Tillid, faglighed og arbejdsglæde

Socialdemokratiets vision for den offentlige sektor: Mere selvstyre. Større arbejdsglæde. Bedre velfærd


Kære medarbejdere og ledere i den offentlige sektor

 

I yder hver dag en stor og vigtig indsats. Uden jer, ingen velfærd.


Men noget er galt. For det er som om, at tiden og pengene forsvinder i for meget papirarbejde.


Jeg er bange for, at det mange steder slår skår af arbejdsglæden? Samtidig er vilkårene blevet sværere. Der er sparet meget. Omstruktureret igen og igen.


Det ærgrer mig, når den offentlige sektor omtales som en økonomisk byrde. Den er alt andet end det. Den offentlige sektor i Danmark har været med til at skabe forudsætningen for et af verdens mest frie og lige lande. Og tak for det!


Mange politikere har i årevis talt om at gøre op med bureaukratiet. Er det ikke på tide, at vi gør noget ved det?


Hvis Socialdemokratiet får danskernes opbakning til at danne regering efter næste valg, vil vi lede den offentlige sektor på en ny måde. Noget af det, vi foreslår, er blandt andet:


Få mål. Der er alt for mange krav om dokumentation. Det vil vi gøre op med ved kun at tillade nogle få, overordnede mål. Og vi forpligter os på at droppe unødvendig kontrol. Der er brug for langt mere tillid til, at man lokalt finder de rigtige løsninger.


Gevinster skal gavne lokalt. Hvis medarbejdere eller ledere kan løse en opgave både klogere og billigere, er det kun rimeligt, at de beholder en del af gevinsten i den enkelte børnehave, skole eller plejehjem. Så vi får bedre velfærd for pengene.


Flerårige budgetter. For at I bedre kan koncentrere jer om den forebyggende og langvarige indsats, er der behov for at tænke længere end et års budget. Det siger sig selv, at budgetter skal overholdes – men det skal være muligt at se menneskers udvikling for mere end et år ad gangen.


Kort sagt: Mere frihed. Til den enkelte medarbejder og den enkelte institution. Og mindre indblanding - fra kortsigtet styring og evige krav om dokumentation. Vi tror på, at tillid til jeres indsats gør velfærden bedre.


De steder, hvor vores forslag ikke passer ind – så lad være. Der er stor forskel på at drive en børnehave eller et sygehus. Noget passer måske et sted, mens det ikke giver mening et andet sted.


Derfor er vores forslag også en invitation til, at vi sammen udvikler den offentlige sektor. Vi bilder os ikke ind, at vi har alle svarene. Og det bliver ikke nemt at gennemføre i praksis. Der bliver brug for samarbejde og dialog.


Mest af alt får vi brug for jeres hjælp.


Vi håber, I vil være med.

Med venlig hilsen

Mette Frederiksen
Formand for Socialdemokratiet

Filer:


Tillid, faglighed og arbejdsglæde.pdf
PDF
928 KB