1. juli 2018

Nærhed i sundhed

Tæt på og i øjenhøjde Hvis vi for alvor vil sikre, at alle danskere – uanset hvorhenne i landet de bor eller hvilken uddannelse de har – får et godt, langt og sundt liv, så spiller det nære sundhedsvæsen en afgørende rolle.

Anne Sina, folketingskandidat

Når man har ondt i maven eller ryggen driller, skal man nemt og hurtigt kunne komme til lægen for at blive tjekket.  Oftest ikke er noget alvorligt – men hvis det skulle være tilfældet, så er tid en afgørende faktor og en tidlig diagnose gør en stor forskel.

 

Det nære sundhedsvæsen spiller også en afgørende rolle, hvis der skal satses effektivt på forebyggelse og på genoptræning. Det er, som ordet siger, tæt på og i øjenhøjde med borgerne. Og det er vigtigt, især for de borgere, der har lidt ekstra svært ved at komme afsted til lægen og som måske nærer en vis skepsis over for at invitere andre mennesker indenfor i deres liv og fortælle om deres problemer. Og selvfølgelig for alle de mennesker med kroniske sygdomme, som skal besøge lægen ofte og for hvem tur efter tur hen på hospitalet kan være lang og opslidende.

 

At skabe nærhed starter med en ting: at skabe tilgængelighed. Lægen, fysioterapeuten, jordemoderen, sundhedsplejersken og alle de andre, der arbejder i det nære sundhedsvæsen, skal være nemme at komme i kontakt med og skal – også rent geografisk være tæt på. Derfor er jeg sådan set glad for at den borgerlige regering har afsat midler til etableringen af sundhedshuse rundt omkring i landet. Sundhedshuse, der netop har til formål at få sundhedsvæsenet tættere på borgerne.

  

Når vi ved at borgere her i Høje-Taastrup og på resten af Vestegnen gennemsnitligt lever kortere og lever mindre sundt end i resten af landet, er alt dette endnu vigtigere her end andre steder. At få sundhedsvæsenet tættere på borgerne kan og skal virkelig gøre en forskel her i området.

 

Derfor er det rigtig ærgerligt at se, at Høje-Taastrup kommunes ønske om at etablere et sundhedshus ikke blev hjulpet på vej af sundhedsministeriet, der har valgt ikke at tildele midler til projektet. Hvis alle skal have chancen for et godt og langt liv, skal der gøres en særlig indsats her i Høje-Taastrup og på Vestegnen. Det bør Sundhedsministeriet også kunne se. Hvis ikke, så vil jeg som forhåbentligt kommende folketingsmedlem gøre, hvad jeg kan, for at gøre dem opmærksomme på det.