7. december 2018

Man skal turde håbe

Kronik af Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet


Bragt i Politiken, lørdag 8. december 2018

 

Yes we can, sagde Obama for ti år siden og forløste et håb i en hel verden, der længtes efter noget at tro på. Håb. Forandring. Alting er på en måde mere storslået og følelsesladet i Amerika, og det var det i særdeleshed dén aften, da Obama havde vundet præsidentvalget i 2008 og holdt sin sejrstale foran 125.000 mennesker i Chicago.

Jeg husker ret tydeligt, hvordan vi sad i sofaen med min dengang tre-årige søn, og så Obama tale om alt det, der nu skulle ske. Og Magne kiggede op på mig og spurgte: ”Hvorfor græder du?”.

Udover at det selvfølgelig siger lidt om, at jeg kan have let til tårer – så bekræfter det om børn også den eviggyldige sandhed, at verden er ny for dit øje.

 

Hvis man ikke ved, at der for blot få generationer siden fandtes slaveri, er det ingen særlig bedrift, at en sort mand vælges som præsident. Og hvis man ikke kender til magtens kynisme, kan det være svært at forstå, at ens mor kan blive rørt alene over idealer og smukke værdier udtrykt i lige så smukke ord.

 

Men det blev jeg. Og valget af Obama var en bedrift. Endnu engang flyttede menneskeheden sig hen imod et stadigt mere ligestillet samfund.

 

Herhjemme skrev Piet Hein det allerede årtier forinden i sit gruk om troen og håbet: ”Pessimisterne er dog de reneste tåber – de tror på det modsatte af, hvad de håber. Nej, de optimister, som livet beror på, er dem, som tør håbe på noget, de tror på”.

 

Det her med at turde håbe på noget, man tror på, er bare ikke uden en vis risiko. Skuffelse som den mest nærliggende. Forventninger kan briste, og når først virkeligheden møder håbet er det sjældent så lysegrønt.

 

Hvorfor ligger der stadig patienter på gangene, når det ene parti efter det andet i jeg ved ikke hvor mange valgkampe har lovet at få styr på det? Hvorfor er de offentligt ansatte stadig omgærdet af et enormt bureaukrati, når vi politikere har talt om at gøre noget ved det i årtier? Og hvorfor er det stadig ikke lykkedes at knække den negative sociale arv, når vi på Christiansborg tilsyneladende er enige om, at ”alle skal med”?

 

Det er en kliche, men det gør ikke pointen mindre sand: Der findes ingen snuptagsløsninger. Intet fingerknips. Obama skuffede også mange vælgere, knuste drømme og efterlod en strukturel ulighed. Og blandt andet som følge af det blev Trump præsident. Politik er svært. Og som med alt andet, der involverer mennesker, så begår også vi politikere fejl.

 

De store forandringer, der for alvor har flyttet Danmark er nok lettere at få øje på, når vi ser dem i det historiske lys. Dengang jeg selv var helt ung, var jeg ofte utålmodig overfor Socialdemokratiet. Dengang synes jeg ikke 90’er-regeringen gjorde nok for at løse samfundets sociale problemer. Når vi i dag kigger tilbage, ser vi en socialdemokratisk regering, der knækkede arbejdsløsheden og bragte Danmark ind i det internationale verdenssamfund.

 

Betyder det, at du som dansker ikke skal have tårnhøje forventninger til en socialdemokratisk regering, hvis vi får mulighed for at danne en sådan efter valget? Nej, selvfølgelig ikke. Men vi kommer ikke til at kunne indfri det hele.

 

Det må jeg, og alle andre politikere være ærlige om, uden at mennesker af den grund mister troen på, at politik betyder noget. At vi sammen kan forandre Danmark og verden til et bedre sted. Jeg er bekymret over den håbløshed overfor politik, som jeg møder hos mange. Den unødvendige uforsonlighed selv mellem mennesker, der har meget tilfælles.

 

Jeg har skrevet denne kronik til jer, der somme tider kan være skuffede over Socialdemokratiet. Jer der siger, at I har svært ved at se forskellene i dansk politik. Som mener, vi er for taktiske. I efterlyser, når jeg møder jer, en kombination af klare svar, kompromisløs opposition, opgør, nytænkning, klassiske værdier, begejstring og håb.

 

Noget forstår jeg godt. Andet vil jeg gerne udfordre. Og med risiko for, at det bevidst kan misforstås og forenkles i en overskrift, så starter jeg med os selv i Socialdemokratiet.

 

Jeg kender ingen, der gik ind i politik ud fra andet end et brændende ønske om at præge udviklingen i den retning, de nu engang synes er rigtig. Det var også derfor, jeg selv som helt ung meldte mig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Jeg var utålmodig, jeg var indigneret og jeg ville gøre en forskel. Det vil jeg stadig.

