29. november 2018

Mette Frederiksen: Folk med store formueindkomster skal bidrage mere til fællesskabet

Pressemeddelelse fra Socialdemokratiet


Socialdemokratiet fremlægger nu fire konkrete forslag, der øger skatten på store formueindkomster.

I en tid med erhvervsskandaler og kæmpestore gyldne håndtryk er der brug for at sikre, at den absolutte top i samfundet fortsat bidrager til fællesskabet. Det mener Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen. Hun foreslår derfor, at store formueindkomster beskattes hårdere end i dag.

”Vi bor i et samfund, der bygger på relativ stor lighed, hvor alle bidrager. Det er om noget vores samfundsmodel, der har gjort Danmark rigt og trygt. Men det er ingen naturlov, og derfor skal det beskyttes og udvikles. Så når vi kan se, hvordan toppen i samfundet begynder at stikke af fra resten, og hvordan nogle store banker svigter deres samfundsansvar, så er der en klar risiko for, at det går ud over sammenhængskraften i vores samfund,” siger Mette Frederiksen.

Hun peger på, at den rigeste procent i landet på blot to årtier har fordoblet deres andel af den samlede formueindkomst. Det betyder, at halvdelen af den samlede indkomst fra aktier og lignende nu går til bare én procent af befolkningen.

”Den velstand, vi ser i toppen, har medvirket til en usund udvikling, hvor få gevinster fortrænger langsigtede investeringer til fordel for hele landet. Og det er en udvikling, som skiftende borgerlige regeringer har tilskyndet med Lars Løkke Rasmussens rødvinsreform fra 2009 og hans nye skattelettelser,” siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet fremlægger derfor fire konkrete tiltag, der skal sætte ind over for den stigende ulighed i formueindkomster. De fire forslag er er: 

  • Afskaffelse af topskatterabatten på store kapitalindkomst
  • Tilbagerulning af skattelettelsen på høje aktieindkomster
  • Ingen forhøjelse af loftet for aktiesparekontoen
  • Ingen forhøjelse af investorfradrag

”Det handler ikke om, at dygtige folk ikke må tjene penge, eller at der ikke må være forskelle. Men forskellene må ikke blive for store. Derfor handler vores forslag først og fremmest om at modvirke en udvikling, der underminerer vores tillid og samfundskontrakt,” siger Mette Frederiksen.

Forslagene om øget skat på store formueindkomster kommer i forlængelse af Socialdemokratiets forslag om at begrænse toplønninger og at indføre en topskat på høje arveindtægter, der blev fremlagt efter sommerferien. Forslagene indgår alle i udspillet ”Danmark er for lille til store forskelle”, som Socialdemokratiet fremlægger inden jul.