4. juni 2018

Man kan kun lede et land, hvis man kan samle et land

Af Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet.


Når valget udskrives, går vi til valg på at danne en socialdemokratisk et-parti regering. Kun sådan kan vi opnå vores to vigtigste mål: At vi fortsætter den stramme udlændingepolitik – sammen med et bredt flertal i Folketinget. Samtidig med at vi sætter velfærden først, styrker den sociale retfærdighed og markant hæver ambitionerne for den grønne omstilling – sammen med de partier, der også ønsker en anden retning for Danmark.

 

For nogen tid siden var jeg i Skagen. På besøg på Skipperskolen. Jeg mødte både fremtidens skippere og skibsførere, men også nogle af de lokale fiskere var mødt frem. Jeg skal ikke her gå i detaljer med det maritime Danmarks udfordringer og bekymringer. Blot dele et enkelt udsagn, som er vigtigt at bære videre. En af fiskerne sagde nogenlunde således; jeg ved godt Socialdemokratiet og regeringen er uenige om, hvor mange fisk vi må lande. Jeg ved godt, hvem jeg er mest enig med. Men det er ikke pointen. Kunne I ikke blive enige om et eller andet kompromis? Så jeg ved, hvad jeg har at gøre med. Kan jeg investere et millionbeløb i en ny kutter? Kan jeg regne med, at de nuværende betingelser gælder også nogle år frem?

 

Fiskerens ord går igen mange steder i vores samfund. Store dele af landbruget beklager, at der ikke er indgået en bred landbrugsaftale. Da regeringen for et par år tilbage skabte usikkerhed om de kystnære vindmøller, skabte det uro i store dele af dansk erhvervsliv. På samme måde som det har betydning for medarbejderne i den offentlige sektor, når lovgivning og rammer konstant ændres. Jeg ved fra mange soldater, vi har udsendt, at mandatet ikke er ligegyldigt. Er det et snævert flertal, der sender vores unge mennesker ud i farlige operationer? Eller er det et bredt flertal? Det betyder noget.

 

Det er derfor vi siger: Lad os samle Danmark igen. Det gælder den politik, vi fører, og den måde vi fører politik på.

 

Vores drøm er et samfund, hvor vi alle får de samme muligheder – på trods af forskellige udgangspunkter. Et samfund, hvor vi kender hinanden. Bor blandet, går i skole sammen og hvor vi deler de samme grundlæggende værdier. Vi behøver ikke være ens, men vi behøver være fælles.

 

Derfor er det skadeligt, når centraliseringen har taget overhånd. Vi vil i stedet et centraliseringsstop. Derfor er det ikke holdbart, at sygeplejersker og pædagoger løber stadig hurtigere, bruger mere tid på papir og mindre tid på mennesker. Vi vil i stedet gennemføre en selvstyre-reform, der sætter de offentligt ansatte fri og giver plads til faglig ledelse. Og derfor kæmper vi imod, hver gang regeringen forsøger at give topskattelettelser i stadig nye forklædninger. Vi vil i stedet sætte velfærden først.

 

Det er politiske mål, vi har tilfælles med partierne til venstre for os. Vi deler de samme bekymringer. Gør vi nok for at give en bæredygtig verden videre til vores børn? Vi deler de samme analyser. At et stærkt samfund bygger på lav ulighed og høj tillid. Og vi deler de samme ambitioner. At politik kan gøre en forskel.

 

Hvis danskerne vil det, kan vi sammen mindske uligheden, satse på uddannelse, styrke den grønne omstilling og tage bedre hånd om udsatte mennesker i vores samfund. Styrke alt det, der gennem årtier har gjort Danmark til et af verdens mest lige og velstående lande.

 

Men det kræver et nyt flertal. Og vi er overbeviste om, at de Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten sammen med os vil være med til at sætte en ny retning for Danmark. For dét er vores løfte – til danskerne og til vores parlamentariske grundlag: At en ny regering vil sætte velfærden først, styrke den sociale retfærdighed og markant hæve ambitionerne for den grønne omstilling.

 

Samtidig har vi et andet løfte til danskerne. Og til det brede flertal i Folketinget, der i dag står bag Danmarks stramme udlændingepolitik. Vi løber ikke fra det flertal efter et valg. Vi skal ikke have flere udlændinge til Danmark, end vi evner at integrere. Og en regering skal have muligheden for at handle, hvis der igen bliver brug for nye initiativer.

