19. februar 2015

Et stærkt værn mod terror

Nye initiativer Siden det kyniske og kujonagtige terrorangreb d. 14. februar har vi som danskere vist, at vi ikke lader os true.

Vi har stået sammen i titusindvis til mindehøjtideligheder og demonstrationer over hele landet. Og vi har takket vores politi og efterretningstjeneste, forsvar, beredskabsstyrelsen og sundhedsmyndighederne, der har udført deres arbejde uselvisk og beundringsværdigt.

 

Det var gået langt værre, hvis politiet ikke havde været ved Krudttønden. Og hvis Dan Uzan og betjentene ikke havde stået vagt ved synagogen.

Men angrebet har vist, at vi lever i en verden, hvor voldelige kræfter vil angribe Danmarks demokrati og frihed.

Når terroristerne finder nye veje, må vi også udvikle vores indsats for at beskytte Danmark. Vi vil til enhver tid forsvare Danmark.

Derfor bad vi også allerede efter terrorangrebene i Paris politiet og andre myndigheder melde ind, hvad de har behov for. På den baggrund udbygger vi nu vores værn mod terror med 12 konkrete initiativer. Det handler bl.a. om:

 

  • Udbygning af overvågningsindsats - bl.a. bedre overblik over truende og mistænkelig adfærd på sociale medier
  • Øget it- og analysekapacitet
  • Udvidelse af aktionsstyrken i PET
  • Forstærket nationalt døgnberedskab under Rigspolitiet
  • Nye initiativer til forebyggelse af radikalisering i fængslerne

 

Politiet er stadig i gang med at efterforske terrorangrebet i København. Vi skal give dem ro til det arbejde. Hvis erfaringerne fra deres arbejde viser, at der kan gøres mere, er vi selvfølgelig parate til at gøre det.

Filer:


Et stærkt værn mod terror
PDF
642 KB