6. maj 2018

1. maj tale

Den danske velfærdsmodel Tak for en rigtig god 1. maj! Jeg synes vi havde en god dag, der både var festlig, hyggelig, og hvor vi samtidig mindede hinanden om, hvad vi kæmper for. Stemningen var god og kampgejsten stor – det tegner godt for det kommende folketingsvalg! Nedenfor kan du læse min tale, som jeg blandt andet holdt i Hedehusene og Høje-Taastrup.

Anne Sina, folketingskandidat

Kære alle sammen

Som de fleste af jer nok har bemærket, blev jeg for små tre måneder siden mor til vores andet barn. Han kører rundt et sted her i nærheden i en barnevogn sammen med sin mormor. Lige nu og vokser han og bliver større hver dag. Alt går som det skal og vi føler os meget heldige i vores lille familie.

 

Men jeg føler mig også heldig af en anden årsag: når man bliver forældre, bliver man nemlig også meget konkret mindet om, hvad det vil sige at leve i et velfærdssamfund.

 

Gennem hele ens graviditet, fødsel og starten på det nye liv bliver man holdt i hånden af fællesskabet: af lægen, der sikrer, at alt går som det skal. Af sygeplejersken, der giver råd og støtte. Af jordemoderen, der nogen gange også helt bogstavelig talt holder en i hånden. Og af sundhedsplejersken, der banker på din dør udelukkende med det formål at sikre, at den lille familie får en god start på tilværelsen.

 

Vi er blevet mødt med en stor professionalisme, men åbne arme og faglig stolthed. Selvom vi godt kunne se, at alle mennesker, som vi har mødt på vores vej, har haft rasende travlt og har løbet stærkt. Måske også for stærkt i forhold til at kunne holde til det i det lange løb.

 

Alle de her mennesker har hjulpet os på vej, fordi det er deres arbejde at gøre det.  Jeg har ikke udfyldt nogen ansøgninger, betalt nogen regninger eller lignende for at alt det her skete. Jeg har ikke en gang bedt om det. Det sker bare. Helt af sig selv. Fordi det er sådan vi har indrettet os her i landet: vi bidrager i fællesskab ved at betale vores skat – og når man så er i en situation, hvor man får brug for hjælp af den ene eller anden årsag, så træder fællesskabet til i form af de institutioner, som socialdemokratiet og arbejderbevægelsen i generationerne inden os har bygget op: et offentligt sundhedsvæsen, daginstitutioner, ældreplejen, folkeskolen og meget mere.

 

Da jeg gik ud af døren på Hvidovre Hospital med vores lille nyfødte dreng på armen, tænkte jeg, at alle egentlig burde blive socialdemokrater af at blive forældre. At alle egentlig burde føle sig så vældig privilegerede af at leve i det her velfærdssamfund, at de med det samme meldte sig under de røde faner. At alle delte min entusiasme, der næsten går så vidt som at påstå, at jeg bliver oprigtigt glad for at se på min lønseddel og konstatere, hvor stor en del, der bliver taget af skattemyndighederne og lagt i den fælles kasse hver måned.   

 

Men jeg må konstatere, at det der med at gå ud af døren på Hvidovre Hospital åbenbart ikke har samme magiske virkning på alle andre, som det havde på mig. Ellers så ville vi jo være væsentligt flere medlemmer i det her parti og på venstrefløjen generelt.

 

Måske er en af udfordringerne i forhold til opbakningen til vores velfærdssamfund og dermed også til vores socialdemokratiske projekt det her: at færre og færre vælger de fælles løsninger, fordi de – efter mange års nedskæringer og effektiviseringer – er udfordrede. Fordi skruen er blevet strammet lidt for meget.

 

 

De, der kan og har råd, vælger i stedet at gå andre veje. Når der eksempelvis bliver skåret i antallet af besøg hos jordemoderen og fødselsforberedelsen for længst er sparet væk, køber flere og flere nervøse førstegangsfødende sig til hjælp, rådgivning og ekstra undersøgelser på private klinikker. Det gør de ikke af ond vilje, men fordi de gerne vil give deres kommende børn den bedste start. Det kan man ikke klandre dem for enkeltvis, men samlet set er det et problem.