 

Derfor – hvis vælgerne betror os ansvaret efter næste valg – ønsker vi at danne en socialdemokratisk et-parti regering. Det er den eneste måde, hvorpå vi både kan fortsætte den stramme udlændingepolitik og samtidig trække Danmark i en retning, der er både grønnere og mere retfærdig.

 

Dermed vil der også være tale om en ny form for samarbejde mellem os og de Radikale. Vi har utallige resultater bag os. Op gennem 90’erne nedbragte vi arbejdsløsheden markant. Og da vi sidst sad i regering sammen fra 2011-2015 fik vi under svære betingelser bragt Danmark ud af krisen – samtidig med at vi satsede historisk meget på uddannelse. Vi er langt fra i mål med mange af vores fælles visioner for at skabe en endnu bedre fremtid for Danmark.

 

Når vi søger opbakning til at danne en socialdemokratisk et-parti regering, er det også fordi, at en sådan regering vil være den mest manøvredygtige i lang tid. Det forpligter. Vi vil bestræbe os på at bringe alle mandater i spil. Partier, der vælges til Folketinget, repræsenterer alle et antal vælgere, hvis synspunkter fortjener at blive hørt.

 

Ligesom andre et-parti regeringer har gjort det før os.

 

Hans Hedtoft, H. C. Hansen, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen er alle gode eksempler på statsministre, der ledte en socialdemokratisk et-parti regering. Og indførelsen af folkepension, den almindelige sygesikring, Danmarks medlemskab af EU og Nato, oprettelsen af HF og boligsikringen er alle eksempler på solide resultater forhandlet igennem af socialdemokratiske et-parti regeringer.

 

Når man inddrager andre partier og forhandler, bliver resultaterne bedre. Det er også min egen erfaring.

 

Jeg har først som ordfører, siden som minister og nu som formand for Socialdemokratiet deltaget i mange forskellige politiske forhandlinger. Det er på mange måder essensen af politik. At sætte sig om et bord. Hver med sit udgangspunkt. Finde konkrete løsninger og resultater.

 

Ikke sjældent går det op for en i sådanne forhandlinger, at ens politiske modstandere faktisk har en pointe. Man revurderer sine synspunkter. Eller lander et kompromis mellem modsatrettede interesser.

 

Hvis jeg kigger på de seneste år, er det lykkedes os at lave gode aftaler med regeringen. Vi har på en og samme tid forhindret en borgerlig regering i at sætte pensionsalderen op og topskatten ned. Samtidig med at vi har lavet brede forlig, der kan stå i mange år. Fra dagpenge til boligskat. Fra finansieringen af den grønne omstilling til nu senest med en aftale om at bekæmpe parallelsamfund.

 

De seneste år har samtidig gjort det meget klart, at der ikke længere findes en samlet blå økonomisk politik. Der findes ikke en samlet rød rets- og udlændingepolitik. Der findes ikke en blå skattepolitik. Heller ikke en fælles blå EU-politik. Ligesom der ikke findes en rød.

 

Vi må finde nye samarbejdsformer.

 

Jeg tror mere på samarbejde end på splittelse.

 

Også fordi vi ikke kan have en situation, hvor dansk politik låses fast. Som vi har set det for fuld udblæsning i denne valgperiode med de ultimative krav om topskattelettelser fra Liberal Alliance. Regeringen var ved at vælte. Mon ikke det bliver værre med Nye Borgerlige i Folketinget?

 

Alle partier, der vil gøre en forskel, må søge samarbejdet. Det må ikke blive sådan, at et mindretal kan tvinge sin politik igennem. Det er ikke holdbart i længden, slet ikke over for danskerne og heller ikke fordi, at det gør det svært at regere for de partier, der ønsker at tage et ansvar.

 

Det gør Socialdemokratiet.

 

Socialdemokratiet går til valg på at fortsætte den stramme udlændingepolitik, sætte velfærden først, styrke den sociale retfærdighed og markant hæve ambitionerne for den grønne omstilling. Vi har ikke ét parti, vi kan gøre det hele sammen med. Men der er mange partier, vi kan gøre meget sammen med.

 

Man kan kun lede et land, hvis man kan samle et land.

 

Bringes i Jyllands-Posten den 5. juni 2018.