Ole Bondo Christensen

- vores borgmester Fra en landsby i Midtjylland til Furesø Kommune


Jeg sidder i Furesø Byråd, fordi politik nytter.

 

Sammen kan vi skabe et lokalsamfundet, hvor det er godt at være barn, rart at vokse op og godt at blive gammel. Jeg er super stolt over den positive udvikling i Furesø når det handler om en økonomi i balance, gode skoler og daginstitutioner, god ældrepleje, økologisk mad, seniorbofællesskaber, samarbejdet med virksomhederne og foreningerne og meget andet.

 

Det er ikke kommet af sig selv. Det har været et langt sejt træk , fordi Furesø blev skabt med meget store økonomiske og politiske udfordringer. Det har krævet en kæmpe indsats at vende udviklingen i Furesø, men det er en fornøjelse og et privilegium at være med i det arbejde.

 

Furesø er heldigvis en kommune med stærke fællesskaber, hvor borgerne tager ansvar og engagerer sig. Ledelse og samarbejde har været nøgleordene.

 

Har vi så nået hele vejen. Nej bestemt ikke. Vi skal gøre vores skoler og daginstitutioner endnu bedre. Vi skal have alle med i fællesskabet. Vi skal beskytte vores natur og fremme grøn omstilling. Men vi har et rigtig godt fundament for at gøre Furesø til en endnu bedre kommune for alle.

 

Jeg har som borgmester ledet det brede politiske samarbejde i de seneste 8 år. Jeg er meget opsat på at fortsætte det vigtige arbejde og stå i spidsen for Furesø i endnu en valgperiode.

 

Jeg er vokset op i en landsby i Midtjylland som nr. to i en søskendeflok på fem. Jeg er uddannet samfundsvidenskabelig planlægger på Roskilde Universitet og arbejdede før min borgmesterpost som kontorchef i Beskæftigelsesministeriet. Jeg har en bred erhvervserfaring bag mig: Fra slagteriarbejder til underviser i nationaløkonomi og udsendt regeringsrådgiver i Sydafrika og Østeuropa.

 

Jeg har boet i Farum siden 1989. Vores børn, Kristoffer og Ida, har begge gået på Stenvadskolen/Lyngholmskolen. Mit barnebarn Sigrid på 6 år er selvfølgelig det kønneste og kvikkeste barn i verden. Jeg bor i en andelsboligforening i Fuglsangpark med højbede, kompostanlæg og fælleshus. Jeg er maratonløber, vandringsmand og ivrig cyklist.

 

Jeg har altid været engageret i lokalpolitik. For mere end 23 år siden var jeg med til at stifte Det Grønne Råd og var formand i en årrække. For 20 år siden stiftede vi "Farum Delebil", der i dag hedder "Nordsjællandske Delebiler".

 

Jeg har siddet i Furesø Byråd siden kommunens start og været borgmester siden 2010. Jeg har været formand for regerings Integrationsråd og er p.t. formand for Vestforbrændingen, hvor 19 kommuner i hovedstadsregionen samarbejder om en bæredygtig affaldshåndtering. Jeg er samtidig næstformand i Dansk Affaldsforening.

 

Du kan følge mig på Facebook her.

 

Eller på min hjemmeside her.