giver dansk erhvervsliv en unik chance. Det er derfor ikke bare skidt for klimaet, at regeringen har sænket klimamål, forsøgt at aflyse allerede aftalte vindmølleparker og skåret ned på de grønne forskningsmidler. Det er også virkelig dårligt købmandskab at skrue ned og bremse op på et tidspunkt, hvor vi for alvor skal høste gevinsten af årtiers udviklingsarbejde og hårdt optjente førerposition. Middelmådighed er ikke noget overbevisende salgsargument og jeg har stadig til gode at møde den embedsmand eller politiker, der opsøger EU’s gennemsnit, når der skal investeres i millionbyer verden over. Danmark er et lille land og vi kan ikke være bedst til det hele. Men netop på det grønne område, har danske erhvervsliv en styrke, som vi bør værne og videreudvikle.

 

Svend så for mange år siden, at vi både har et ansvar for kloden og en chance for nye arbejdspladser. Der står stadig dyb respekt om hans og danske virksomheders visioner og evner på det grønne område. Men helt ærligt, så ved vi jo godt, at de ikke om 20 år kommer til at spørge, hvordan man bygger vindmøller. De kommer til at spørge, hvordan man kan undvære kulkraftværket på en vindstille dag. Netop derfor skal det kommende energiforligs ambition ikke blot måles på hvor meget vedvarende energi vi producerer – men i højere grad på hvor gode vi bliver til at gemme og bruge den grønne strøm samt fortrænge de fossile brændsler.

 

Et sådant forlig ville være en gave. Til verden, klimaet og de mange arbejdspladser. Men først og fremmest til fremtiden. Det ville ha’ passet Svend.