1.000 nye medarbejdere skal genskabe tilliden til skattevæsenet

Et skattevæsen vi kan stole på.


Nyt skatteudspil fra Socialdemokratiet: 1.000 ekstra medarbejdere fordelt på fire regionale skattecentre skal øge skatteindtægterne og genskabe borgernes og virksomhedernes tillid til skattevæsenet.

 

Vores samfund bygger på en kontrakt, hvor alle kan regne med fællesskabets hjælp. Til gengæld er det en forudsætning, at enhver yder sit og betaler sin skat. De store udfordringer i Skat har rystet tilliden til den kontrakt. Hvis vi ikke griber ind, risikerer vi, at hele grundlaget for vores samfundsmodel skrider.

 

Netop tilliden til, at vores skattevæsen er effektivt og retfærdigt, er helt afgørende for vores skattefinansierede vel­færdssamfund. Derfor vil Socialdemokratiet styrke skattevæsenet markant ved at ansætte 1.000 ekstra medarbej­dere fordelt på fire nye regionale skattecentre.

 

Regeringens ambitioner for at genoprette Skat rækker kun til at løse de allermest nødvendige pligtopgaver. Men der er brug for meget mere, hvis vi skal få styr på problemerne i Skat. Jeg tror, de fleste tager sig til hovedet over at opleve nedskæringer på velfærden, samtidig med at pengene fosser ud af landet i form af svindel med udbytteskat.

 

Socialdemokratiet vil bekæmpe en udvikling, hvor Danmark knækker over geografisk, og derfor øn­sker vi at placere nye statslige arbejdspladser der, hvor de gør størst gavn. De nye skattecentre skal derfor placeres i hele landet - uden for de store byer. To placeres i Jylland, ét placeres på Fyn og ét placeres på Sjælland/Lolland-Falster.

 

Hvert af centrene skal arbejde med et prioriteret område, hvor der er potentiale for både at begrænse skattegabet, øge indtægterne og genoprette tilliden til Skat. Samtidig skal der skal sættes ind over for dem, der forsøger at snyde med skat og moms, mens livet skal gøres lettere for de borgere og virksomheder, der følger reglerne og betaler deres skat.

 

Det er ikke noget, man kan gøre med et knips med fingrene. Det kræver en investering her og nu, og det kræver flere medarbejdere og ressourcer i Skat. Til gengæld viser erfaringer, at man med målrettet indsats faktisk kan øge skatteindtægterne. Forventningen er derfor, at de øgede indtægter allerede efter få år kan være så høje, at de overstiger de udgifter, der vil være forbundet med at styrke skattevæsenet.

Filer:


Et skattevæsen vi kan stole på.pdf
PDF
525 KB