Fredag d. 16. juni

Socialdemokratiets program på Folkemødet


Kl. 9.00-9.45:

Grøn transport og vækst på samme tid – hvordan og hvorfor?

Vi ønsker mere vækst, flere veje og bedre infrastruktur. Men vi ønsker samtidig også grøn og miljørigtig transport. Hvordan løser vi det? Hvordan kombineres vækst og grøn transport? Kom og debatter med tidligere minister (S) og nuværende bestyrelsesmedlem i bl.a. Sund & Bælt og Femern Carsten Koch, Direktør i DI transport Michael Svane, tidligere transportminister og nuværende indenrigspolitisk ordfører Magnus Heunicke (S), byrådsmedlem og aktiv i Cyklistforbundet Gunvor Wibroe (S), borgmester i Herlev og formand for MOVIA Thomas Gyldal-Petersen (S). Transportordfører Rasmus Prehn (S) styrer slagets gang.

 

Kl. 11.00-11.45:

Et enkelt valg – skattelettelser eller velfærd?

Skal vi styrke vores velfærdssamfund eller prioritere skattelettelser? Øger skattelettelser beskæftigelsen, eller får det konsekvenser for kommunernes økonomi? Svarene og argumenterne er langt fra hinanden mellem både økonomer og politikere. Det sætter vi skarpt på i en debat mellem Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S), Gentoftes borgmester Hans Toft (K), analysechef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Jonas Schytz Juul, cheføkonom i tænketanken Cepos Mads Lundby Hansen og folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Debatten modereres af ph.d. stip. og analytiker hos tænketanken Cevea Niels Fuglsang. 

 

Kl. 12.00-12.45:

Partisekretærerne duellerer

Traditionen tro debatterer Socialdemokratiets og Venstres partisekretærer ideologi, aktuel politik og de store forskelle på S og V. Jan Juul Christensen (S) og Claus Richter (V). Rasmus Nielsen, adm. direktør og ansvarshavende chefredaktør hos Altinget stiller spørgsmålene.

 

Kl. 13:

Partiformand Mette Frederiksen holder tale på Folkemødets Hovedscene

Kl. 14.00-14.45:

Kan vi få mere lighed i sundhed?

Der er stadigvæk stor ulighed i sundhed. Flere projekter tyder på, at man kan gøre noget ved problemet. Roskilde Kommune, Danske Handicaporganisationer (DH) og 3F har med målrettede sundhedstjek fundet en markant række sundhedsproblemer blandt borgere og medlemmer. Sundhedstjekkene afslørede problemer som tandproblemer, vitaminmangel og for høj fedtprocent og blodtryk. Arriva tilbyder ligeledes alle ansatte sundhedstjek i deres ’sundhedsbus’. Hvordan kan vi få mere lighed i sundhed? Debat mellem Roskildes borgmester Joy Mogensen (S), formand for Danske Handicaporganisationer Thorkild Olesen, direktør i Arriva Nicolaj Wendelboe og kloakarbejder Thomas Krabbenhøft, kendt fra DR-programmet ”Rigtige mænd”. Debatten styres af folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen (S).

 

Kl. 15.00-15.45:

Bæredygtig byudvikling

Klimaforandringerne er globale, men de bedste løsninger er måske lokale? Som medlem af det globale klimanetværk C40 går København og andre storbyer forrest i kampen mod klimaforandringerne med målsætninger om CO2-reduktion, klimasikring og bæredygtig byudvikling. Vi sætter fokus på de lokale løsninger i kampen mod de globale udfordringer og debatterer, hvordan vi også i fremtiden sikrer bæredygtig byudvikling. Debat mellem arkitekt og stifter af BIG Bjarke Ingels, overborgmester i København Frank Jensen (S) og filantropidirektør i Realdania og bestyrelsesmedlem i C40 Anne Skovbro. Journalist Jørgen Steen Nielsen styrer slagets gang.

 

Kl. 17.00-17.45:

I spidsen for verdens børn

Som CEO for Save the Children International (Red Barnet) står Helle Thorning-Schmidt i spidsen for udviklingsprogrammer, der bekæmper bl.a. vold, sult og fattigdom for 55 mio. børn i 120 lande verden over. Kampen mod fattigdom er ikke kun på dagsordenen i tredjeverdens lande. Børn, der lever i fattigdom er også en realitet i Danmark. Hvordan kæmper Save the Children International for verdens børn? Journalist Søren Kaster interviewer tidligere statsminister (S) Helle Thorning-Schmidt.

 

Kl. 18.00-18.45:

MAGT

MAGT er en satiregruppe, der med skuespil og højt musikalsk niveau sætter politik og samfundet på scenen og vender det hele på hovedet. Med inspiration fra revyhistoriens skarpe penne og den danske humor bliver det en forestilling med knivskarp intelligens, humor og overvældende kreativitet. Denne aften vil MAGT optræde med et væld af politiske sange, hvor ingen partier går fri.

 

Kl. 18.45-19.30:

Sangaften

Kom og syng med!