4. juni 2018

Frihed til at gøre sit arbejde

Klare mål Når unge mennesker vælger at tage en uddannelse som sygeplejersker, gør de det, fordi de gerne vil hjælpe mennesker, der syge, med at få det bedre. Når de tager en uddannelse som pædagoger, gør de det, fordi de gerne vil give vores børn den bedste start på livet. Når de tager en uddannelse som SOSU-medarbejder, gør de det, fordi de gerne vil give vores ældre en god og værdig pleje.

Anne Sina, folketingskandidat

Der er ingen af de her unge, der tager en uddannelse, fordi de drømmer om at bruge store dele af deres arbejdshverdag på at udfylde skemaer, registrere tid og holde alenlange møder. Ikke desto mindre er det den hverdag, der møder alt for mange af vores offentligt ansatte.

 

Det trækker tænder ud, tærer på arbejdsglæden og stjæler tid fra det, som er kerneopgaven: at være der for andre mennesker.

 

I en tid, hvor vi ved, at der bliver flere og flere ældre og dermed også et stigende behov for varme hænder, er der brug for at give medarbejderne i den offentlige sektor friheden til at gøre det, som de er bedst til, tilbage – nemlig friheden til at gøre deres arbejde.

 

Derfor er jeg rigtig glad for at vi nu har lanceret et omfattende udspil, der skal slippe de ansatte i den offentlige sektor fri. Der skal være færre dokumentationskrav og begrænsninger. Der skal være få klare mål i stedet for detailstyring. Der skal være flerårige budgetter, der giver ro til at koncentrere sig om andet end regneark.

 

Vi tror på, at dem, der ved allermest om hvordan vi skaber bedre rammer i den offentlige sektor, er de ansatte selv. Derfor er udspillet, som vi lancerer, er et idekatalog, som man kan gøre brug af, hvis man vil. Og så er det først og fremmest en udstrakt hånd og en invitation til dialog om fremtidens velfærd og den offentlige sektor til alle, der dag ud og dag ind knokler på vores sygehuse, børnehaver, plejehjem og meget mere.

 

Vi glæder os til snakken med jer.