20. marts 2016

Han var noget særligt

Mindeord Anker er død. Eller Anker Jørgensen, for nu at være helt præcis.

 

Men 'Anker' er faktisk tilstrækkeligt, for alle var nemlig på fornavn med Vajsenhusbarnet, arbejdsdrengen, lagerarbejderen, tillidsmanden, fagforeningsformanden, statsministeren og ikke mindst socialdemokraten Anker.


Anker blev 93 år, og med hans død har Danmark – og Socialdemokratiet – mistet en sjælden personlighed. Og hans unikke historie bliver næppe nogen sinde gentaget.

 

Han blev født 13. juli 1922 i et faldefærdigt kolonihavehus på Irlandsvej på Amager – som søn af kusken Johannes Albert og rengøringskonen Karen Marie. Allerede som femårig blev han forældreløs. Både hans far og mor døde af tuberkulose, og han flyttede ind hos sin faster Karla Maria Sofie, der var tobaksarbejderske og boede på Christianshavn.


Han har selv beskrevet årene hos sin faster og onkel som 'trygge', men tiden var også præget af 1930’ernes arbejdsløshed. Familien måtte ofte ty til pantelåneren for at klare sig.


Senere kom Anker på Det Kongelige Vajsenhus’ skole for forældreløse børn, før han som 14-årig begyndte at arbejde. Først som bud hos en grønthandler, siden som arbejdsdreng på en låsefabrik, hvor han tjente 15 kroner om ugen. Og det var vel at mærke dengang, en arbejdsuge var på 48 timer.

 

Siden var han både svajer, skibsværftsarbejder og lagerarbejder, ligesom han under Anden Verdenskrig aftjente sin værnepligt og også nåede at være aktiv i modstandsbevægelsen. Her var han medlem af en gruppe, der modtog våben og sprængstoffer i containere, som engelske fly kastede ned over Danmark.

 

Det var også i de år, han begravede sig i bøgernes verden. Især når han var arbejdsløs. Så tilbragte han dagene på det lokale folkebibliotek, hvor han fordybede sig i litteratur, digte og fagbøger – og siden slap han aldrig interessen for at læse. Hans viden var enorm.

 

Han krydrede sine selvstudier med en præliminæreksamen, samtidig med at hans faglige og politiske engagement også tog fart. Anker var kun 28 år, da han blev næstformand i Lager- og Pakhusarbejdernes Forbund. I de følgende år avancerede han, og den faglige karriere toppede, da han i 1968 blev forbundsformand i Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (i dag kendt som 3F) – i øvrigt efter at han i 1964 var blevet valgt til Folketinget.

 

Her kunne historien om Anker have stoppet. Men det gør den ikke. Tværtimod.
For da Jens Otto Krag 3. oktober 1972 – dagen efter at Danmark havde tilsluttet sig EF – trådte tilbage som statsminister, pegede han til manges overraskelse på Anker som sin efterfølger.

 

Anker skulle samle Socialdemokratiet efter den opslidende EF-afstemning.
Det var dog ikke de interne gnidninger, der bød på de største udfordringer. Ankers tid som statsminister var præget af den kolde krig, våbenkapløb, arbejdsløshed, oliekrise og en presset økonomi.

 

Alt det skulle Anker håndtere sideløbende med, at det danske Folketing ændrede markant udseende og sammensætning. Fremskridtspartiet og CD var de nye partier, der udfordrede de gamle, og Ankers skiftende mindretalsregeringer – blandt andet eksperimentet med en SV-regering – måtte slide i det.

 

Efterfølgende er hans regeringstid blevet udlagt og analyseret i alle retninger. Ikke mindst hans økonomiske politik, hvor det ikke var alle indgreb og beslutninger, der vakte jubel hos de gamle venner i fagbevægelsen. Den daværende LO-formand Thomas Nielsen betragtede næppe Anker som en perleven, men mange af de økonomiske beslutninger var nødvendige, og efterfølgende har eksempelvis tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer understøttet påstanden om, at Anker var en dygtig politiker – og var langt bedre end myten og det billede, kritikerne forsøgte at tegne.

 

En myte, som det traditionelle danske folkevid i øvrigt hjalp på vej: datidens lille kobberplatterede femøre blev døbt ”en Anker”, fordi den var lille, rød og ingenting værd. Det grinede han selv af.

 

Ligesom han ramte folkesjælen, da han i kriseårene i en nytårstale – det var i 1977 – citerede Gasolin’ for linjen ”Det er en kold tid, som vi lever i”.

 

I 1982 trådte Anker tilbage og overlod regeringsmagten til de konservative, mens han – frem til 1987 – fortsatte som formand for Socialdemokratiet. Og han forblev medlem af Folketinget frem til valget i 1994.

 

Anker var ikke kun politiker. Han var også ægtefælle og familiefar. Han blev gift med Ingrid i 1948 – kort efter at de havde truffet hinanden til et politisk møde i KB hallen. Parret fik fire børn – to drenge og to piger – og selv om Anker blev statsminister med adgang til Marienborg, blev familien boende i lejligheden på Borgbjergvej i Sydhavnen. Det var her – i det klassiske, københavnske arbejderkvarter, familien hørte til.

 

Ingrid var engageret i socialt arbejde, og hun var blandt andet med til at stifte plejehjemmet Plejebo i Saxogade i København. Her tilbragte Anker nogle af sine sidste år, inden han flyttede til plejehjemmet Langgadehus i Valby.

 

Anker var, privat såvel som professionelt, et ordentligt menneske. Han var, i begrebets bedste forstand, en mand af folket. Og han vil derfor ikke kun blive husket, fordi han stod i spidsen for landet i en af de måske vanskeligste perioder efter Anden Verdenskrig.

 

Han vil blive husket, fordi han var noget særligt. Han vil blive husket, fordi han var Anker.