 

Og på samme måde vælger alt for mange folkeskolen fra til fordel for privatskoler. Private børnehaver begynder at blomstre op og privathospitalerne lever også i bedste velgående.

 

Forstå mig ret – det er ikke fordi der ikke må være plads til alternativer og supplementer til vores fælles institutioner, men på et tidspunkt tipper balancen.

Når tilstrækkelig mange ikke længere har deres børn i folkeskolen og ikke møder velfærdssamfundet i deres hverdag, så vil de begynde at spørge sig selv, hvorfor de egentlig skal bidrage til det. Det er jo ikke noget, der vedrører dem.  Og så har vi balladen.

 

Vores danske velfærdsmodel fungerer kun, hvis flertallet her i samfundet er en del af det. Når ungerne mødes på kryds og tværs i folkeskolen og lærer det, de skal. Når man går trygt gennem tilværelsen og ved, at man får den bedste behandling på vores sygehuse, hvis skaden skulle være sket – og man ikke har brug for en privat sundhedsforsikring ved siden af. Når man, som jeg, får en god oplevelse og er fuld af taknemmelighed over for vores sundhedsvæsen, når man får en lille ny.

 

Det smukke ved vores fællesskab er jo netop, at vi alle sammen bidrager til det. Og alle sammen får gavn af det på den ene eller anden måde. Man fristes til at sige, at det er noget, vi giver til hinanden. Nogen gange går mine skattekroner til gamle fru Hansen i Esbjerg, der skal have en ny hofte. Nogen gange til en ny fodboldbane bag ved boligblokken, så de store drenge og piger har noget, de kan bruge eftermiddagen på. Og nogen gange går de til lønningerne til pædagogerne i min datters børnehave. Det er god gammeldags solidaritet på tværs af landet, alder, indkomstgrupper og meget andet. 

 

Den solidaritet skal vi værne om og kæmpe for at bevare. Den er kernen i vores samfundsmodel. Og det er giftigt, hver eneste gang den borgerlige regering prøver at jage en kile ind i den, eksempelvis når de sætter tilskuddet til privatskolerne op. Og når de strammer skruen omkring vores sundhedsvæsen og vores ældrepleje og hellere vil bruge pengene på at sætte afgifter og skatter ned for alle dem, der har deres på det tørre i forvejen. Når de insisterer på nulvækst i den offentlige sektor, selvom vi ved at der kommer flere ældre og vi får brug for flere hænder.

 

Det går ikke. Det slider på fællesskabet og sammenhængskraften. Og derfor er det så indlysende vigtigt, at vi så snart som muligt får en rød, socialdemokratisk regering igen. Fordi vi ved, at det er vores vigtigste projekt at bevare et samfund, hvor vi alle er med på holdet, hvor vi bakker op om de fælles løsninger og hvor ingen bliver glemt.

 

Når alt kommer til alt og vi ser lidt længere frem end til det daglige politiske cirkus om ulve, vildsvinehegn og burkaer, så er det det her, vi skal og det her, vi vil.  Vi vil investere i folkeskolen, vi vil værne om vores gode offentlige sygehuse, vi vil udvikle vores daginstitutioner, vi vil bevare en værdig ældrepleje og meget, meget mere.

 

Vi vil slås dag og nat for, at alle danskere går ud af døren på hospitalet, skolen, plejehjemmet, vuggestuen, ungdomsuddannelsen, lægehuset, biblioteket og så videre med en glad og god følelse i maven. Vi vil skabe muligheden for at leve et trygt og godt liv. Det er i sidste ende dét, vi giver til hinanden. Og det er der god grund til at minde hinanden om på sådan en 1. maj som i dag.

 

Tak for ordet og fortsat god 1. maj.