7. maj 2015

Hvem skal betale Løkkes nulvækst?

Nulvækst Den samlede konsekvens af Lars Løkkes nulvækst vil være tusindvis færre offentligt ansatte.

Hvornår bliver I konkrete? Det blev Venstres chefstrateg, Claus Hjort Frederiksen, spurgt om på TV2 News – ikke for nylig, men for lidt over to år siden, i en debat med Henrik Sass Larsen. "Bliv konkret, bliv konkret", insisterede Henrik Sass Larsen.

Men Claus Hjort Frederiksen var skråsikker: "Før næste valg vil det ligge helt klart", garanterede han. På det tidspunkt havde nulvækst været Venstres officielle politik i et halvt års tid.

Hvorfor ikke blive konkret nu, spurgte værten opfølgende.

Svaret var tankevækkende. Claus Hjort Frederiksen sagde: "Fordi Henrik Sass Larsen er kun interesseret i at spørge mig: Er det de syge, er det de gamle, er det de handicappede, er det de blinde, der skal betale det her? Derfor skal der nok komme en plan til valget."

Nu er det så mere end to år siden, at Venstres formand, Lars Løkke, foreslog nulvækst.

Men vi har ikke fået den plan, som Claus Hjort Frederiksen stillede i udsigt. Og derfor melder spørgsmålet sig – ganske som forudset: Hvem skal betale Løkkes regninger?

Nulvækst betyder 7.000 færre ansatte i sundhedsvæsenet
I en ny kampagne stiller vi netop det spørgsmål.

For sandheden er, at til trods for talrige debatter i medierne og Folketinget, adskillige læserbreve og gentagne spørgsmål – dag efter dag har vi spurgt – så har vi stadig ikke fået noget svar fra Lars Løkke.

 

      • Vi ved, at nulvækst betyder færre offentligt ansatte. Men hvem?
      • Vi ved, at nulvækst betyder færre penge til velfærd. Men hvor?
      • Og vi ved, at nulvækst betyder nedskæringer på ydelser. Men hvilke?

Nu forsøger vi os med en kampagne for at få et svar ud af Lars Løkke. Og for at gøre vælgerne opmærksomme på konsekvenserne af nulvækst:


Færre offentligt ansatte, bl.a. 7.000 færre ansatte i sundhedsvæsenet. Færre penge til velfærd, tre milliarder det første år, seks milliarder det næste år, ni milliarder det tredje år.


Eller nedskæringer på ydelser som førtidspension, kontanthjælp, dagpenge, SU eller folkepension.

 

På høje tid med svar fra Lars Løkke

 

Når det gælder velfærd er vores holdning klar: Der skal være råd til, at vi år for år kan gennemføre målrettede forbedringer af vores velfærdssamfund. Som vi gør det med investeringer i mere og bedre sundhed, bedre vilkår for vores børn og mere omsorg for vores ældre. Og der skal være råd til, at flere unge kan uddanne sig.


Det er der ikke med nulvækst.


Nulvækst er så afgørende for Venstre, at Lars Løkke nærmest har gjort det til et ultimativt krav for at ville være statsminister. Claus Hjort Frederiksen kalder det for ”kernen i den kommende valgkamp”.


Alligevel prøver Venstre at negligere betydningen af nulvækst. Lars Løkke har gjort det til et spørgsmål om 60 øre fra eller til. Til trods for, at alle anerkendte økonomer og selv Cepos siger, at nulvækst fører til færre offentligt ansatte, så benægter Venstre det. Hver gang det bliver svært, viger Lars Løkke udenom og nægter at svare.


Vi nærmer os valget. Det er på høje tid, at danskerne får et svar: Hvem skal betale Løkkes regninger?


I kan læse mere om kampagnen her: www.hvemskalbetale.dk, hvorfra I også kan downloade baggrundsmateriale om konsekvenserne af nulvækst og de spørgsmål, Venstre ikke vil svare på.