 

Men tiden har lært mig, at politik også er en sværddans mellem realitet og vision. Hvor journalister spørger: Kan du afvise? Kan du garantere? Ja eller nej! Tiden skriger på klare svar. Dét kan man forholde sig til, det kan man forstå. Jeg møder mange mennesker, der efterlyser meget klare svar fra Socialdemokratiet. Det forstår jeg sådan set godt, men når danskerne vælger at sammensætte Folketinget med så mange forskellige partier, så får ingen af os mandaterne til at bestemme selv. Heller ikke vi socialdemokrater.

 

Det er derfor, at forbeholdet er en god følgesvend at have som politiker. Det bruger vi ofte sammen med det evige ’men’. Ve den, der lover noget, man ikke kan holde. Så det gør vi ikke. Og dermed udhuler vi paradoksalt nok værdien af vores holdning. Ingen kan fortænke vælgere i at trække forbeholdet fra udsagnet, og tilbage er kun det, vi siger med småt: Stem på os – men du er bundet i fire år uden fortrydelsesret. Jeg forstår godt, hvis det kan virke forstemmende. Men jeg ville alligevel ønske, at der var større forståelse for den ydmyghed og ansvarlighed, det også er udtryk for.

 

I Socialdemokratiet gør vi os umage med ikke at love mere, end vi kan holde. Tag det offentlige forbrug som et godt eksempel. Vi vil lade penge følge med, når der bliver flere børn og ældre. Det er bedre end regeringens alternativ, som reelt er nedskæringer i den nuværende service. Men er det ambitiøst? Nej. Det er et minimum. Og jeg vil kæmpe hårdt for, at vi kan gå endnu videre. Jeg vil bare ikke love noget, jeg ikke føler mig sikker på, vi efterfølgende kan levere.

 

Og derfor er mit løfte til danskerne mere en retning end det er konkret politik. Vi går til valg på vores socialdemokratiske program. Det er konkret. Afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelserne. Nærhospitaler og et opgør med centralisering. Bekæmpelse af plastikforurening. Ret og pligt at alle indvandrerkvinder kommer i arbejde.

 

Det vil vi kæmpe for, men jeg kan jo ikke love, det bliver vedtaget i et stadigt mere fragmenteret folketing. Det jeg kan love, er derimod den retning, vi vil arbejde i og for som regering; Bekæmpelse af ulighed, vælge velfærd fremfor skattelettelser, en mere ambitiøs klimaindsats og sikre en stram udlændingepolitik og samtidig bedre hjælp i nærområderne.

 

På det grundlag vil vi altid søge at skabe resultater.

 

For mig er det afgørende ikke, med hvilken fasthed man kan udtrykke sine synspunkter. Det har ikke mindst betydning, om man samtidig evner at realisere dem – hvilket er et arbejde, der aldrig er tilendebragt, når man stræber efter et samfund med stadig større social retfærdighed.

 

Måske vi igen kunne finde hinanden i den helt grundlæggende erkendelse, at håb og skuffelse hænger sammen og at politiske visioner ikke bliver tandløse af realisme. Synspunkter kan forandre, virkeligheden kan overraske, kompromisser kan indgås. Det er jo faktisk sådan, vi har bygget Danmark. I familier, foreninger, lokalsamfund, på arbejdspladser og ja – i politik.

 

Det var Svend Auken, der i sit politiske testamente mindede os om, at der midt på vejen ikke er andet end hvide striber og døde fluer. Med den væsentlige og ofte oversete tilføjelse, at ”resultaterne i et demokrati ofte skabes, når mennesker med forskellige udgangspunkter mødes midt på vejen og finder frem til fælles løsninger”.

 

En af hjørnestenene i velfærdssamfundet – folkepensionen – blev f.eks. kun nævnt an passant i Jens Otto Krags bog ”Kamp og fornyelse” der dækker 1955-1971. Og hvem ved, hvilke af hvor tids beslutninger der vil skrive sig ind i historien, når man om føje årtier ser tilbage på Danmark i starten af det 21. århundrede?

 

Bliver det os, der tager et opgør med, at der i hver eneste 9. klasse i gennemsnit er fire elever, der forlader folkeskolen uden at kunne skrive, læse eller regne godt nok?

 

Bliver det os, der lykkes med at bryde det forhold, at det den dag i dag stadig er ens fødselsattest, der siger mest om, hvilke muligheder man får her i livet?

 

Bliver det os, der grundlæggende gør vores samfund mere grønt, genbruger mere og forurener mindre, så vi kan overlade en bæredygtig jordklode til vores børn og børnebørn?

 

Og bliver det os, der bremser den stigende ulighed, tager hånd om tillidskrisen i vores samfund og som insisterer på, at Danmark er for lille til store forskelle?

 

Det er fire opgaver, der vil være nogle af de allervigtigste for en socialdemokratisk regering. Velvidende at ingen regering – uanset hvem, der måtte være statsminister – kan tackle udfordringer så store på en valgperiode alene.

 

Jeg ved, at politik gør en forskel.

