5. december 2018

Mette Frederiksen: Velfærdsbesparelser på finanslov er en tilståelsessag

Pressemeddelelse fra Socialdemokratiet


Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen retter skarp kritik af velfærdsforringelser på den finanslovsaftale, der netop er indgået.

 

Næste år kommer til at byde på nye forringelser på velfærden. Det står klart, efter AE-rådet har regnet på finanslovsaftalen for 2019. Tallene fra AE-rådet viser, at der næste år kommer til at mangle mellem 1,5 og 2 mia. kr. til velfærd. Og det vækker kritik fra Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen:


”Det er en tilståelsessag. Nu kan vi se, at finansloven endnu engang vil betyde nedskæringer for børn og ældre. Og det vil sige, at alle regeringens fine reklamer om flere penge til velfærd bare var tom valgsnak,” siger Mette Frederiksen.

Ifølge beregningerne fra AE-rådet, så er resultatet af finanslovsaftalen faktisk, at der vil blive brugt færre penge til velfærd, end hvad regeringen oprindeligt havde lagt op til i sit udspil fra august.

”Der går næsten ikke en uge, uden der er nye historier om patienter, der venter på hospitalsgangene eller ældre, der ikke får den nødvendige omsorg. Det bliver der ikke rettet op på. Men billigere privatfly og sodavand kan man åbenbart godt finde penge til,” siger Mette Frederiksen og fortsætter:

”Det er dybt beskæmmende, at regeringen ikke bruger de gode tider til at sikre de nødvendige penge til vores fælles velfærd. Men i stedet skubber den nok engang på en udvikling, der trækker Danmark i den forkerte retning,” siger hun.

For yderligere information kontakt Socialdemokratiets presseafdeling på 61624424.