 

Og jeg ved, der er forskelle i politik.

 

Forskelle, der for tiden udråbes som nuancer, men som dog har en mærkbar betydning for dem, det handler om. Er man f.eks. en af de mange, der er nedslidte efter årtier på arbejdsmarkedet, så kan man glæde sig over, at vi forhindrede regeringen i at forhøje pensionsalderen yderligere. Og hvis man vil vide, hvad et halvt år betyder, så spørg en brolægger!

 

På den værdipolitiske børs, hvor polariserende synspunkter handles, har den slags ikke altid høj værdi. For andre – mig selv inklusiv – er problemet mere, at der ikke er et egentlig fremskridt i at forhindre et tilbageskridt. Man står stadig det samme sted som før.

 

Sådan er det, når Socialdemokratiet er i opposition. Vi har ikke nok mandater til at trække Danmark i den retning, vi gerne vil. Men ved holdning og samarbejde kan vi undgå de værste tilbageskridt.

 

Vores samarbejde med Dansk Folkeparti har været meget omdiskuteret. Men vi så i 00’erne, hvad der skete, da Dansk Folkeparti kun samarbejdede med de blå partier.

 

Dengang lykkedes det os ikke at forhindre ufinansierede skattelettelser, en voldsom centralisering af Danmark i form af kommunalreformen, en de facto afskaffelse af efterlønnen og en halvering af dagpengeperioden midt i en alvorlig økonomisk krise. Vores bitre erfaring er, at det er så nemt at bryde ned og så svært at bygge op.

 

I stedet kunne vi så for alvor optegne forskelle. Dem og os. Vores plan, deres plan. Du har et valg! Og det valg tabte vi. Danskerne sammensatte Folketinget på en måde, der nok gav os et flertal for at danne regering, men som samtidig umuliggjorde, at vi kunne ændre de mest uretfærdige beslutninger.

 

Det lærte mig, at det ikke er særlig meget værd at kunne se sig selv i spejlet, hvis man i spejlet samtidig ser et samfund, der er mindre solidarisk og mere opdelt.

 

Jeg har gjort det til mit projekt at vinde endnu flere danskeres tillid til Socialdemokratiet. Jeg nærer ingen illusioner om, at det kan lykkes fuldt ud inden næste valg. Folk vil – berettiget – have syn for sagen. Det er først, hvis vi igen bliver betroet regeringsansvaret, at vi kan sætte handling bag holdning.

 

Og med den størst tænkelige respekt for de generationer af politikere, som vi står på skuldrene af, så vil det være min påstand, at det i dag er blevet sværere at bedrive politik.

 

Det skyldes ikke mindst globaliseringen, som bestemt ellers også har ført godt med sig. Primært har det givet stadig flere mennesker verden over andel i velstand og udvikling. Det har skabt et økonomisk samarbejde, som er med til at forhindre konflikter. Og det gør det muligt at udbrede demokrati og menneskerettigheder.

 

Men globaliseringen har også medført en galoperende ulighed, hvor blot ét grotesk eksempel er det vanvittige forhold, at knap 50 personer tilsammen ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning. Og lige nu er vi alle vidner til den ene mere skandaløse afsløring efter den anden. Hvad er værst: Hvidvask for milliarder i hæderkronede banker eller skruppelløs svindel af stater? Det ophæver alle normalitetsbegreber.

 

Verden er på godt og ondt blevet mindre, og det gør det sværere at skjule den smertefulde sandhed, at det ikke er folkevalgte politikere, der har den afgørende stemme længere. Klimaet kender ikke landegrænser, multinationale selskaber kan flytte formuer rundt på en nat, terror rammer overalt og propaganda og falske nyheder spredes med lynets hast. Og sandheden er, at ingen dansk lov for alvor kan ændre ved det.

 

Er det for vildt at spørge, om den største trussel mod demokratiet ikke længere er fascisme, kommunisme eller nazisme, men derimod en endnu ukontrollerbar globalisering? Hvor beslutninger med væsentlig betydning for samfund og mennesker tages af personer uden skyggen af et demokratisk mandat.

 

At imødegå det kræver et meget stærkere internationalt politisk samarbejde, trods alle de fejl og mangler det også vil have. Det kræver en vilje til at regulere markedskræfterne, sådan som vi i øvrigt med stor succes har gjort det i Danmark.

 

Det kræver kort sagt mere politik. Meget mere politik. Ikke mindre politik. Ikke bare i Danmark. Men i EU, FN og alle andre internationale sammenhænge.

 

Det kræver mere samarbejde. Flere kompromisser. Og færre konflikter.

 

Bekymrende er det derfor også, hvis vi bilder hinanden ind, at resultater kun tæller, hvis de bliver præcis, som man gerne selv vil have det.

 

Det skal man tage sig i agt for. Og det er mit håb, at vi kan omgå den politiske forførelse med et klogt folks varsomhed.